Tilbage på arbejde/praktik

Min fleksjobsag er endnu ikke blevet afgjort. Derfor er jeg startet på en ny praktikperiode hos Webnom på Fremtidsfabrikken i Svendborg. Jeg havde første arbejdsdag efter mit hjertestop mandag d. 22. januar – og det var skønt at være tilbage!

Da jeg skulle afsted i morges var det med lige dele spænding og ængstelse. Jeg har talt dage til jeg skulle starte på arbejde igen, for jeg har savnet det! Er helt tosset med mit arbejde, mine opgaver og mine kolleger – Derfor var det hårdt at være væk en hel måned. Samtidig, så er det første gang jeg er på egen hånd i mere end en halv time af gangen, og det er lidt skræmmende. For hvad nu, hvis det sker igen? Er der så folk til at hjælpe mig?

Min logiske sans siger, at selvfølgelig er der det. Jeg har altid stolet på de mennesker, som er omkring mig, så hvorfor skulle det svigte nu? Men puha, det er store og svære tanker at sidde med. Men så længe jeg ikke er panisk over at skulle ud i verden, så er det med at give den gas og prøve kræfter med min vante hverdag. Jeg savner den nemlig og jeg glæder mig til jeg kører på fuld drive, som jeg gjorde det for en måned siden,

Gode oplevelser på sygehuset

Rigtig mange forbinder det at være på sygehuset med noget skidt og træls. Og bevares, det kan det da også sagtens være! Jeg har dog været så heldig, at jeg har rigtig mange gode oplevelser fra et sygehus.

Som eksempel, så har jeg snakket med lægerne om mine sjove sokker (som har ført til film- og serieanbefalinger), snakket om datingliv, tips og tricks med en vidt fremmed laborant og kørt ræs på Skejbys gange i en sygehusseng. Derudover har jeg haft min egen julestue, hvor der var pyntet helt vildt op til jul, min egen juleslæde (et løbejul med julehjerter og mit navn på), fået laks i gave af nogle læger på Odense sygehus (de synes det var helt fantastisk, at en 11-årig pige kunne lide laks – så da de besøgte mig på Skejby sygehus havde de gravad laks med til mig) og jeg bliver ofte modtaget med kram af sygeplejerskerne på min gamle afdeling.

Vil du læse lidt mere om nogle af mine gode oplevelser på sygehuset? Nogle af dem kommer her:

Skøn laborant fortæller om sit datingliv
Torsdag d. 15. februar, havde jeg en dejlig oplevelse på Svendborg Sygehus. Jeg skulle have taget blodprøve og jeg var så heldig, at jeg fik lov til at blive stukket af en sød, imødekommende og hjertelig stikker. Vi sidder og snakker lidt om, hvorfor jeg skal have taget blodprøve og hvilke jeg skal have taget … og uden jeg egentlig er klar over hvordan det sker, så ender vi med at snakke dating og hvor de bedste hunks er at finde. Hun fortalte mig om sit datingliv, og selvom hun var markant ældre end mig så gik nogle af vores frustrationer og sjove oplevelser igen. Hun var skøn i sit engagement og mit gode humør blev endnu bedre end det i forvejen var – hun må til enhver tid gerne stikke mig igen!

Jokes med lægerne – om mine sokker
Allerførst skal det lige siges, at jeg gider ikke at gå i sorte sokker – det er simpelthen for kedeligt! Så jeg har fundet alle mulige spændende sokker med sjove motiver, som det er sjovere at rende rundt i. En dag i august skulle jeg til kontrol på Skejby og jeg havde sokker på med en ulv. Scanningsdamen bemærkede dem og af en eller anden grund, blev ulven til en dire wolf fra Game of Thrones. Det endte i en snak om favorit-serier og anbefalinger til både lægen, scanningsdamen, min farmor og jeg – og min behandling med Netflix og nitroglycerin tog sin begyndelse.
Det medførte, at den tristhed jeg havde, da jeg først kom ind i lokalet var helt væk, da vi forlod rummet igen. Jeg var glad igen, mine bekymringer var blevet hørt og jeg havde nogle serieanbefalinger med i bagagen. Og en virkelig god undskyldning for, at se Netflix. Det var jo en del af min behandling!

Ræs på gangene i hospitalets senge
Efter mit hjertestop skulle jeg omkring Skejby for at have lavet en undersøgelse gennem lysken. Da jeg gik ind til undersøgelsen var mit humør helt nede og det hele var bare noget lort. Men efter en god snak med lægen, som havde vagten dér, blev det godt igen. Humøret blev kun endnu bedre da jeg kommer ud og sætter mig i min seng. Mine forældre sætter sig i min fodende, mens vi venter på portøren. Da han kommer siger han, at mine forældre bare kan blive siddende og så kører vi med os tre siddende op i sengen – det har jeg aldrig prøvet før og jeg har aldrig set nogen blive kørt siddende. Portøren foreslog også at tage billeder af os alle tre, så vi havde et varigt minde om turen.
Da selvsamme portør henter mig senere på dagen fra scanning er det mig, som før lov til at køre tilbage til afdelingen – med hans hjælp heldigvis! Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke var særlig god til det. Men det fik spredt grin i lange baner og jeg havde en fest – som er dokumenteret på film!

Jeg er ikke kommet dertil, hvor jeg elsker at gå på sygehuset. Der kommer jeg nok aldrig. Men jeg glæder mig ofte til at gense lægerne og de sygeplejersker jeg kender og det er efterhånden min anden (eller tredje?) familie jeg har deroppe. Og så er det gode og sjove minder at tænke tilbage på, når det hele er surt og trist.

Første træning efter hjertestop

IMG_2742

I fredags var jeg nede og træne for første gang siden mit hjertetstop i december. Havde meldt mig til et core-hold og glædede mig meget til at prøve det af.

Det hele gik heldigvis godt. Faktisk så godt at jeg græd af lettelse, da vi var færdige. Heldigvis var min far med og jeg kendte træneren, så jeg fik kram efter timen og store smil. Jeg kunne sagtens følge med de andre og havde ikke brug for pauser. Min styrke er ligeså god, som den altid har været og min balance er heldigvis ikke helt væk. Så nu har jeg mod på mere træning, når det ellers passer ind i min kalender 🙂

Post-hjertestop 1 – førstegangsugen

D. 27. december 2017 fik jeg et hjertestop. Jeg har ikke lyst til at fortælle mere om det lige nu på dette medie – men det skal nok komme.

Hvad jeg derimod har lyst til at fortælle om, er den forgange uge (uge 3, 2018). Her gjorde jeg nemlig flere ting for første gang siden mit hjertestop – og det føltes fedt! Det føltes lidt, som at vende tilbage til min hverdag.

I uge 3 var det første gang jeg:

  • Var til psykolog
  • Kørte i bus til Rudkøbing
  • Gik to ture alene i Svendborg by
  • Kørte bil (både med og uden passager)
  • Havde flere dage i hverdagstøj, end i nattøt

Det er nogle banale og, for nogle, meget små ting. Men for mig er det stort. Min vante hverdag virker enormt skræmmende, også selvom jeg savner den og glæder mig til at vende tilbage til den. Men de små skridt, som at være alene i byen og at køre bil selv, det er et skridt i den rigtige retning.

På mandag starter jeg på arbejde igen. To timer. Og selvom det er vanvittigt skræmmende, så glæder jeg mig helt vildt meget! Jeg savner mit arbejde, mine kolleger og mine arbejdsopgaver og har gjort det fra dag 1 efter hjertestoppet.

At møde forståelse fra ikke-GUCH’ere part 2

I midten af november deltog jeg på et vanvittig spændende forfatterkursus ved Lahme Kommunikation. I flere måneder havde jeg glædet mig til kurset, og selvom jeg vidste det ville blive en lang dag (9.30 – 16.30) var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville nyde hvert eneste sekund.

Nydt, det blev dagen i dén grad. Kurset var præcis lige så spændende, informativt og udbytterigt, som jeg havde forventet. Jeg har taget rigtig mange nye ting til mig og tænker ofte tilbage på kurset, når jeg sidder på mit arbejde og skriver tekster.

Men noget af det, jeg efterfølgende har tænkt mest på er, at kursusholderen (Julia Lahme – er du interesseret i kommunikation, så tjek hende og hendes firma ud her). Da kurset sluttede og vi var på vej i baren efter et glas vin spurgte Julia, om hun skulle bestille en taxa til mig så jeg kunne blive kørt ind til Hovedbanegården.

Jeg var i et kort sekund i chok. Her stod jeg, og var ved at gøre mig klar til lækker hvidvin, og så bliver jeg tilbudt en taxa til Hovedbanegården. Det er en meget lille ting, men for mig betød den alverden. For jeg VAR træt, og jeg ville gerne hjem (efter vin selvfølgelig. Jeg skulle jo have det hele med). Fordi jeg var så træt, fik jeg vist en tåre i øjenkrogen – sådan reagere jeg nemlig, når nogen gør noget sødt og uventet for mig, når jeg er træt. Her stod en vidt fremmed kvinde og tilbød at ringe efter en taxa. For mig, var det stort. Det er ikke noget jeg er vant til og det betød alverden. Selvom jeg takkede nej til tilbuddet, så var det så dejligt at få det, at jeg stadig (her, halvanden måned efter), bliver glad ved tanken om det. Julia, hvis du nogensinde læser det her, så skal du have inderligt tak for din lille gestus – den betød alverden!

Den der papmache-regel fra Hella Joof…

Min veninde købte ‘Papmachereglen’, skrevet af Hella Joof, sidste år og jeg har nu læst den. Selvom jeg ikke er imponeret over hendes skrivestil og jeg tror hendes ord ville være bedre fremstillet mundtligt end skriftligt, så har Hella altså fat i noget…

Forleden dag læste jeg om titelreglen, altså papmachereglen. Kort sagt handler den om, at det man siger/tænker, det sker. Hvorfor reglen hedder sådan, må du selv læse.

I august sagde jeg ofte sætningen ‘det går ned af bakke for mit helbred fra nu af’. Jeg sagde det til nogle veninder en aften. Min ene veninde sagde, at det gjorde hende rigtig ked af det, at jeg sagde sådan nogle ting – uanset om det er rigtigt eller ej. Og jeg forstår udmærket, at hun bliver ked af det over sådanne udtalelser. Det gør jeg nemlig også selv.

Realiteten var, at intet var galt med mit hjerte. Faktisk virkede både min overlæge og min scanningsdame overrasket over, at det bankede så flot, som det gjorde/gør. Der var intet galt, kun noget oppe i mit hoved.

Men fordi jeg har sagt at jeg får det dårligere fra nu af, så begynder mit hoved og min krop et eller andet sted, at tro det er rigtigt – ligesom Hella Joof siger det. Og så er det først helt af helvede til. For hvis først jeg tror det, så sker det også rigtigt, ifølge ovennævnte papmacheregel. Hvis man overbeviser sig selv om, at noget bliver dårligere, at man ikke kan noget eller lignende, så tror jeg langt hen af vejen, at det også bliver virkelighed.

Heldigvis virker det også den anden vej: Hvis du siger til dig selv, at du er awesome, smuk, dejlig og dygtig, så begynder du stille og roligt at tro på, at de ord er rigtige. Og så nemt kan man manipulere med sin egen tankegang.

I en Hella Joofsk-ånd, så lad og sætte glimmer på det hele og putte det på kaminhylden.
(Læs selv bogen for også at forstå den reference).

“Det er da synd, at det er medfødt…”

Ovenstående ord (eller lignende, for jeg husker dem ikke helt ordret) fik jeg en dag da jeg snakkede med en ny forbindelse i mit netværk. Hans ord var på ingen måde ondt ment, men jeg har alligevel tænkt over dem lige siden.

For overordnet set, synes jeg ikke det er synd for mig, at jeg har en medfødt hjertesygdom. Jo, jeg kan godt blive træt af de symptomer jeg render rundt med og tanken om at skulle have et nyt hjerte igen, skræmmer mig fra vid og sans. Men lige nu, der er det ikke synd. Jeg har det nemlig rigtig godt og jeg er glad for mit liv. Desuden har jeg fået nogle oplevelser, som jeg ikke ville have fået, hvis ikke jeg havde fået mit nye hjerte: Blandt andet har jeg vundet et ur, været på to udenlandsrejser med GUCH (skal måske på en tredje i sommeren 2018), jeg har holdt foredrag for 460 mennesker, jeg har været med i flere film og jeg har været på scenen til Ecco Walkathon og fortælle om min kalveklap.

Hvad med bekymringer?
Til et kursus jeg var på for nogle uger siden blev jeg spurgt, om ikke jeg havde nogle bekymringer. Jo, det har jeg. Men i skrivende stund går de mest på, hvilken serie jeg skal se på Netflix og hvad min mormor skal have i julegave. Selvfølgelig tænker jeg over den kommende operation, men på dage (som i dag), hvor jeg har det godt så er det ikke noget, som jeg som sådan tænker over.

I og med jeg muligvis også har arbejde til næste år, så får jeg også en følelse af, at jeg er ligesom alle andre – også selvom jeg ‘kun’ kan/skal arbejde 16 timer (som det ser ud nu). Jeg kommer nemlig til at bidrage til samfundet, jeg får en hverdag og jeg flytter hjemmefra igen.

 

Anbefaling: “22 livslektioner jeg har lært i mine 22 år”

I mit arbejde sidder jeg ofte på Linkedin og finder viden og nye inputs. Det skete i dag, hvor jeg faldt over et blogindlæg med titlen “22 livslektioner jeg har lært i mine 22 år“. Det er en 22 årig iværksætter, som reflektere over, hvad han egentlig har lært i de sidste 22 år han har levet.

Stykket er virkelig velskrevet og jeg blev helt glad da jeg læste det igennem. Jeg har endnu ikke læst mere fra bloggen, men Kristian (manden bag bloggen) virker som én med gåpåmod, livslyst og iværksætteri i maven – så jeg glæder mig til at følge hans fremtidige skriverier. Desuden er dette blogindlæg enormt inspirerende at læse, og det giver stof til eftertanke – kan jeg finde 27 livslektioner jeg har lært i mine 27 leveår? Lur mig, om ikke det kan lade sig gøre!

Du finder indlægget her: 22 lektioner jeg har lært i mine 22 år

Magien ved et GUCH-møde

 

Tivoli Friheden
Se bare, hvor smukt der er i Tivoli Friheden. Hvis du ikke allerede har været der, så kan jeg varmt anbefale at tage afsted!

I weekenden uge 47 mødtes 22 GUCH’ere og deres familie i Århus til den årlige juletur. Endnu en gang opstod der magi mellem os GUCH’ere – også selvom vi aldrig havde set hinanden før den weekend.

Som det er sket så mange gange før, endte jeg i snak med nogle af deltagerne om aftenen, efter vores juletur i Tivoli Friheden. Vi sad og snakkede om løst og fast og nogle af dem jeg snakkede med har jeg enten kun mødt kort eller kun ‘set’ gennem vores Facebookgruppe.
Men fordi vi er samlet om vores sygdom, så deler folk mere end de ellers ville (tror jeg). Selv er jeg en meget åben person, men jeg kan godt mærke jeg er mere åben overfor ukendte GUCH’ere, end jeg er overfor mine veninders venner, som jeg ikke kender. Og dét synes jeg altså er magisk.:At man kan sidde en kold novemberaften og dele ud af sit kærlighedsliv (eller mangel på samme i mit tilfælde), det er for mig meningen med de weekender der bliver arrangeret. Og hver eneste gang er det skønt!

Gløgg på Det Argentinske Vinhus – i KBH godt nok…

Foredrag i Geneve

For en lille måneds tid siden var jeg i Geneve for at holde foredrag for Edwards Life Science. Jeg har været så heldig, at firmaet bød mig velkommen for tredje gang i deres regi – og jeg fik lov af min kommune til at tage ferie fra mine sygedagpenge så jeg kunne gennemføre rejsen. Og det var fedt!

Foredraget denne gang havde titlen “Pride and happiness” – jeg er nemlig stolt af mit liv og de ting jeg indtil videre har fået ud af det. Samtidig har jeg fundet en glæde, som jeg følte jeg en måneds tid havde mistet. Den har blandt andet noget at gøre med, at jeg er kommet i arbejdsprøvning og nu har overskud til både arbejde og privatliv. Læs evt. mere her “Det fysiske og psykiske hænger i dén grad sammen“.

Vellykket foredrag og god mad
Foredraget foregik foran ca. 40 medarbejdere fra Edwards. Gruppen var 40+, så de var lidt ældre end det publikum jeg tidligere har haft i det regi. Heldigvis modtog alle mit foredrag godt – og mange udtrykte glæde ved, at jeg om aftenen tog med dem ud på et vinslot og spiste. Det var de ikke vant til fra andre foredragsholdere.

Overvældende træthed
Af en eller anden grund var jeg enormt træt på min tur til Geneve. Heldigvis havde jeg tid til at slappe af både før og efter foredraget, men jeg følte mig alligevel ikke helt på toppen da jeg stod foran publikum. Det var der heldigvis ingen der bemærkede og det gik som sagt rigtig godt.

Men jeg bliver selv ærgerlig over, at jeg bliver så træt. Jeg synes ikke jeg yder mit maksimale og jeg frygter at tilhørene ikke får nok ud af det jeg fortæller dem. Selvom jeg nu har gennemført to foredrag, mens jeg var meget træt (som begge blev modtaget med klapsalver og tåre), så irritere det mig grumme, at trætheden føles så overvældende. Mit personlige trick er ofte sodavand eller en anden form for sukker. Jeg bliver også høj efter et vellykket foredrag, og det bar mig igennem resten af aftenen. Men jeg skal og vil arbejde på, hvordan jeg bliver mere frisk til sådan en rejse og lignende foredrag. Det er nemlig ikke altid nok for mig, at mine tilhørere er tilfredse, jeg vil også gerne selv være det.

Da jeg kom hjem igen havde jeg heldigvis fri fra arbejde, så jeg kunne samle kræfter til det. Det var en kæmpe hjælp for mig, at jeg vidste at jeg ikke skulle hjem og yde noget for andre, men istedet kunne tage nogle grimme og løstsiddende bukser på og se Netflix resten af dagen (og weekenden).

Hvad med fremtiden?
Der er intet på plads med fremtidige foredrag for Edwards Life Science. Men flere nøglepersoner sagde på min tur, at de gerne vil bruge mig igen, når nu modtagerne til foredraget er så glade for det jeg fortæller. Så jeg krydser fingre for, at det bliver en realitet i 2018 og fremefter.