Anbefaling: Charlotte Hyldgaard – Skal vi virkelig hav dødskysset først?

Hverdagsglæde
Mad er én af de ting, som fylder mig med hverdagsglæde. Hvad er din?

I forbindelse med mit arbejde bruger jeg meget tid på LinkedIn. Jeg har fået udvidet mit netværk markant og støder på mange virkelig spændende og interessante mennesker.

Én af de mennesker er Charlotte Hyldgaard. Hun siger selv, at hun inspirerer til hverdagsglæde og det er dén, som er i fokus på hendes opslag på LI. Hun er coach og ergoterapeut og har ofte nogle spændende vinkler på hverdagen.

Forleden dag udgav hun en artikel på hendes hjemmeside: Skal vi virkelig have dødskysset først? Den omhandler, hvorfor mange mennesker først bliver bevidste om livets korthed når dødskysset har strejfet panden. Teksten er meget smukt og rammende skrevet og jeg tror hun har ret i sin pointe: Nemlig, at vi har brug for at stoppe op og ikke tage alting for givet. Dét er nemlig svært – men lige pludselig let, når døden har været tæt på.

Sæt pris på dit liv

Desværre tror jeg det er svært for folk, som ikke har været tæt på døden, at sætte pris på livet ligesom mennesker som har oplevet dødskysset gør det. Jeg er ikke i tvivl om, at alle kan sætte pris på deres liv, hverdag og leve i nuet – men jeg tror at ens tanker og mentalitet ændrer sig markant når døden har banket på døren.

Alligevel håber jeg at kunne røre lidt ved folks tanker når jeg fortæller min historie. Livet er nemlig en fantastisk ting og det kan byde på mange dejlige oplevelser. Dét håber jeg at kunne fortælle til folk.

Har jeg lavet om i mine egne prioriteringer?

Efter mit hjertestop er jeg blevet bekræftet i, at jeg har nogle dejlige veninder og en fantastisk familie. De viger ikke fra min side de er en urokkelig klippe for mig. Dén bekræftelse og den efterfølgende store mængde af kærlighed, som jeg blev overhældt med, var det bedste, som kom ud af dén oplevelse.

Jeg er til gengæld begyndt at tænke på, hvordan jeg bruger mine penge. Før brugte jeg mange penge på tøj. Som i, virkelig mange! Jeg har rigeligt med tøj og har faktisk ikke brug for mere. Istedet vil jeg gerne opleve gode ting – helst noget, som involvere mad og gode mennesker. Jeg er nemlig en sucker for gourmetaftener, hvor en kok har kræset om maden og vinen… Aftener, som emmer af hygge, varme og nærhed. Dém elsker jeg. Og dém vil jeg i højere grad bruge penge på, end tøj. Får jeg ikke brugt penge på mad, ryger de ind på en opsparing istedet.

Tilbage til Charlotte

Jeg er ikke klar over om Charlotte selv har oplevet dødskysset. Men jeg har en oplevelse af, at hun værdsætter sin hverdag, selv de helt små ting. Hun glædes over sig selv, hendes familie, venner og det resterende netværk og hun bruger tid på de ting hun er glad for. Jeg tror det er rigtig svært for folk, som ikke har været i nærheden af døden, at sætte pris på livet i samme grad, som folk med nærdødsoplevelser har. Samtidig tror jeg sagtens, man kan sætte pris på sit liv, uden at have været i nærheden af døden. Det håber jeg er noget de fleste gør!

Vil du selv have mere hverdagsglæde? Så kan du melde dig ind i Charlottes Facebook-gruppen Klub Hverdagsglæde.

JEG HAR FÅET TILKENDT FLEKSJOB :D

I dag har min far og jeg været nede på kommunen, hvor jeg skulle til møde med rehabiliteringsteamet. Resultatet var, at jeg fik tilkendt et fleksjob. Den positive afgørelse lettede og jeg begyndte at græde med det samme de sagde det. Nu skal jeg ikke tænke mere på dét.

De sidste par dage har jeg haft svært ved at sove. Muligvis fordi den her afgørelse har rumsteret i mit hoved. Men da jeg kom hjem efter arbejde i dag faldt jeg i søvn – med det samme. Og jeg sov to timer. Det var skønt og MEGET tiltrængt.

Der er en lethed i min krop i skrivende stund. Mit arbejde hos Webnom gik ikke, på grund af firmaets økonomi. Til gengæld har jeg fire andre muligheder, som jeg skal igang med at udforske. Så jeg er fortrøstningsfuld og regner med, at jeg nok skal finde et arbejde.

At møde forståelse fra uventet kant

For et halv års tid siden skrev jeg om det, at møde forståelse fra en uventet kant. Det er evigt skønt at få forståelse og at folk vil imødekomme mine behov. Det varmer hele i hele min krop når jeg oplever det. Heldigvis er det sket nogle gange for mig, at jeg har mødt forståelse fra nogen, som slet ikke kender mig. Som det skete ved en polterabend i 2016:

Én af mine bedste veninder skulle giftes. Som det hører sig til, holdt hendes veninder en virkelig god polterabend for hende. Det foregik i Odense og festen om aftenen blev holdt hjemme hos mig i Tornbjerg. Dagen startede kl. 10 og festen sluttede ca. kl 2 om natten. Det var en lang, men god, dag for mig (og alle de andre – især bruden). Men jeg vidste godt, at jeg blev nødt til at tage en lur midt på dagen så jeg kunne holde til at feste hele natten.

Jeg tog luren da vi kom hjem til Tornbjerg og benyttede mig af, at vi holdt festen hjemme hos mig. Da jeg havde sovet færdigt og gik ind til pigerne igen blev jeg modtaget med store råb og åbne arme: Alle var glade for at se mig igen og det føltes næsten, som om de havde savnet mit selskab. Jeg skulle lige våge helt, men blev glad for den varme velkomst.

Nogle dage efter fortalte min veninde mig, at nogle havde spurgt ind til, hvor jeg var da jeg sov. Hun kender mig godt og forklarede min situation til de, der spurgte. Reaktionen? “Fedt at hun lige sover, så hun er med resten af dagen”. Ingen sure miner, ingen spørgsmål om, hvorfor jeg skulle sove eller noget som helst negativt. Kun forståelse og glade mennesker. Jeg følte mig accepteret og afholdt – og glædede mig til at se alle de skønne piger igen.

Hvorfor lytter jeg mere til min læge end mine forældre?

Når du får et råd, følger du det ikke altid første gang. Måske heller ikke 14. gang du får det. Men på ét eller andet tidspunkt, følger du rådet. Hvorfor du gør det, er ikke til at sige.

Sådan har jeg det med min læge og mine forældre. De siger somme tider det samme (fx i mine stressede og travle perioder. Her skal jeg tage den med ro, lytte til min krop og slappe af). Lytter jeg til mine forældre? Ikke altid. Lytter jeg til min læge? ALTID! Især, hvis jeg får et bestemt blik!

Jeg bliver nærmest skamfuld når jeg får det blik og jeg har været tæt på at undskylde mange gange for min opførsel. Fx var der engang, hvor vi skulle gennemgå min medicin, som jeg havde i min pilleæske. Min læge læste præparaterne op, mens jeg konfirmerede at de var i min æske. Da jeg ikke kunne finde en bestemt pille (jeg tager så mange, at de kan gemme sig under hinanden), sagde han ”Katja, det vil jeg ikke høre” og sendte mig blikkET. Jeg kunne kravle ned i et musehul! Jeg skyndte mig at finde den rette pille, pege på den og sige at den var der.

Men hvorfor virker blikket fra min læge og ikke fra mine forældre? Pas. De siger det samme og inderst inde ved jeg godt, at mine forældre har lige så meget ret, som min læge har det. Alligevel vejer min læges ord tungere end mine forældres. Måske har det noget med lægens autoritet at gøre? Han har fulgt mig i godt to år nu og ved, hvordan jeg vil have leveret en besked og kender mit behov for oplysning. Han ved, hvilke knapper han skal trykke på og han kan sige tingene, så jeg virkelig lytter og følger hans råd.

Sommetider tror jeg faktisk mine forældre ville ønske, at de kunne ringe til ham og bede ham om at give mig en besked. Jeg har det fint med, at jeg kun skal stå til ansvar overfor ham når jeg er til kontrol 😛

(Jeg har det virkelig godt med min læge og er stor fan af ham. Især hans formidlingsevne!)

“Skriv en bog om dine oplevelser. Jeg vil elske at læse den – og ligeså vil mange andre”

Bog
… de ord gav min psykolog mig med på vejen, sidst vi snakkede sammen. Han ved jeg er glad for at skrive og han har givet mig det råd, at skrive aftensider så jeg kan få sat ord på nogle af de tanker jeg har. Måske derfor mente han også, at jeg skulle skrive en bog om mine oplevelser.

Ifølge min psykolog er min måde at håndtere en usund situation på, sund. Jeg har været ked af det og kan stadig blive det. Jeg kan også få dødsangst og tanker om døden. Men jeg er stadig i fuld vigør og har travlt med at planlægge min næste rejse, hvornår jeg skal se mine veninder og lignende. Alle de tanker og hvordan jeg er kommet videre mente min psykolog, at jeg skulle skrive en bog om. Han har givet udtryk for at han gerne vil læse den og han mener, at mange andre vil gøre det samme.

Så det arbejder jeg på lige nu. At skrive en bog. Om mig. Og mit liv. Uden egentlig at vide, om andre end min psykolog (og min familie), vil læse den. Men tænk sig, hvis den en dag bliver udgivet!? Det er en barnedrøm, som vil gå i opfyldelse!

Nyt stent d. 26. marts

Om præcis en uge skal jeg have lavet en ny stent. Jeg har stadig en forsnævring i én af mine blodårer og den skal nu væk.

Det er ikke noget vildt og voldsomt indgreb – også selvom der er en risiko for, at min nuværende stent kan klappe sammen. De to stents skal nemlig sidde så tæt på hinanden, at den eksisterende kan klappe sammen. Derfor skal de være klar med en ballonudvidelse, hvis det sker. Heldigvis er lægerne dygtige og de har prøvet det hele før. Så jeg er i gode hænder og regner med at komme hjem samme dag.

Lige nu har jeg det helt fint med det kommende indgreb. Det eneste jeg tænker på er, at jeg godt ville bruge min tid på noget andet. Men indgrebbet skal klares og jeg kan forhåbentlig smide nogle piller når det hele er slut. Og dét glæder jeg mig til 🙂

Det er psykisk hårdt at være på generalforsamling

Den sidste weekend i februar var der generalforsamling i GUCH. Jeg skulle med og havde på én gang både glædet mig og frygtet weekenden. Det var nemlig første gang jeg skulle se andre GUCH’ere siden mit hjertestop. Selvom det er det perfekte forum at snakke om sådan noget i, så er det også et forum som kan minde mig om min sygdom og nogle af de negative ting, som følger med.

I øjeblikket græder jeg når jeg ser mine veninder første gang efter mit hjertestop. Tanken om, at jeg kunne have risikeret aldrig at se dem mere – og så se dem – gør mig både ked af det og glad. Ofte har mine veninder det på samme måde, så vi kan stå og græde lidt sammen og være glade for, at jeg stadig er i live.

Sådan var det også ved årets generalforsamling – græd op til flere gange på en time, fordi jeg var glad for at se de forskellige folk, som dukkede op. Især dem, som jeg snakker meget med havde jeg glædet mig til at se og tårene regnede ned på mine kinder da jeg gik dem i møde. Men for fanden, hvor var det skønt at se dem igen! Tænk, hvis det ikke havde kunne lade sig gøre?

Det var ikke så hårdt at tale om hjertestoppet, som jeg havde regnet med. Havde forberedt mig på flere tåre og at jeg måske skulle trække mig eller bede folk om at skifte emne. Men det blev ikke aktuelt. Fik snakket rigtig godt omkring det hele og delt både frygt og min store livsglæde med andre. Det var rart at få lettet hjertet og at andre forstår min situation.

De samtaler jeg havde i den weekend understreger vigtigheden af GUCH. Gruppen skal helst vokse sig større, så mange flere kan få glæde af den dejlige gruppe, som GUCH er. Det betyder nemlig alverden at finde nogen i samme båd, som én selv!

At føle sig afhængig af andre

Sidste gang jeg var til lægen fik jeg besked på, at jeg ikke må køre bil før sidst i marts. Det er normal procedure efter en blodprop – de havde bare givet mig en anden besked på OUH. Her måtte jeg godt køre, fordi jeg var så ung og mine tal var flotte. Men min hjertelæge på Skejby sagde jeg ikke må og ham lytter jeg meget til! Desværre fører det så til, at jeg føler mig MEGET afhængig af andre. For hvis jeg ikke selv kan køre, hvordan kommer jeg så frem og tilbage?

I nogle tilfælde kan jeg sagtens tage bussen. Det gør jeg blandt andet når jeg skal til og fra arbejde. Men når jeg skal starte til genoptræning på tirsdag, så passer busserne ikke sammen. Skal jeg selv komme hjem efter arbejde og derefter til træning når jeg ikke at hvile mig, og så får jeg ikke nok ud af min træning. Ingen af mine forældre er hjemme den dag. De vil ellers godt køre mig rundt (gudskelov for det!).
Jeg har heldigvis en sød onkel, som godt vil hente mig og køre mig til træning, så det problem er løst. Men der kommet sikkert flere senere hen.

I sådanne situationer synes jeg det er svært at spørge andre end mine forældre om hjælp. Selvom jeg godt ved at de fleste gerne vil hjælpe mig så er det, for mig, at give afkald på noget af min uafhængighed når jeg beder andre om hjælp. Især til noget så simpelt, som transport. Samtidig er jeg lykkelig over, at jeg har gode mennesker omkring mig, som vil hjælpe mig. Jeg skulle nok finde en måde at klare mig på alligevel. Men det hele bliver lidt nemmere med dejlige og hjælpsomme mennesker omkring én.

Jeg er en heldig kartoffel

I de sidste par dage har jeg mange gange tænkt på, at jeg er en heldig kartoffel. Fra mine venner i GUCH har jeg hørt om, at deres venner er ‘flygtet’ fra deres side når de er blevet ramt af sygdom. Jeg har hørt historier om, at nogle føler sig alene med deres sygdom, simpelthen fordi de ikke har et særlig stort netværk (hvis noget, andet end familie), som støtter dem og spørger ind til deres situation.

Min verden er helt anderledes. Ikke én eneste person er veget fra mit siden siden mit hjertestop i december – og heller ikke så andre tidspunkter i mit liv. Selvfølgelig er der nogen, som har skrevet mere end andre men ikke én har vendt mig ryggen. Jeg fik endda besøg på Odense hospital nytårsdag, selvom mine veninder skulle hjem og holde fest.
Jeg ved også, at jeg til hver en tid kan skrive til rigtig mange af mine veninder, hvis jeg er ked af det eller bekymret. Det er begrænset, hvad de kan gøre ved mine bekymringer. Men de kan lytte og støtte mig. Og det er guld værd!

Mine venner og veninder frit kan vælge om de vil gå eller ej og jeg værdsætter deres ufravigelighed uendelig højt!