Det er psykisk hårdt at være på generalforsamling

Den sidste weekend i februar var der generalforsamling i GUCH. Jeg skulle med og havde på én gang både glædet mig og frygtet weekenden. Det var nemlig første gang jeg skulle se andre GUCH’ere siden mit hjertestop. Selvom det er det perfekte forum at snakke om sådan noget i, så er det også et forum som kan minde mig om min sygdom og nogle af de negative ting, som følger med.

I øjeblikket græder jeg når jeg ser mine veninder første gang efter mit hjertestop. Tanken om, at jeg kunne have risikeret aldrig at se dem mere – og så se dem – gør mig både ked af det og glad. Ofte har mine veninder det på samme måde, så vi kan stå og græde lidt sammen og være glade for, at jeg stadig er i live.

Sådan var det også ved årets generalforsamling – græd op til flere gange på en time, fordi jeg var glad for at se de forskellige folk, som dukkede op. Især dem, som jeg snakker meget med havde jeg glædet mig til at se og tårene regnede ned på mine kinder da jeg gik dem i møde. Men for fanden, hvor var det skønt at se dem igen! Tænk, hvis det ikke havde kunne lade sig gøre?

Det var ikke så hårdt at tale om hjertestoppet, som jeg havde regnet med. Havde forberedt mig på flere tåre og at jeg måske skulle trække mig eller bede folk om at skifte emne. Men det blev ikke aktuelt. Fik snakket rigtig godt omkring det hele og delt både frygt og min store livsglæde med andre. Det var rart at få lettet hjertet og at andre forstår min situation.

De samtaler jeg havde i den weekend understreger vigtigheden af GUCH. Gruppen skal helst vokse sig større, så mange flere kan få glæde af den dejlige gruppe, som GUCH er. Det betyder nemlig alverden at finde nogen i samme båd, som én selv!

At føle sig afhængig af andre

Sidste gang jeg var til lægen fik jeg besked på, at jeg ikke må køre bil før sidst i marts. Det er normal procedure efter en blodprop – de havde bare givet mig en anden besked på OUH. Her måtte jeg godt køre, fordi jeg var så ung og mine tal var flotte. Men min hjertelæge på Skejby sagde jeg ikke må og ham lytter jeg meget til! Desværre fører det så til, at jeg føler mig MEGET afhængig af andre. For hvis jeg ikke selv kan køre, hvordan kommer jeg så frem og tilbage?

I nogle tilfælde kan jeg sagtens tage bussen. Det gør jeg blandt andet når jeg skal til og fra arbejde. Men når jeg skal starte til genoptræning på tirsdag, så passer busserne ikke sammen. Skal jeg selv komme hjem efter arbejde og derefter til træning når jeg ikke at hvile mig, og så får jeg ikke nok ud af min træning. Ingen af mine forældre er hjemme den dag. De vil ellers godt køre mig rundt (gudskelov for det!).
Jeg har heldigvis en sød onkel, som godt vil hente mig og køre mig til træning, så det problem er løst. Men der kommet sikkert flere senere hen.

I sådanne situationer synes jeg det er svært at spørge andre end mine forældre om hjælp. Selvom jeg godt ved at de fleste gerne vil hjælpe mig så er det, for mig, at give afkald på noget af min uafhængighed når jeg beder andre om hjælp. Især til noget så simpelt, som transport. Samtidig er jeg lykkelig over, at jeg har gode mennesker omkring mig, som vil hjælpe mig. Jeg skulle nok finde en måde at klare mig på alligevel. Men det hele bliver lidt nemmere med dejlige og hjælpsomme mennesker omkring én.

Jeg er en heldig kartoffel

I de sidste par dage har jeg mange gange tænkt på, at jeg er en heldig kartoffel. Fra mine venner i GUCH har jeg hørt om, at deres venner er ‘flygtet’ fra deres side når de er blevet ramt af sygdom. Jeg har hørt historier om, at nogle føler sig alene med deres sygdom, simpelthen fordi de ikke har et særlig stort netværk (hvis noget, andet end familie), som støtter dem og spørger ind til deres situation.

Min verden er helt anderledes. Ikke én eneste person er veget fra mit siden siden mit hjertestop i december – og heller ikke så andre tidspunkter i mit liv. Selvfølgelig er der nogen, som har skrevet mere end andre men ikke én har vendt mig ryggen. Jeg fik endda besøg på Odense hospital nytårsdag, selvom mine veninder skulle hjem og holde fest.
Jeg ved også, at jeg til hver en tid kan skrive til rigtig mange af mine veninder, hvis jeg er ked af det eller bekymret. Det er begrænset, hvad de kan gøre ved mine bekymringer. Men de kan lytte og støtte mig. Og det er guld værd!

Mine venner og veninder frit kan vælge om de vil gå eller ej og jeg værdsætter deres ufravigelighed uendelig højt!