Taxatur en tirsdag formiddag

DumplingsI sidste uge var jeg i Esbjerg, hvor jeg var sammen med min veninde. Hendes mand var i Spanien og hun ville gerne have hjælp til at passe hendes lille søn og store hund – og lidt venindetid oveni hatten var en fantastisk bonus!

Fordi min veninde var på arbejde hele dagen havde jeg påtaget mig at lave mad, mens jeg besøgte hende. Tirsdag skulle jeg lave dumplings og det krævede en tur ind til Esbjerg by for at finde dejen. I samme ombæring tog jeg ind for at træne – så var det ligesom overstået.

Da jeg havde afsluttet min træning og havde købt den dej jeg skulle have var jeg træt. Som i, virkelig træt. Faktisk orkede jeg ikke at skulle gå ned til bussen, vente på den, gå et lille stykke ‘hjem’ for bagefter at skulle lave dumplings – og hente lillepurken i dagpleje lidt senere. Derfor ringede jeg efter en taxa. Det huede mig ikke – jeg er normalt frisk og kan godt lide at gå, så det med at tage en taxa midt på dagen er ikke noget jeg gør. Men den her dag, var det nødvendigt.

Jeg åd mine undskyldninger og satte mig ind i taxaen da den kom. Det viste sig at være dagens bedste beslutning! Selvom jeg stadig var træt da jeg skulle hente min nevø, så gav taxaturen mig et mentalt overskud, så jeg kunne holde til at være en god onkel (jeg er nemlig onkel for ham!) og en god veninde om aftenen. Så jeg skal lære at æde min stolthed, når det gavner mig.


In english

Last week I went to Esbjerg to visit a friend and help her take care of her little son and big dog – and of course, spend some time with her, while her husband was in Spain.

My friend was working all day, so I took care of dinner. On Tuesday I wanted to make dumplings and I knew I had to go into town and pick up some pastry to make them. At the same time, I went to the gym.

When I finished my trainingsession and bought the dough I need, I was really tired. I wasn’t in the mood for first walking towards the bus and afterwards waiting on it, so I called a cap to pick me up. It was something I did not enjoy. Normally I like walking and I consider myself being a fresk young woman, who can ride the bus any time. But that day, I was to tired to do so – therefore I had to swallow my pride and call a cap.

It turned out to be the best desscion in a long time. Yes, I was still tired when I got home. But I had a lot of mental energy, and I succeded in making dumplings, picking up my nephew, take care of him and be a good friend in the evening.

It is really hard for my to swallow my pride. But that day, it really made a difference – and I need to do more of those things.

Anbefaling: Charlotte Hyldgaard – Skal vi virkelig hav dødskysset først?

Hverdagsglæde
Mad er én af de ting, som fylder mig med hverdagsglæde. Hvad er din?

I forbindelse med mit arbejde bruger jeg meget tid på LinkedIn. Jeg har fået udvidet mit netværk markant og støder på mange virkelig spændende og interessante mennesker.

Én af de mennesker er Charlotte Hyldgaard. Hun siger selv, at hun inspirerer til hverdagsglæde og det er dén, som er i fokus på hendes opslag på LI. Hun er coach og ergoterapeut og har ofte nogle spændende vinkler på hverdagen.

Forleden dag udgav hun en artikel på hendes hjemmeside: Skal vi virkelig have dødskysset først? Den omhandler, hvorfor mange mennesker først bliver bevidste om livets korthed når dødskysset har strejfet panden. Teksten er meget smukt og rammende skrevet og jeg tror hun har ret i sin pointe: Nemlig, at vi har brug for at stoppe op og ikke tage alting for givet. Dét er nemlig svært – men lige pludselig let, når døden har været tæt på.

Sæt pris på dit liv

Desværre tror jeg det er svært for folk, som ikke har været tæt på døden, at sætte pris på livet ligesom mennesker som har oplevet dødskysset gør det. Jeg er ikke i tvivl om, at alle kan sætte pris på deres liv, hverdag og leve i nuet – men jeg tror at ens tanker og mentalitet ændrer sig markant når døden har banket på døren.

Alligevel håber jeg at kunne røre lidt ved folks tanker når jeg fortæller min historie. Livet er nemlig en fantastisk ting og det kan byde på mange dejlige oplevelser. Dét håber jeg at kunne fortælle til folk.

Har jeg lavet om i mine egne prioriteringer?

Efter mit hjertestop er jeg blevet bekræftet i, at jeg har nogle dejlige veninder og en fantastisk familie. De viger ikke fra min side de er en urokkelig klippe for mig. Dén bekræftelse og den efterfølgende store mængde af kærlighed, som jeg blev overhældt med, var det bedste, som kom ud af dén oplevelse.

Jeg er til gengæld begyndt at tænke på, hvordan jeg bruger mine penge. Før brugte jeg mange penge på tøj. Som i, virkelig mange! Jeg har rigeligt med tøj og har faktisk ikke brug for mere. Istedet vil jeg gerne opleve gode ting – helst noget, som involvere mad og gode mennesker. Jeg er nemlig en sucker for gourmetaftener, hvor en kok har kræset om maden og vinen… Aftener, som emmer af hygge, varme og nærhed. Dém elsker jeg. Og dém vil jeg i højere grad bruge penge på, end tøj. Får jeg ikke brugt penge på mad, ryger de ind på en opsparing istedet.

Tilbage til Charlotte

Jeg er ikke klar over om Charlotte selv har oplevet dødskysset. Men jeg har en oplevelse af, at hun værdsætter sin hverdag, selv de helt små ting. Hun glædes over sig selv, hendes familie, venner og det resterende netværk og hun bruger tid på de ting hun er glad for. Jeg tror det er rigtig svært for folk, som ikke har været i nærheden af døden, at sætte pris på livet i samme grad, som folk med nærdødsoplevelser har. Samtidig tror jeg sagtens, man kan sætte pris på sit liv, uden at have været i nærheden af døden. Det håber jeg er noget de fleste gør!

Vil du selv have mere hverdagsglæde? Så kan du melde dig ind i Charlottes Facebook-gruppen Klub Hverdagsglæde.

At møde forståelse fra uventet kant

For et halv års tid siden skrev jeg om det, at møde forståelse fra en uventet kant. Det er evigt skønt at få forståelse og at folk vil imødekomme mine behov. Det varmer hele i hele min krop når jeg oplever det. Heldigvis er det sket nogle gange for mig, at jeg har mødt forståelse fra nogen, som slet ikke kender mig. Som det skete ved en polterabend i 2016:

Én af mine bedste veninder skulle giftes. Som det hører sig til, holdt hendes veninder en virkelig god polterabend for hende. Det foregik i Odense og festen om aftenen blev holdt hjemme hos mig i Tornbjerg. Dagen startede kl. 10 og festen sluttede ca. kl 2 om natten. Det var en lang, men god, dag for mig (og alle de andre – især bruden). Men jeg vidste godt, at jeg blev nødt til at tage en lur midt på dagen så jeg kunne holde til at feste hele natten.

Jeg tog luren da vi kom hjem til Tornbjerg og benyttede mig af, at vi holdt festen hjemme hos mig. Da jeg havde sovet færdigt og gik ind til pigerne igen blev jeg modtaget med store råb og åbne arme: Alle var glade for at se mig igen og det føltes næsten, som om de havde savnet mit selskab. Jeg skulle lige våge helt, men blev glad for den varme velkomst.

Nogle dage efter fortalte min veninde mig, at nogle havde spurgt ind til, hvor jeg var da jeg sov. Hun kender mig godt og forklarede min situation til de, der spurgte. Reaktionen? “Fedt at hun lige sover, så hun er med resten af dagen”. Ingen sure miner, ingen spørgsmål om, hvorfor jeg skulle sove eller noget som helst negativt. Kun forståelse og glade mennesker. Jeg følte mig accepteret og afholdt – og glædede mig til at se alle de skønne piger igen.

Hvorfor lytter jeg mere til min læge end mine forældre?

Når du får et råd, følger du det ikke altid første gang. Måske heller ikke 14. gang du får det. Men på ét eller andet tidspunkt, følger du rådet. Hvorfor du gør det, er ikke til at sige.

Sådan har jeg det med min læge og mine forældre. De siger somme tider det samme (fx i mine stressede og travle perioder. Her skal jeg tage den med ro, lytte til min krop og slappe af). Lytter jeg til mine forældre? Ikke altid. Lytter jeg til min læge? ALTID! Især, hvis jeg får et bestemt blik!

Jeg bliver nærmest skamfuld når jeg får det blik og jeg har været tæt på at undskylde mange gange for min opførsel. Fx var der engang, hvor vi skulle gennemgå min medicin, som jeg havde i min pilleæske. Min læge læste præparaterne op, mens jeg konfirmerede at de var i min æske. Da jeg ikke kunne finde en bestemt pille (jeg tager så mange, at de kan gemme sig under hinanden), sagde han ”Katja, det vil jeg ikke høre” og sendte mig blikkET. Jeg kunne kravle ned i et musehul! Jeg skyndte mig at finde den rette pille, pege på den og sige at den var der.

Men hvorfor virker blikket fra min læge og ikke fra mine forældre? Pas. De siger det samme og inderst inde ved jeg godt, at mine forældre har lige så meget ret, som min læge har det. Alligevel vejer min læges ord tungere end mine forældres. Måske har det noget med lægens autoritet at gøre? Han har fulgt mig i godt to år nu og ved, hvordan jeg vil have leveret en besked og kender mit behov for oplysning. Han ved, hvilke knapper han skal trykke på og han kan sige tingene, så jeg virkelig lytter og følger hans råd.

Sommetider tror jeg faktisk mine forældre ville ønske, at de kunne ringe til ham og bede ham om at give mig en besked. Jeg har det fint med, at jeg kun skal stå til ansvar overfor ham når jeg er til kontrol 😛

(Jeg har det virkelig godt med min læge og er stor fan af ham. Især hans formidlingsevne!)

“Skriv en bog om dine oplevelser. Jeg vil elske at læse den – og ligeså vil mange andre”

Bog
… de ord gav min psykolog mig med på vejen, sidst vi snakkede sammen. Han ved jeg er glad for at skrive og han har givet mig det råd, at skrive aftensider så jeg kan få sat ord på nogle af de tanker jeg har. Måske derfor mente han også, at jeg skulle skrive en bog om mine oplevelser.

Ifølge min psykolog er min måde at håndtere en usund situation på, sund. Jeg har været ked af det og kan stadig blive det. Jeg kan også få dødsangst og tanker om døden. Men jeg er stadig i fuld vigør og har travlt med at planlægge min næste rejse, hvornår jeg skal se mine veninder og lignende. Alle de tanker og hvordan jeg er kommet videre mente min psykolog, at jeg skulle skrive en bog om. Han har givet udtryk for at han gerne vil læse den og han mener, at mange andre vil gøre det samme.

Så det arbejder jeg på lige nu. At skrive en bog. Om mig. Og mit liv. Uden egentlig at vide, om andre end min psykolog (og min familie), vil læse den. Men tænk sig, hvis den en dag bliver udgivet!? Det er en barnedrøm, som vil gå i opfyldelse!

Tilbage på arbejde/praktik

Min fleksjobsag er endnu ikke blevet afgjort. Derfor er jeg startet på en ny praktikperiode hos Webnom på Fremtidsfabrikken i Svendborg. Jeg havde første arbejdsdag efter mit hjertestop mandag d. 22. januar – og det var skønt at være tilbage!

Da jeg skulle afsted i morges var det med lige dele spænding og ængstelse. Jeg har talt dage til jeg skulle starte på arbejde igen, for jeg har savnet det! Er helt tosset med mit arbejde, mine opgaver og mine kolleger – Derfor var det hårdt at være væk en hel måned. Samtidig, så er det første gang jeg er på egen hånd i mere end en halv time af gangen, og det er lidt skræmmende. For hvad nu, hvis det sker igen? Er der så folk til at hjælpe mig?

Min logiske sans siger, at selvfølgelig er der det. Jeg har altid stolet på de mennesker, som er omkring mig, så hvorfor skulle det svigte nu? Men puha, det er store og svære tanker at sidde med. Men så længe jeg ikke er panisk over at skulle ud i verden, så er det med at give den gas og prøve kræfter med min vante hverdag. Jeg savner den nemlig og jeg glæder mig til jeg kører på fuld drive, som jeg gjorde det for en måned siden,

Post-hjertestop 1 – førstegangsugen

D. 27. december 2017 fik jeg et hjertestop. Jeg har ikke lyst til at fortælle mere om det lige nu på dette medie – men det skal nok komme.

Hvad jeg derimod har lyst til at fortælle om, er den forgange uge (uge 3, 2018). Her gjorde jeg nemlig flere ting for første gang siden mit hjertestop – og det føltes fedt! Det føltes lidt, som at vende tilbage til min hverdag.

I uge 3 var det første gang jeg:

  • Var til psykolog
  • Kørte i bus til Rudkøbing
  • Gik to ture alene i Svendborg by
  • Kørte bil (både med og uden passager)
  • Havde flere dage i hverdagstøj, end i nattøt

Det er nogle banale og, for nogle, meget små ting. Men for mig er det stort. Min vante hverdag virker enormt skræmmende, også selvom jeg savner den og glæder mig til at vende tilbage til den. Men de små skridt, som at være alene i byen og at køre bil selv, det er et skridt i den rigtige retning.

På mandag starter jeg på arbejde igen. To timer. Og selvom det er vanvittigt skræmmende, så glæder jeg mig helt vildt meget! Jeg savner mit arbejde, mine kolleger og mine arbejdsopgaver og har gjort det fra dag 1 efter hjertestoppet.

Den der papmache-regel fra Hella Joof…

Min veninde købte ‘Papmachereglen’, skrevet af Hella Joof, sidste år og jeg har nu læst den. Selvom jeg ikke er imponeret over hendes skrivestil og jeg tror hendes ord ville være bedre fremstillet mundtligt end skriftligt, så har Hella altså fat i noget…

Forleden dag læste jeg om titelreglen, altså papmachereglen. Kort sagt handler den om, at det man siger/tænker, det sker. Hvorfor reglen hedder sådan, må du selv læse.

I august sagde jeg ofte sætningen ‘det går ned af bakke for mit helbred fra nu af’. Jeg sagde det til nogle veninder en aften. Min ene veninde sagde, at det gjorde hende rigtig ked af det, at jeg sagde sådan nogle ting – uanset om det er rigtigt eller ej. Og jeg forstår udmærket, at hun bliver ked af det over sådanne udtalelser. Det gør jeg nemlig også selv.

Realiteten var, at intet var galt med mit hjerte. Faktisk virkede både min overlæge og min scanningsdame overrasket over, at det bankede så flot, som det gjorde/gør. Der var intet galt, kun noget oppe i mit hoved.

Men fordi jeg har sagt at jeg får det dårligere fra nu af, så begynder mit hoved og min krop et eller andet sted, at tro det er rigtigt – ligesom Hella Joof siger det. Og så er det først helt af helvede til. For hvis først jeg tror det, så sker det også rigtigt, ifølge ovennævnte papmacheregel. Hvis man overbeviser sig selv om, at noget bliver dårligere, at man ikke kan noget eller lignende, så tror jeg langt hen af vejen, at det også bliver virkelighed.

Heldigvis virker det også den anden vej: Hvis du siger til dig selv, at du er awesome, smuk, dejlig og dygtig, så begynder du stille og roligt at tro på, at de ord er rigtige. Og så nemt kan man manipulere med sin egen tankegang.

I en Hella Joofsk-ånd, så lad og sætte glimmer på det hele og putte det på kaminhylden.
(Læs selv bogen for også at forstå den reference).

“Det er da synd, at det er medfødt…”

Ovenstående ord (eller lignende, for jeg husker dem ikke helt ordret) fik jeg en dag da jeg snakkede med en ny forbindelse i mit netværk. Hans ord var på ingen måde ondt ment, men jeg har alligevel tænkt over dem lige siden.

For overordnet set, synes jeg ikke det er synd for mig, at jeg har en medfødt hjertesygdom. Jo, jeg kan godt blive træt af de symptomer jeg render rundt med og tanken om at skulle have et nyt hjerte igen, skræmmer mig fra vid og sans. Men lige nu, der er det ikke synd. Jeg har det nemlig rigtig godt og jeg er glad for mit liv. Desuden har jeg fået nogle oplevelser, som jeg ikke ville have fået, hvis ikke jeg havde fået mit nye hjerte: Blandt andet har jeg vundet et ur, været på to udenlandsrejser med GUCH (skal måske på en tredje i sommeren 2018), jeg har holdt foredrag for 460 mennesker, jeg har været med i flere film og jeg har været på scenen til Ecco Walkathon og fortælle om min kalveklap.

Hvad med bekymringer?
Til et kursus jeg var på for nogle uger siden blev jeg spurgt, om ikke jeg havde nogle bekymringer. Jo, det har jeg. Men i skrivende stund går de mest på, hvilken serie jeg skal se på Netflix og hvad min mormor skal have i julegave. Selvfølgelig tænker jeg over den kommende operation, men på dage (som i dag), hvor jeg har det godt så er det ikke noget, som jeg som sådan tænker over.

I og med jeg muligvis også har arbejde til næste år, så får jeg også en følelse af, at jeg er ligesom alle andre – også selvom jeg ‘kun’ kan/skal arbejde 16 timer (som det ser ud nu). Jeg kommer nemlig til at bidrage til samfundet, jeg får en hverdag og jeg flytter hjemmefra igen.

 

Anbefaling: “22 livslektioner jeg har lært i mine 22 år”

I mit arbejde sidder jeg ofte på Linkedin og finder viden og nye inputs. Det skete i dag, hvor jeg faldt over et blogindlæg med titlen “22 livslektioner jeg har lært i mine 22 år“. Det er en 22 årig iværksætter, som reflektere over, hvad han egentlig har lært i de sidste 22 år han har levet.

Stykket er virkelig velskrevet og jeg blev helt glad da jeg læste det igennem. Jeg har endnu ikke læst mere fra bloggen, men Kristian (manden bag bloggen) virker som én med gåpåmod, livslyst og iværksætteri i maven – så jeg glæder mig til at følge hans fremtidige skriverier. Desuden er dette blogindlæg enormt inspirerende at læse, og det giver stof til eftertanke – kan jeg finde 27 livslektioner jeg har lært i mine 27 leveår? Lur mig, om ikke det kan lade sig gøre!

Du finder indlægget her: 22 lektioner jeg har lært i mine 22 år