Kan man være for ung til genoptræning? // Is there an age limet to physical therapy?

Ovenstående tanke fik jeg, da en kvinde på mit genoptræningshold satte spørgsmålstegn ved min alder. Jeg er nemlig markant yngre end alle andre på holdet. Mindst 40 år yngre. Men kan man være for ung til genoptræning? Er det ikke istedet noget med, at man kan være for god til genoptræning?

Kommentaren var sådan set ikke overraskende for mig. Den var heller ikke på nogen måde ondt ment. Men fordi der ikke er særlig mange unge på genoptræningsholdene i Svendborg, så kan det komme som en overraskelse, når der endelig er en ung.
Første dag var der da også nogle der troede, at jeg var en af fysioterapeuterne. Der måtte jeg skuffe dem og fortælle, at jeg skulle træne ligesom dem.

Det lyder logisk, at der ikke er nogen aldersbegrænsning på genoptræning. For det er der ikke. Der kan i stedet være tale om, at en person er i for god fysisk stand til at få genoptræning. Men fordi den almene befolkning (tror jeg) ikke tænker over, at unge mennesker også kan blive syge og have brug for fysisk og psykisk genoptræning, så kan det komme som en overraskelse, når vi er med på holdet også selvom vi er lige så berettiget til genoptræning, som ældre mennesker er.

Taxatur en tirsdag formiddag

DumplingsI sidste uge var jeg i Esbjerg, hvor jeg var sammen med min veninde. Hendes mand var i Spanien og hun ville gerne have hjælp til at passe hendes lille søn og store hund – og lidt venindetid oveni hatten var en fantastisk bonus!

Fordi min veninde var på arbejde hele dagen havde jeg påtaget mig at lave mad, mens jeg besøgte hende. Tirsdag skulle jeg lave dumplings og det krævede en tur ind til Esbjerg by for at finde dejen. I samme ombæring tog jeg ind for at træne – så var det ligesom overstået.

Da jeg havde afsluttet min træning og havde købt den dej jeg skulle have var jeg træt. Som i, virkelig træt. Faktisk orkede jeg ikke at skulle gå ned til bussen, vente på den, gå et lille stykke ‘hjem’ for bagefter at skulle lave dumplings – og hente lillepurken i dagpleje lidt senere. Derfor ringede jeg efter en taxa. Det huede mig ikke – jeg er normalt frisk og kan godt lide at gå, så det med at tage en taxa midt på dagen er ikke noget jeg gør. Men den her dag, var det nødvendigt.

Jeg åd mine undskyldninger og satte mig ind i taxaen da den kom. Det viste sig at være dagens bedste beslutning! Selvom jeg stadig var træt da jeg skulle hente min nevø, så gav taxaturen mig et mentalt overskud, så jeg kunne holde til at være en god onkel (jeg er nemlig onkel for ham!) og en god veninde om aftenen. Så jeg skal lære at æde min stolthed, når det gavner mig.


In english

Last week I went to Esbjerg to visit a friend and help her take care of her little son and big dog – and of course, spend some time with her, while her husband was in Spain.

My friend was working all day, so I took care of dinner. On Tuesday I wanted to make dumplings and I knew I had to go into town and pick up some pastry to make them. At the same time, I went to the gym.

When I finished my trainingsession and bought the dough I need, I was really tired. I wasn’t in the mood for first walking towards the bus and afterwards waiting on it, so I called a cap to pick me up. It was something I did not enjoy. Normally I like walking and I consider myself being a fresk young woman, who can ride the bus any time. But that day, I was to tired to do so – therefore I had to swallow my pride and call a cap.

It turned out to be the best desscion in a long time. Yes, I was still tired when I got home. But I had a lot of mental energy, and I succeded in making dumplings, picking up my nephew, take care of him and be a good friend in the evening.

It is really hard for my to swallow my pride. But that day, it really made a difference – and I need to do more of those things.