Bodyflow var hårdt i dag

Der er bodyflow hver onsdag kl. 10.30 i mit træningscenter. De timer forsøger jeg at være med til. Det lykkes ikke altid, men de sidste to uger har jeg været med. Timen gør et eller andet virkelig godt for hele min ryg og jeg får løsnet op. At vi så afslutter timen med meditation, det er kun en bonus.

Men i dag var det hårdt at være afsted. Det er en time, hvor jeg plejer at få sved på panden, men mine ben plejer ikke at være tunge under timen. Det var i dag. MEGET tunge! Hele første nummer (som er opvarmning) var en kamp at slide mig igennem. Så gik det faktisk væk igen og jeg kunne få det meste med uden problemer. Men de sidste ti minutters øvelser var slemme. Mine ben blev lige pludselig vildt tunge, det føltes som om der var vand i dem og det var bare hårdt at skulle rundt på gulvet og lave de forskellige stræk.
Sådan plejer det slet ikke at være til flow: Det er muligvis hårdt at gå op af den lange trappe, som leder op til fitnessdk i Svendborg. Men når den først er forceret, så er der intet problem.

Det hårdeste var næsten at skulle gå op af trappen, så jeg kunne komme i bad. Jeg blev virkelig forpustet og da jeg endelig kom ud i omklædningen orkede jeg ikke at gå i bad. Og slet ikke at gå i sauna, som er noget af det jeg allerbedst kan lide ved min træning. Hele min krop blev bare lige pludselig træt…

Nu var de trætte og tunge ben lige gået væk

Jeg gennemførte timen og jeg kom i bad. Og så gik jeg hjem og lavede ikke andet end at se Netflix resten af dagen. Den sidste halvanden uge har jeg haft overskud og energi til at gøre en masse andre ting end bare arbejde. Jeg har fået gået meget, fået trænet lidt – alt sammen uden nogen problemer med tunge og trætte ben. Det har været skønt at få noget energi igen og jeg håber virkelig på at få den tilbage i morgen. Og derfor er det bare så surt, når det hele lige pludselig går lidt i kage og jeg bliver sat tilbage og får trætte ben.

Og så tror jeg at jeg skal prøve at have mine kompressionsbukser på, næste gang jeg skal til flow. Det er efterhånden kun dem jeg bruger under træning og de gør bare noget godt for mine ben: Jeg kan holde ud at træne og mine ben bliver ikke ømme på samme måde, som når jeg ikke har dem på.

Dating og hjerteproblemer

Det kan være svært at skulle date når man bærer rundt på en sygdom, uanset om den er fysisk eller psykisk. For hvad vil den anden person tænke om mig? Er det en stopper for en forhold at fejle noget? Og hvornår skal man overhovedet sige, at man fejler noget? Skal man sige det?

Indtil jeg havde mit hjertestop var det ikke noget jeg tænkte synderligt meget over. Jeg er så meget mere end min sygdom og det er jeg god til at vise folk – også på dates. Men efter mit hjertestop har mit mindset ændret sig i forhold til emnet. For hvad nu, hvis det sker igen? Er jeg tættere på at skulle have et nyt hjerte nu, hvor jeg har haft et hjertestop, end jeg var tidligere? Og hvad vil en kommende kæreste sige til, på forhånd, at vide at han skal stå igennem liv og død (bogstavelig talt) sammen med mig?

Mange har de tanker … tror jeg

Meningerne er blandede, når jeg taler med andre (hjerte)syge omkring dating og kærester. Nogen er slet ikke påvirkede af det og fortæller gerne om det. Andre er mere tilbageholdende og vil helst ikke afsløre for meget. Holdningerne er forskellige og reaktionerne er de samme. Og det er aldrig til at sige, hvordan en person reagere når han/hun får kendskab til en måske kommende kærestes sygdom.

Jeg har kun én gang oplevet at være blevet afvist af en, på grund af mit hjerte. Det var på Tinder. I min profiltekst står der, at jeg er en cyborg pga. min hjerteklap. Det spørger mange folk ind til. Da jeg fik svaret dette fyr og fik fortalt, hvorfor jeg havde en hjerteklap og sådan noget, svarede han ikke. På den ene side, så kan det lige så godt være han har glemt mig eller bare har mistet interessen. Det er Tinder, det sker. Men lige her tror jeg nu, at det var pga. hjertet.
Har jeg fortalt om mit hjerte til en person jeg sad overfor, er jeg altid bare blevet mødt af imødekommenhed og spørgsmål. Så har vi snakket et par minutter om det og er derefter gået videre til næste emne.

Hvad med sex?

Når det kommer til sex, så ved jeg at nogen er meget generte over deres krop og deres ar. Mange af os hjertepatienter, og andre sygdomsgrupper, har kroppen dækket af ar. Personligt har jeg 29 fordelt over hele min overkrop. Og det kan kræve overvindelse i en nøgenhedssituation, at skulle vise sine ar helt åbent og uden omsvøb. Og dét kan være svært. For det viser, at vi hjertepatienter er anderledes end alle andre. Og det er ikke altid fedt.
Samtidig, så er det meget sjældent ar begge parter fokusere på i forbindelse med sex 😉

Vær ærlig omkring det

Et gammelt ordsprog siger, at man kommer længst med ærlighed. Det tror jeg også gør sig gældende indenfor datingverdenen. Selvom det sjældent er det første jeg siger, når jeg møder et nyt menneske, så falder samtalen ofte naturligt ind på mit hjerte, Hjerteforeningen eller lignende. Det er nemlig en stor del af mig. De fleste vil gerne høre mere og de får afklaret nogle ting omkring hjertesygdom og organdonation.

Jeg, og de fleste andre, vil gerne tale om det og vil gerne svare på spørgsmål. Så spørg. Er du sammen med en og du kan se et ar på personens krop, så spørg. Hvis arbæreren ikke vil svare, skal vedkommende nok lade være med det. Så kan I snakke om noget andet.

Og så er det egentlig meget rart at huske, at der er mange singler ude i verdenen. Og der er en til os alle. Og kan en enkelt person ikke kapere, at jeg skal igennem nogle voldsomme ting, så er han nok ikke rigtig for mig.

Kan man være for ung til genoptræning? // Is there an age limet to physical therapy?

Ovenstående tanke fik jeg, da en kvinde på mit genoptræningshold satte spørgsmålstegn ved min alder. Jeg er nemlig markant yngre end alle andre på holdet. Mindst 40 år yngre. Men kan man være for ung til genoptræning? Er det ikke istedet noget med, at man kan være for god til genoptræning?

Kommentaren var sådan set ikke overraskende for mig. Den var heller ikke på nogen måde ondt ment. Men fordi der ikke er særlig mange unge på genoptræningsholdene i Svendborg, så kan det komme som en overraskelse, når der endelig er en ung.
Første dag var der da også nogle der troede, at jeg var en af fysioterapeuterne. Der måtte jeg skuffe dem og fortælle, at jeg skulle træne ligesom dem.

Det lyder logisk, at der ikke er nogen aldersbegrænsning på genoptræning. For det er der ikke. Der kan i stedet være tale om, at en person er i for god fysisk stand til at få genoptræning. Men fordi den almene befolkning (tror jeg) ikke tænker over, at unge mennesker også kan blive syge og have brug for fysisk og psykisk genoptræning, så kan det komme som en overraskelse, når vi er med på holdet også selvom vi er lige så berettiget til genoptræning, som ældre mennesker er.

Taxatur en tirsdag formiddag

DumplingsI sidste uge var jeg i Esbjerg, hvor jeg var sammen med min veninde. Hendes mand var i Spanien og hun ville gerne have hjælp til at passe hendes lille søn og store hund – og lidt venindetid oveni hatten var en fantastisk bonus!

Fordi min veninde var på arbejde hele dagen havde jeg påtaget mig at lave mad, mens jeg besøgte hende. Tirsdag skulle jeg lave dumplings og det krævede en tur ind til Esbjerg by for at finde dejen. I samme ombæring tog jeg ind for at træne – så var det ligesom overstået.

Da jeg havde afsluttet min træning og havde købt den dej jeg skulle have var jeg træt. Som i, virkelig træt. Faktisk orkede jeg ikke at skulle gå ned til bussen, vente på den, gå et lille stykke ‘hjem’ for bagefter at skulle lave dumplings – og hente lillepurken i dagpleje lidt senere. Derfor ringede jeg efter en taxa. Det huede mig ikke – jeg er normalt frisk og kan godt lide at gå, så det med at tage en taxa midt på dagen er ikke noget jeg gør. Men den her dag, var det nødvendigt.

Jeg åd mine undskyldninger og satte mig ind i taxaen da den kom. Det viste sig at være dagens bedste beslutning! Selvom jeg stadig var træt da jeg skulle hente min nevø, så gav taxaturen mig et mentalt overskud, så jeg kunne holde til at være en god onkel (jeg er nemlig onkel for ham!) og en god veninde om aftenen. Så jeg skal lære at æde min stolthed, når det gavner mig.


In english

Last week I went to Esbjerg to visit a friend and help her take care of her little son and big dog – and of course, spend some time with her, while her husband was in Spain.

My friend was working all day, so I took care of dinner. On Tuesday I wanted to make dumplings and I knew I had to go into town and pick up some pastry to make them. At the same time, I went to the gym.

When I finished my trainingsession and bought the dough I need, I was really tired. I wasn’t in the mood for first walking towards the bus and afterwards waiting on it, so I called a cap to pick me up. It was something I did not enjoy. Normally I like walking and I consider myself being a fresk young woman, who can ride the bus any time. But that day, I was to tired to do so – therefore I had to swallow my pride and call a cap.

It turned out to be the best desscion in a long time. Yes, I was still tired when I got home. But I had a lot of mental energy, and I succeded in making dumplings, picking up my nephew, take care of him and be a good friend in the evening.

It is really hard for my to swallow my pride. But that day, it really made a difference – and I need to do more of those things.

Små gode ting, uge 18

I denne uge har jeg…

  • … lavet mega lækre dumplings sammen med min veninde – noget vi begge lavede for første gang
  • … krammet tre VIRKELIG flotte fyre og fået dem til at smile
  • … været i København og inde i Hjerteforeningen for første gang siden mit hjertestop. Det var SKØNT at se dem alle igen!
  • … fået blomster
  • … været til et givende og konstruktivt møde forud for indsamlingsshowet Puls på DK4. Det bliver sendt d. 2. juni
  • … besøgt min søde mormor og hygget med hende
  • … læst to bøger færdige
  • … skrevet flere sider i min egen bog
  • … spist lækker morgenmad lørdag morgen

In english

This week I’ve…

  • … made really delicous dumplings with one of my friends. That’s a first for the both of us
  • … hugged three really hot guys – and made them smile
  • … been to Copenhagen and visited the Danish Heart Ascosiation for the very first time since my heart attack. It was so nice to see everyone again
  • … had flowers
  • … been to a very rewarding meeting in connection to a national gathering that is aired the 2nd of May on the Danish TVchannel DK4
  • … wisited my grandmom
  • … finished two books
  • … written two pages on my own book
  • … eaten delicous breakfast Saturday morning

GUCH gør virkelig en forskel // GUCH really does make a difference

D. 20.-22. april holdt GUCH Ungeweekend for ni unge mennesker med hjertefejl. Det foregik i Odense og teamet var “Livet, som ung kroniker”. Her kom den tidligere blogger Anna Warrington og fortalte om hendes liv med dårlige hofter (en produktionsfejl, som hun selv kalder det). Hun oplever præcis de samme udfordringer, som vi hjertepatienter gør det: Vi bliver hurtigere trætte og vi skal planlægge vores dag med udgangspunkt i vores vilkår. Men vores fællesskab gør, at det hele bliver lidt nemmere.

Sammen kan vi nemlig udvise forståelse for hinanden og give hinanden ret i, at vi er fantastiske. Og netop dét er grunden til, at GUCH er fantastisk! Der er et stærkt fællesskab og alle er hjertens velkomne.

Annas fortælling bekræftede os også i, at rigtig mange sygdomme er ens. Ligesom os, bliver hun hurtigere træt og hun skal rationere sin energi på en smart måde, så hun kan lave alle de ting hun gerne vil. Det var virkelig inspirerende og meget rammende for alle os, som sad samlet.


In English

The 20th-22nd of April GUCH held the annual Ungeweekend, where youngsters and adults with a heartcondition can meet eachother and exchange experiences. It was held in Odense and the theme was “The life as and ung adult with a chronic disease”.

The former blogger Anna Warrington came and told us about her life with bad hips. She has excatly the same experiences as we do: Our energy level is lower than the average and we need to plan our day to get through it. But our community is something, that makes it a bit easier: We get the understanding we need og we can make eachother sure about our awesomeness. It is a strong community and everyoe who attends one os these weekends leaves with a strong feeling of ‘togetherness’.

Anna and her story confirmed our thoughts: many illnesses are somehow the same: Just like the people with a heartcondition, we have to ration our energy to be able to do all the things we want to. But because we are a unity, everything gets a bit easier.

Stolt formand for GUCH // Proud chairman of GUCH

Ved årets generalforsamling 2018 blev jeg, for fjedre gang, vaglt som formand for Hjerteforeningen GUCH. Det gør mig virkelig stolt, at resten af min bestyrelse har tiltro til mig – og at medlemmerne synes om de arrangementer vi laver. Det er fedt at få den slags feedback og det gør mig kun endnu mere stolt!

En af mine veninder fra GUCH skrev til mig her den anden dag og fortalte, at hun følte sig hjemme hos os. Hun beskrev sangen “Hjem” fra Sanne Salomonsen. I et vers synger hun “… som et vers der fandt sin sang”. Her kom min veninde til at tænke på GUCH: Vi er alle vers, som har fundet sammen pga vores hjerter og nu er blevet til en sang. Hendes ord ramte mig, fordi jeg synes de er rigtige. Vi ER et fællesskab og bliver stille og roligt hinandens anden familie: Vi forstår hinanden, vi deler de samme glæder, sorger og bekymringer. Vi kan altid snakke med hinanden om det og det er skønt at finde ligesindede, som man kan mødes med og snakke med. Ovenikøbet har jeg fået nogle fantastiske venner ud af gruppen, som jeg snakker med på ugentlig basis. Det er intet mindre end SKØNT!

Jeg bliver stolt når jeg mærker det fællesskab. Én ting er, at det er noget jeg selv føler og mærker hver gang jeg er sammen med gruppen. Noget andet er, at folk fra gruppen kommer og fortæller mig at de har det på nøjagtig samme måde – det gør mig stolt, glad og det varmer helt inde i maven. Det gør alt det arbejde jeg lægger i GUCH det hele værd og det er det bedste når jeg kan se, at folk hygger sig og har det godt i hinandens selskab.

In english

At this years general assembly I became, for the 4th time, elected as the chairman og GUCH. It makes me really proud to know that the rest of my board has faith in me and my leaderskills – and that the members like the events we are making. It is so nice to receive that kind of feedback and it makes me even more proud.

One of my friends from GUCH wrote me the other day and told me that she felt at home with the group. She said that she had just heard the song “Hjem” (Home) from the Danish artist Sanne Salomonsen. Hearing that, my friend was reminded of GUCH. The song desribes how all people are one, but when we find a common basis, we are one – together. GUCHes have found each other because of our hearts. On our one, we are alone with the illness, but to gether we are one strong unit. We get each other and we make friends across the country and the world.

Anbefaling: Charlotte Hyldgaard – Skal vi virkelig hav dødskysset først?

Hverdagsglæde
Mad er én af de ting, som fylder mig med hverdagsglæde. Hvad er din?

I forbindelse med mit arbejde bruger jeg meget tid på LinkedIn. Jeg har fået udvidet mit netværk markant og støder på mange virkelig spændende og interessante mennesker.

Én af de mennesker er Charlotte Hyldgaard. Hun siger selv, at hun inspirerer til hverdagsglæde og det er dén, som er i fokus på hendes opslag på LI. Hun er coach og ergoterapeut og har ofte nogle spændende vinkler på hverdagen.

Forleden dag udgav hun en artikel på hendes hjemmeside: Skal vi virkelig have dødskysset først? Den omhandler, hvorfor mange mennesker først bliver bevidste om livets korthed når dødskysset har strejfet panden. Teksten er meget smukt og rammende skrevet og jeg tror hun har ret i sin pointe: Nemlig, at vi har brug for at stoppe op og ikke tage alting for givet. Dét er nemlig svært – men lige pludselig let, når døden har været tæt på.

Sæt pris på dit liv

Desværre tror jeg det er svært for folk, som ikke har været tæt på døden, at sætte pris på livet ligesom mennesker som har oplevet dødskysset gør det. Jeg er ikke i tvivl om, at alle kan sætte pris på deres liv, hverdag og leve i nuet – men jeg tror at ens tanker og mentalitet ændrer sig markant når døden har banket på døren.

Alligevel håber jeg at kunne røre lidt ved folks tanker når jeg fortæller min historie. Livet er nemlig en fantastisk ting og det kan byde på mange dejlige oplevelser. Dét håber jeg at kunne fortælle til folk.

Har jeg lavet om i mine egne prioriteringer?

Efter mit hjertestop er jeg blevet bekræftet i, at jeg har nogle dejlige veninder og en fantastisk familie. De viger ikke fra min side de er en urokkelig klippe for mig. Dén bekræftelse og den efterfølgende store mængde af kærlighed, som jeg blev overhældt med, var det bedste, som kom ud af dén oplevelse.

Jeg er til gengæld begyndt at tænke på, hvordan jeg bruger mine penge. Før brugte jeg mange penge på tøj. Som i, virkelig mange! Jeg har rigeligt med tøj og har faktisk ikke brug for mere. Istedet vil jeg gerne opleve gode ting – helst noget, som involvere mad og gode mennesker. Jeg er nemlig en sucker for gourmetaftener, hvor en kok har kræset om maden og vinen… Aftener, som emmer af hygge, varme og nærhed. Dém elsker jeg. Og dém vil jeg i højere grad bruge penge på, end tøj. Får jeg ikke brugt penge på mad, ryger de ind på en opsparing istedet.

Tilbage til Charlotte

Jeg er ikke klar over om Charlotte selv har oplevet dødskysset. Men jeg har en oplevelse af, at hun værdsætter sin hverdag, selv de helt små ting. Hun glædes over sig selv, hendes familie, venner og det resterende netværk og hun bruger tid på de ting hun er glad for. Jeg tror det er rigtig svært for folk, som ikke har været i nærheden af døden, at sætte pris på livet i samme grad, som folk med nærdødsoplevelser har. Samtidig tror jeg sagtens, man kan sætte pris på sit liv, uden at have været i nærheden af døden. Det håber jeg er noget de fleste gør!

Vil du selv have mere hverdagsglæde? Så kan du melde dig ind i Charlottes Facebook-gruppen Klub Hverdagsglæde.

JEG HAR FÅET TILKENDT FLEKSJOB :D

I dag har min far og jeg været nede på kommunen, hvor jeg skulle til møde med rehabiliteringsteamet. Resultatet var, at jeg fik tilkendt et fleksjob. Den positive afgørelse lettede og jeg begyndte at græde med det samme de sagde det. Nu skal jeg ikke tænke mere på dét.

De sidste par dage har jeg haft svært ved at sove. Muligvis fordi den her afgørelse har rumsteret i mit hoved. Men da jeg kom hjem efter arbejde i dag faldt jeg i søvn – med det samme. Og jeg sov to timer. Det var skønt og MEGET tiltrængt.

Der er en lethed i min krop i skrivende stund. Mit arbejde hos Webnom gik ikke, på grund af firmaets økonomi. Til gengæld har jeg fire andre muligheder, som jeg skal igang med at udforske. Så jeg er fortrøstningsfuld og regner med, at jeg nok skal finde et arbejde.

At møde forståelse fra uventet kant

For et halv års tid siden skrev jeg om det, at møde forståelse fra en uventet kant. Det er evigt skønt at få forståelse og at folk vil imødekomme mine behov. Det varmer hele i hele min krop når jeg oplever det. Heldigvis er det sket nogle gange for mig, at jeg har mødt forståelse fra nogen, som slet ikke kender mig. Som det skete ved en polterabend i 2016:

Én af mine bedste veninder skulle giftes. Som det hører sig til, holdt hendes veninder en virkelig god polterabend for hende. Det foregik i Odense og festen om aftenen blev holdt hjemme hos mig i Tornbjerg. Dagen startede kl. 10 og festen sluttede ca. kl 2 om natten. Det var en lang, men god, dag for mig (og alle de andre – især bruden). Men jeg vidste godt, at jeg blev nødt til at tage en lur midt på dagen så jeg kunne holde til at feste hele natten.

Jeg tog luren da vi kom hjem til Tornbjerg og benyttede mig af, at vi holdt festen hjemme hos mig. Da jeg havde sovet færdigt og gik ind til pigerne igen blev jeg modtaget med store råb og åbne arme: Alle var glade for at se mig igen og det føltes næsten, som om de havde savnet mit selskab. Jeg skulle lige våge helt, men blev glad for den varme velkomst.

Nogle dage efter fortalte min veninde mig, at nogle havde spurgt ind til, hvor jeg var da jeg sov. Hun kender mig godt og forklarede min situation til de, der spurgte. Reaktionen? “Fedt at hun lige sover, så hun er med resten af dagen”. Ingen sure miner, ingen spørgsmål om, hvorfor jeg skulle sove eller noget som helst negativt. Kun forståelse og glade mennesker. Jeg følte mig accepteret og afholdt – og glædede mig til at se alle de skønne piger igen.