Nyuddannet jobsøgende kroniker – uden erhvervserfaring

Ovenstående titel beskriver mig. Og de tre ting, nyuddannet kroniker uden erhvervserfaring, besværliggør min jobsøgning – som om det ikke allerede var svært nok. Der er ikke så meget at gøre ved det: Fordi jeg er kroniker har jeg ikke haft energi og overskud til et job ved siden af mit studie (i hvert fald ikke på min kandidat), uddannelsen stammer fra sidste år og er derfor stadig ny og den jobsøgende tilstand forsvinder først, når en arbejdsgiver ansætter mig. Hvad i alverden gør man så?

Noget at stå op til
Bevares, jeg har et deltidsjob i en tøjbutik og det er dejligt, at have noget at stå op til. Men jeg har også en kandidat i kommunikation og mit job i tøjbutikken er derfor ikke et sted jeg har planer om, at være resten af mine dage. Desuden bor jeg hjemme hos mine forældre. Jeg kan virkelig godt lide mine forældre, og det er gået rigtig godt med at bo hjemme. Men nu længes jeg også snart efter mig eget sted og at flytte hjemmefra – igen.
Desuden synes jeg faktisk det er lidt pinligt at fortælle, at jeg er 26, har en kandidat i kommunikation – og at jeg så arbejder i en tøjbutik og bor hjemme hos mine forældre. Selvom alle forstår min situation og hepper på mig og et godt videre forløb, så drømmer jeg om at kunne præsentere mig selv, som “Tekstforfatter og foredragsholder med fast stilling hos *indsæt her navn*”. For det er noget jeg ved, jeg vil kunne varetage og trives med.

Det hele skal ikke være nemt
Jeg kan ikke arbejde mere end 30 timer om ugen (hvis det vel og mærke er et job indenfor min uddannelse. Jeg kan nemlig ikke have mere end 20-22 timer om ugen i tøjbutikken, da jeg både mentalt og fysisk bliver for træt), og det besværliggør min jobjagt, da de fleste opslåede jobs er på 37 timer. Kommer jeg til jobsamtale, fortæller jeg kommende arbejdsgiver om min situation, og det er endnu ikke de færre timer, som har skylden for, at jeg ikke fik jobbet. Om det har noget at sige, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det ville undre mig, hvis ikke det er en faktor, som spiller ind i valget af kandidat. Hvis stillingen er slået op til, at være 37 timer og de finder en egnet kandidat, som kan varetage dette, tager de vel den kandidat?

Og jo, jeg sender uopfordrede ansøgninger. Men der er heller ingen, som bider på dem. I denne uge, uge 23, skal jeg i gang med at opsøge virksomheder personligt. Så krydser jeg fingre for, at det virker.
´Det er et spørgsmål om tid før det første job kommer´, siger de fleste. Og jeg vil give dem ret, den dag jeg står med en kontrakt i hånden – jeg giver desuden kage til de involverede. Lige nu synes jeg bare det er langhåret og træls, at være jobsøgende – især med de ekstra udfordringer jeg har.

Jeg har ikke anden konklusion end til dette indlæg og mine tanker end, at man skal væbne sig med tålmodighed, prøve at opbygge erfaring (jeg holder foredrag og skriver tekster til blandt andet Woman, Magasinet Q og Alt for Damerne og håber på at få dem udgivet) og søge alle de stillinger, man overhovedet kan. Og så krydser jeg fingre for at jeg selv (og alle andre arbejdsløse) finder et job, som er indenfor deres uddannelse inden der er gået alt for længe. For vores uddannelse skal bruges, når vi nu har brugt tid og energi på, at tage den! Kroniker eller ej!

 

Min medicin – både den ordinerede og den ‘frivillige’

Lige siden jeg blev transplanteret har jeg taget en masse medicin for at sikre at hjertet ikke bliver afstødt. Hjertet er et fremmedlegeme i kroppen, og kroppen kan ikke kende forskel på noget livsnødvendigt (som hjertet jo er) og en sygdom. Altså tror kroppen at hjertet er en sygdom, og det skal ud af kroppen. Som sagt er hjertet livsnødvendigt, og jeg må derfor tage immunsænkende medicin, så kroppens eget forsvar bliver holdt nede, og mit hjerte ikke bliver sygt. Pga. denne medicin er jeg længere om at blive helt rask efter f.eks. en forkølelse, da min immunforsvar ikke er lige så effektivt som mine jævnaldrendes raske immunforsvar.

Da jeg blev transplanteret fik jeg 15 slags medicin. Jeg skulle tage en portion fem gange om dagen, og efter hovedmåltiderne føltes det som en dessert. Der var så mange, at den vand jeg drak ved siden af for at skylle medicinen ned, mættede næsten ligeså meget som den mad jeg lige havde indtaget.

B 001_1
Min medicin mens jeg stadig var indlagt. Ved siden af, en bamse som jeg fik en ny af, hver gang jeg skulle have taget biopsi (en undersøgelse for at kigge til hjertet).

Der er sket rigtig meget på min medicinfront siden 2001. Jeg er nu nede på fem forskellige præperater + kalkpiller + jernpiller (nogle gange) + ppiller. I starten hjalp mine forældre mig med at ‘trække medicinen op’, nu gør jeg det selv. I en periode gjorde min kæreste det, og det var fedt for mig at involvere ham i mit medicinliv. Det betød rigtig meget for mig, at han viste interesse for min medicin og at han ville hjælpe med det.

Jeg tager kalkpiller pga. noget medicin jeg fik for nogle år siden som afkalker knoglerne. De kalkpiller jeg får er egentlig beregnet til plejehjemsbeboere (og ja, jeg føler mig gammel hver gang jeg skal købe dem), men mine knogler er så afkalkede, at det er dette produkt som er nødvendigt og det bedste til mig.

Jernpiller tager jeg fordi jeg har tendens til blodmangel. Dette er ikke pga. min anden medicin, men fordi jeg er kvinde og menstruerer. Det er altså en ‘frivillig’ medicin jeg tager. Jeg skal tage to piller om dagen, indtil pakken er væk. En pakke holder cirka to måneder.
Man må ikke tage jernpillerne hele tiden, men de sidste to-tre år har jeg skulle have en ‘jernkur’ en gang eller to om året. Jernmangel påvirker især min træthed, og jeg bliver meget hurtigt udmattet hvis jeg har jernmangel.

Jeg har også et glas vitaminpiller stående ved siden af min medicin, men det er mest bare til pynt. Jeg har en fornemmelse af at jeg tager virkelig mange piller, og tre af præperaterne er ovenikøbet nogle store piller. Derfor er jeg ikke så glad for at skulle tage flere piller. For nogle år siden snakkede jeg med min læge om vitaminpiller, og han sagde at jeg sagtens kan supplere min kost med dem, i de perioder hvor jeg ikke tager jern for på denne måde at undgå jernmangel. Derudover er vitaminpillerne ikke nødvendige for mig (ifølge min læge), da jeg spiser varieret og fornuftigt.

Jeg har i en periode været rigtig slem til at glemme at tage min medicin. Denne periode ligger cirka tre år tilbage, og jeg synes nogle gange det var for ‘hårdt’ (jeg gad ikke) at tage min medicin.
Hvis jeg ikke tager min medicin i en længere periode (vi snakker i hvert fald en uge ellet to, og så lang tid har jeg ALDRIG gået uden medicin) kan det resultere i en indlæggelse. Det gider jeg ærlig talt ikke! Ja, jeg kan få indhentet nogle af de serier, film og bøger jeg ikke har tid til i hverdagen, men det er da en kedelig situation at gøre det i, når man er på hostpitalet.
Derfor har jeg et program som fører dagbog over hvornår jeg tager medicin. Det er efterhånden blevet en konkurence med mig selv om jeg kan få grønne firkanter på en hel uge.

Det er en app til min mobil, og det sidste år har jeg fået medicin stortset hver dag. Hvis jeg ikke har fået den er det pga. sygdom, opkast eller pga blodprøvetagning/undersøgelser på sygehuset, hvor jeg ikke må tage min medicin om morgenen. Når jeg kommer længere op af dagen, så glemmer jeg at tage min medicin, også er det for sent (der skal gå cirka 12 timer imellem jeg tager min medicin).

Jeg bruger også appen til at holde styr på om jeg får trænet og om jeg får 30 minutters motion om dagen. Jeg bliver så glad når der kun er grønne firkanter og ikke røde som betyder at jeg ikke har gjort det jeg skulle den dag. Den gratis version kan kun rumme tre daglige gøremål, men man kan vist få ubegrænsede gøremål ved at betale for app’en.

Jeg håber at dette længere indlæg kan give et indblik i min medicin, og min hverdag med medicinen. Det lyder måske som om det påvirker mig mere end det egentlig gør. For det fylder ikke særlig meget, hverken fysisk eller mentalt. Det hele står i en lille kasse på spisebordet, og det tager samlet set et minut for mig at tage medicinen.

Hvis du sidder derude bag skærmen og selv er hjertesyg/fejler noget andet, vil jeg meget gerne høre dine erfaringer og oplevelser med medicin. Hvad tager du, hvorfor og hvordan har du det med det?