Nyt stent d. 26. marts

Om præcis en uge skal jeg have lavet en ny stent. Jeg har stadig en forsnævring i én af mine blodårer og den skal nu væk.

Det er ikke noget vildt og voldsomt indgreb – også selvom der er en risiko for, at min nuværende stent kan klappe sammen. De to stents skal nemlig sidde så tæt på hinanden, at den eksisterende kan klappe sammen. Derfor skal de være klar med en ballonudvidelse, hvis det sker. Heldigvis er lægerne dygtige og de har prøvet det hele før. Så jeg er i gode hænder og regner med at komme hjem samme dag.

Lige nu har jeg det helt fint med det kommende indgreb. Det eneste jeg tænker på er, at jeg godt ville bruge min tid på noget andet. Men indgrebbet skal klares og jeg kan forhåbentlig smide nogle piller når det hele er slut. Og dét glæder jeg mig til 🙂

Det er psykisk hårdt at være på generalforsamling

Den sidste weekend i februar var der generalforsamling i GUCH. Jeg skulle med og havde på én gang både glædet mig og frygtet weekenden. Det var nemlig første gang jeg skulle se andre GUCH’ere siden mit hjertestop. Selvom det er det perfekte forum at snakke om sådan noget i, så er det også et forum som kan minde mig om min sygdom og nogle af de negative ting, som følger med.

I øjeblikket græder jeg når jeg ser mine veninder første gang efter mit hjertestop. Tanken om, at jeg kunne have risikeret aldrig at se dem mere – og så se dem – gør mig både ked af det og glad. Ofte har mine veninder det på samme måde, så vi kan stå og græde lidt sammen og være glade for, at jeg stadig er i live.

Sådan var det også ved årets generalforsamling – græd op til flere gange på en time, fordi jeg var glad for at se de forskellige folk, som dukkede op. Især dem, som jeg snakker meget med havde jeg glædet mig til at se og tårene regnede ned på mine kinder da jeg gik dem i møde. Men for fanden, hvor var det skønt at se dem igen! Tænk, hvis det ikke havde kunne lade sig gøre?

Det var ikke så hårdt at tale om hjertestoppet, som jeg havde regnet med. Havde forberedt mig på flere tåre og at jeg måske skulle trække mig eller bede folk om at skifte emne. Men det blev ikke aktuelt. Fik snakket rigtig godt omkring det hele og delt både frygt og min store livsglæde med andre. Det var rart at få lettet hjertet og at andre forstår min situation.

De samtaler jeg havde i den weekend understreger vigtigheden af GUCH. Gruppen skal helst vokse sig større, så mange flere kan få glæde af den dejlige gruppe, som GUCH er. Det betyder nemlig alverden at finde nogen i samme båd, som én selv!

At føle sig afhængig af andre

Sidste gang jeg var til lægen fik jeg besked på, at jeg ikke må køre bil før sidst i marts. Det er normal procedure efter en blodprop – de havde bare givet mig en anden besked på OUH. Her måtte jeg godt køre, fordi jeg var så ung og mine tal var flotte. Men min hjertelæge på Skejby sagde jeg ikke må og ham lytter jeg meget til! Desværre fører det så til, at jeg føler mig MEGET afhængig af andre. For hvis jeg ikke selv kan køre, hvordan kommer jeg så frem og tilbage?

I nogle tilfælde kan jeg sagtens tage bussen. Det gør jeg blandt andet når jeg skal til og fra arbejde. Men når jeg skal starte til genoptræning på tirsdag, så passer busserne ikke sammen. Skal jeg selv komme hjem efter arbejde og derefter til træning når jeg ikke at hvile mig, og så får jeg ikke nok ud af min træning. Ingen af mine forældre er hjemme den dag. De vil ellers godt køre mig rundt (gudskelov for det!).
Jeg har heldigvis en sød onkel, som godt vil hente mig og køre mig til træning, så det problem er løst. Men der kommet sikkert flere senere hen.

I sådanne situationer synes jeg det er svært at spørge andre end mine forældre om hjælp. Selvom jeg godt ved at de fleste gerne vil hjælpe mig så er det, for mig, at give afkald på noget af min uafhængighed når jeg beder andre om hjælp. Især til noget så simpelt, som transport. Samtidig er jeg lykkelig over, at jeg har gode mennesker omkring mig, som vil hjælpe mig. Jeg skulle nok finde en måde at klare mig på alligevel. Men det hele bliver lidt nemmere med dejlige og hjælpsomme mennesker omkring én.

Jeg er en heldig kartoffel

I de sidste par dage har jeg mange gange tænkt på, at jeg er en heldig kartoffel. Fra mine venner i GUCH har jeg hørt om, at deres venner er ‘flygtet’ fra deres side når de er blevet ramt af sygdom. Jeg har hørt historier om, at nogle føler sig alene med deres sygdom, simpelthen fordi de ikke har et særlig stort netværk (hvis noget, andet end familie), som støtter dem og spørger ind til deres situation.

Min verden er helt anderledes. Ikke én eneste person er veget fra mit siden siden mit hjertestop i december – og heller ikke så andre tidspunkter i mit liv. Selvfølgelig er der nogen, som har skrevet mere end andre men ikke én har vendt mig ryggen. Jeg fik endda besøg på Odense hospital nytårsdag, selvom mine veninder skulle hjem og holde fest.
Jeg ved også, at jeg til hver en tid kan skrive til rigtig mange af mine veninder, hvis jeg er ked af det eller bekymret. Det er begrænset, hvad de kan gøre ved mine bekymringer. Men de kan lytte og støtte mig. Og det er guld værd!

Mine venner og veninder frit kan vælge om de vil gå eller ej og jeg værdsætter deres ufravigelighed uendelig højt!

Tilbage på arbejde/praktik

Min fleksjobsag er endnu ikke blevet afgjort. Derfor er jeg startet på en ny praktikperiode hos Webnom på Fremtidsfabrikken i Svendborg. Jeg havde første arbejdsdag efter mit hjertestop mandag d. 22. januar – og det var skønt at være tilbage!

Da jeg skulle afsted i morges var det med lige dele spænding og ængstelse. Jeg har talt dage til jeg skulle starte på arbejde igen, for jeg har savnet det! Er helt tosset med mit arbejde, mine opgaver og mine kolleger – Derfor var det hårdt at være væk en hel måned. Samtidig, så er det første gang jeg er på egen hånd i mere end en halv time af gangen, og det er lidt skræmmende. For hvad nu, hvis det sker igen? Er der så folk til at hjælpe mig?

Min logiske sans siger, at selvfølgelig er der det. Jeg har altid stolet på de mennesker, som er omkring mig, så hvorfor skulle det svigte nu? Men puha, det er store og svære tanker at sidde med. Men så længe jeg ikke er panisk over at skulle ud i verden, så er det med at give den gas og prøve kræfter med min vante hverdag. Jeg savner den nemlig og jeg glæder mig til jeg kører på fuld drive, som jeg gjorde det for en måned siden,

Gode oplevelser på sygehuset

Rigtig mange forbinder det at være på sygehuset med noget skidt og træls. Og bevares, det kan det da også sagtens være! Jeg har dog været så heldig, at jeg har rigtig mange gode oplevelser fra et sygehus.

Som eksempel, så har jeg snakket med lægerne om mine sjove sokker (som har ført til film- og serieanbefalinger), snakket om datingliv, tips og tricks med en vidt fremmed laborant og kørt ræs på Skejbys gange i en sygehusseng. Derudover har jeg haft min egen julestue, hvor der var pyntet helt vildt op til jul, min egen juleslæde (et løbejul med julehjerter og mit navn på), fået laks i gave af nogle læger på Odense sygehus (de synes det var helt fantastisk, at en 11-årig pige kunne lide laks – så da de besøgte mig på Skejby sygehus havde de gravad laks med til mig) og jeg bliver ofte modtaget med kram af sygeplejerskerne på min gamle afdeling.

Vil du læse lidt mere om nogle af mine gode oplevelser på sygehuset? Nogle af dem kommer her:

Skøn laborant fortæller om sit datingliv
Torsdag d. 15. februar, havde jeg en dejlig oplevelse på Svendborg Sygehus. Jeg skulle have taget blodprøve og jeg var så heldig, at jeg fik lov til at blive stukket af en sød, imødekommende og hjertelig stikker. Vi sidder og snakker lidt om, hvorfor jeg skal have taget blodprøve og hvilke jeg skal have taget … og uden jeg egentlig er klar over hvordan det sker, så ender vi med at snakke dating og hvor de bedste hunks er at finde. Hun fortalte mig om sit datingliv, og selvom hun var markant ældre end mig så gik nogle af vores frustrationer og sjove oplevelser igen. Hun var skøn i sit engagement og mit gode humør blev endnu bedre end det i forvejen var – hun må til enhver tid gerne stikke mig igen!

Jokes med lægerne – om mine sokker
Allerførst skal det lige siges, at jeg gider ikke at gå i sorte sokker – det er simpelthen for kedeligt! Så jeg har fundet alle mulige spændende sokker med sjove motiver, som det er sjovere at rende rundt i. En dag i august skulle jeg til kontrol på Skejby og jeg havde sokker på med en ulv. Scanningsdamen bemærkede dem og af en eller anden grund, blev ulven til en dire wolf fra Game of Thrones. Det endte i en snak om favorit-serier og anbefalinger til både lægen, scanningsdamen, min farmor og jeg – og min behandling med Netflix og nitroglycerin tog sin begyndelse.
Det medførte, at den tristhed jeg havde, da jeg først kom ind i lokalet var helt væk, da vi forlod rummet igen. Jeg var glad igen, mine bekymringer var blevet hørt og jeg havde nogle serieanbefalinger med i bagagen. Og en virkelig god undskyldning for, at se Netflix. Det var jo en del af min behandling!

Ræs på gangene i hospitalets senge
Efter mit hjertestop skulle jeg omkring Skejby for at have lavet en undersøgelse gennem lysken. Da jeg gik ind til undersøgelsen var mit humør helt nede og det hele var bare noget lort. Men efter en god snak med lægen, som havde vagten dér, blev det godt igen. Humøret blev kun endnu bedre da jeg kommer ud og sætter mig i min seng. Mine forældre sætter sig i min fodende, mens vi venter på portøren. Da han kommer siger han, at mine forældre bare kan blive siddende og så kører vi med os tre siddende op i sengen – det har jeg aldrig prøvet før og jeg har aldrig set nogen blive kørt siddende. Portøren foreslog også at tage billeder af os alle tre, så vi havde et varigt minde om turen.
Da selvsamme portør henter mig senere på dagen fra scanning er det mig, som før lov til at køre tilbage til afdelingen – med hans hjælp heldigvis! Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke var særlig god til det. Men det fik spredt grin i lange baner og jeg havde en fest – som er dokumenteret på film!

Jeg er ikke kommet dertil, hvor jeg elsker at gå på sygehuset. Der kommer jeg nok aldrig. Men jeg glæder mig ofte til at gense lægerne og de sygeplejersker jeg kender og det er efterhånden min anden (eller tredje?) familie jeg har deroppe. Og så er det gode og sjove minder at tænke tilbage på, når det hele er surt og trist.

Første træning efter hjertestop

IMG_2742

I fredags var jeg nede og træne for første gang siden mit hjertetstop i december. Havde meldt mig til et core-hold og glædede mig meget til at prøve det af.

Det hele gik heldigvis godt. Faktisk så godt at jeg græd af lettelse, da vi var færdige. Heldigvis var min far med og jeg kendte træneren, så jeg fik kram efter timen og store smil. Jeg kunne sagtens følge med de andre og havde ikke brug for pauser. Min styrke er ligeså god, som den altid har været og min balance er heldigvis ikke helt væk. Så nu har jeg mod på mere træning, når det ellers passer ind i min kalender 🙂

Post-hjertestop 1 – førstegangsugen

D. 27. december 2017 fik jeg et hjertestop. Jeg har ikke lyst til at fortælle mere om det lige nu på dette medie – men det skal nok komme.

Hvad jeg derimod har lyst til at fortælle om, er den forgange uge (uge 3, 2018). Her gjorde jeg nemlig flere ting for første gang siden mit hjertestop – og det føltes fedt! Det føltes lidt, som at vende tilbage til min hverdag.

I uge 3 var det første gang jeg:

  • Var til psykolog
  • Kørte i bus til Rudkøbing
  • Gik to ture alene i Svendborg by
  • Kørte bil (både med og uden passager)
  • Havde flere dage i hverdagstøj, end i nattøt

Det er nogle banale og, for nogle, meget små ting. Men for mig er det stort. Min vante hverdag virker enormt skræmmende, også selvom jeg savner den og glæder mig til at vende tilbage til den. Men de små skridt, som at være alene i byen og at køre bil selv, det er et skridt i den rigtige retning.

På mandag starter jeg på arbejde igen. To timer. Og selvom det er vanvittigt skræmmende, så glæder jeg mig helt vildt meget! Jeg savner mit arbejde, mine kolleger og mine arbejdsopgaver og har gjort det fra dag 1 efter hjertestoppet.

At møde forståelse fra ikke-GUCH’ere part 2

I midten af november deltog jeg på et vanvittig spændende forfatterkursus ved Lahme Kommunikation. I flere måneder havde jeg glædet mig til kurset, og selvom jeg vidste det ville blive en lang dag (9.30 – 16.30) var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville nyde hvert eneste sekund.

Nydt, det blev dagen i dén grad. Kurset var præcis lige så spændende, informativt og udbytterigt, som jeg havde forventet. Jeg har taget rigtig mange nye ting til mig og tænker ofte tilbage på kurset, når jeg sidder på mit arbejde og skriver tekster.

Men noget af det, jeg efterfølgende har tænkt mest på er, at kursusholderen (Julia Lahme – er du interesseret i kommunikation, så tjek hende og hendes firma ud her). Da kurset sluttede og vi var på vej i baren efter et glas vin spurgte Julia, om hun skulle bestille en taxa til mig så jeg kunne blive kørt ind til Hovedbanegården.

Jeg var i et kort sekund i chok. Her stod jeg, og var ved at gøre mig klar til lækker hvidvin, og så bliver jeg tilbudt en taxa til Hovedbanegården. Det er en meget lille ting, men for mig betød den alverden. For jeg VAR træt, og jeg ville gerne hjem (efter vin selvfølgelig. Jeg skulle jo have det hele med). Fordi jeg var så træt, fik jeg vist en tåre i øjenkrogen – sådan reagere jeg nemlig, når nogen gør noget sødt og uventet for mig, når jeg er træt. Her stod en vidt fremmed kvinde og tilbød at ringe efter en taxa. For mig, var det stort. Det er ikke noget jeg er vant til og det betød alverden. Selvom jeg takkede nej til tilbuddet, så var det så dejligt at få det, at jeg stadig (her, halvanden måned efter), bliver glad ved tanken om det. Julia, hvis du nogensinde læser det her, så skal du have inderligt tak for din lille gestus – den betød alverden!

Den der papmache-regel fra Hella Joof…

Min veninde købte ‘Papmachereglen’, skrevet af Hella Joof, sidste år og jeg har nu læst den. Selvom jeg ikke er imponeret over hendes skrivestil og jeg tror hendes ord ville være bedre fremstillet mundtligt end skriftligt, så har Hella altså fat i noget…

Forleden dag læste jeg om titelreglen, altså papmachereglen. Kort sagt handler den om, at det man siger/tænker, det sker. Hvorfor reglen hedder sådan, må du selv læse.

I august sagde jeg ofte sætningen ‘det går ned af bakke for mit helbred fra nu af’. Jeg sagde det til nogle veninder en aften. Min ene veninde sagde, at det gjorde hende rigtig ked af det, at jeg sagde sådan nogle ting – uanset om det er rigtigt eller ej. Og jeg forstår udmærket, at hun bliver ked af det over sådanne udtalelser. Det gør jeg nemlig også selv.

Realiteten var, at intet var galt med mit hjerte. Faktisk virkede både min overlæge og min scanningsdame overrasket over, at det bankede så flot, som det gjorde/gør. Der var intet galt, kun noget oppe i mit hoved.

Men fordi jeg har sagt at jeg får det dårligere fra nu af, så begynder mit hoved og min krop et eller andet sted, at tro det er rigtigt – ligesom Hella Joof siger det. Og så er det først helt af helvede til. For hvis først jeg tror det, så sker det også rigtigt, ifølge ovennævnte papmacheregel. Hvis man overbeviser sig selv om, at noget bliver dårligere, at man ikke kan noget eller lignende, så tror jeg langt hen af vejen, at det også bliver virkelighed.

Heldigvis virker det også den anden vej: Hvis du siger til dig selv, at du er awesome, smuk, dejlig og dygtig, så begynder du stille og roligt at tro på, at de ord er rigtige. Og så nemt kan man manipulere med sin egen tankegang.

I en Hella Joofsk-ånd, så lad og sætte glimmer på det hele og putte det på kaminhylden.
(Læs selv bogen for også at forstå den reference).