fbpx
Uncategorized

At blive ramt af en overvældende træthed, midt i Firenze. Og at have svært ved at fortælle om mit hjerte

13. oktober 2016

I fredags (den 7. oktober) vågnede jeg og følte en massiv træthed i hele kroppen. Når jeg er træt på den måde, så føles mine fødder meget tunge, og det er ikke rart at tænke på, at jeg skal stå op. Det gør ikke ondt, men jeg vil helst bare vende mig om i min seng og sove videre. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg skulle blive liggende og prøve at sove noget mere. I torsdags kom sent hjem fra frokost med Tea fra Kroatien, og jeg tror det har sat sig i kroppen. Dét, og så at jeg er langt væk hjemmefra for første gang helt alene. At jeg så også blive udfordret med det italienske sprog, skal tale engelsk hele tiden og der hver dag er en masse nye indtryk at forholde sig til og som fylder, det tager altså virkelig meget energi.

Jeg har snakket med nogle andre piger fra skolen om det, og de er også meget trætte efter fire timers undervisning. At min underviser så er meget intens, det hjælper nok ikke. Han er god og jeg får meget ud af det, men det kræver virkelig meget hjernekapacitet at følge med og forstå alt, hvad der bliver sagt.

At jeg blev hjemme fra skole betød, at jeg kunne se en masse Gilmore Girls på Netflix, jeg fik tørret tøj og jeg tog med i byen i en time om aftenen. Forkert prioritering tænker du måske. Det synes jeg ikke. Lige nu vægter jeg det sociale højere end skolen. Jeg skal selvfølgelig også lærer noget, men jeg har lært sygt meget om, hvordan forskellige kulturer fungere, bare ved at være sammen med folk fra andre lande. Og det er ligeså fedt, som at lære sproget – hvis ikke federe!

Det er sku svært at tale om hernede
Af en eller anden grund, synes jeg det er svært at fortælle om mit hjerte hernede. Det føles lidt, som om jeg skammer mig – og det gør jeg jo langtfra. Jeg er tværtimod glad og stolt af mit bankende hjerte og min klappende klap.

Jeg har dog sagt det til et par stykker. Og jeg har kun fået overraskende reaktioner (ligesom jeg får derhjemme), så det er jo slet ikke farligt at fortælle det. Da jeg fortalte en pige fra Holland, vi går i klasse sammen, at jeg har fået nyt hjerte og er mere træt end alle andre og derfor blev hjemme i fredags, synes hun det var en god ide og godt at jeg passede på mig selv. Så der er absolut intet galt i, at jeg fortæller det. Det er åbenbart bare en grænse jeg skal krydse.

    Leave a Reply