Instagram

Se min instagram

Explore

Hverdag

anbefaling Hverdag

Min første gang kropsterapi hos Heidi Kvindebjerg

12. maj 2019

For lidt over en uge siden var jeg til kropsterapi hos Heidi Kvindebjerg på Tåsinge. Jeg havde hørt HelseMatilde snakke varmt om det i hendes stories på Instagram og på hendes blog og har længe overvejet at prøve det selv. Det blev så i fredags!

Hvorfor kropsterapi?

Siden januar sidste år har jeg gået til psykolog. Nogle gange to gange om måneden, andre gange to gange på et halvt år. Min psykolog har hjulpet mig rigtig meget og jeg sætter virkelig pris på hans hjælp og dygtighed!

Men jeg synes jeg manglede et eller andet. Selvom jeg snakkede rigtig godt både med min psykolog, mine forældre og mine veninder om de tanker jeg havde, så var der alligevel noget forløsning, som ikke rigtig kom. Jeg ved heller ikke helt om den forløsning er kommet efter en omgang kropsterapi. Men den er på vej og jeg tror det er rigtig godt for min krop og min psyke at besøge Heidi.

Selve behandlingen

Heidi virkede, allerede da hun åbnede døren, enormt sød, lyttende og tillidsvækkende. Hun var virkelig behagelig at være sammen med, så det hele startede godt.

Efter en indledende snak, hvor jeg fortalte om de ting jeg havde været igennem, skulle jeg op på briksen kun iført undertøj. Jeg fik et lagen over mig… og så begyndte Heidi ellers at ryste min krop igennem. Hun tog godt fat rundt omkring på min krop, ruskede den, trykkede og fik allerede dér løsnet for nogle spændinger.

Hun fortalte at hun kunne mærke at min krop er stresset. Selvom det er en stærk krop med fødderne solidt plantet på jorden (jep, det sagde hun  – og jeg blev rørt over den kæmpe kompliment hun gav til min krop. Den er stærk. Det er sku fedt at vide!), så er den stresset. Og det giver god mening i forhold til de ting jeg har været igennem.

Så hun æltede videre, gav mig nogle tryg og pres rundt omkring på kroppen (særligt på indersiden af lortet gjorde nas. Dér er forbindelse til lymfeknuderne og de er åbenbart på overarbejde).
Det gjorde ondt når hun trykkede. Men med det samme hun slap igen var jeg lettere. Faktisk føltes hele min krop lettere.

Jeg fik lektier for

Det her skal jeg gøre noget mere af: træning! Det gavner min krop og gør at jeg bedre kan stole på den igen.

Efter behandlingen gav Heidi mig lektier for. Hun sagde at jeg skulle få noget mere træning ind i min hverdag, hvis jeg kunne. Det ville skabe forbindelse til min krop, jeg ville komme ud af mit hoved og jeg ville lære at stole endnu mere på min krop, gennem fysisk aktivitet. Og netop at stole på min krop var vigtigt … og svært at gøre efter et hjertestop. Men jeg skal lære at stole 110 % på, at min krop virker, som det skal
Så nu er min træning blevet endnu vigtigere!

Hun sagde også at jeg skulle trække vejret ind gennem næsen, helt ned i maven og ud igennem munden. Det får mig til at slappe af, giver ilt til hele kroppen og fjerner noget stress.
Så det forsøger jeg også at gøre. Det sker ikke dagligt, men næsten dagligt.

Kombinationen af psykolog og kropsterapi

For mig giver det enormt god mening at kroppen og psyken hænger sammen. Og jeg tror jeg vil have rigtig god gavn af kropsterapi fremover. Heidi sagde også, at min krop var meget modtagelig overfor hendes tryk og at vi nok skulle komme langt. Så jeg glæder mig til det videre forløb.

For mig er en kombination af psykolog og kropsterapi en god ting. Lige nu har jeg ikke brug for mere psykologhjælp. Men det får jeg nok igen. Og så ved jeg, at de to ting passer rigtig godt sammen!

Hvad er kropsterapi?

Inden for kropsterapi er kroppen og psyken tæt forbundet med hinanden og begge dele bliver behandlet.

Alt bliver lagret i kroppen. Både det gode og det dårlige. Stress, anspændthed, angst og traumer kan sætte sig i kroppen eller i vores organer og muskler. Dem går en kropsterapeut ind og arbejde med. Og i sidste ende fjerner de fysiske blokeringer så der kan komme et større flow igennem kroppen.

Jeg kan sagtens se at det kan lyde alternativt og fluffy. Det synes jeg også selv til at starte med. Men prøves, det skulle det! Jeg har tidligere haft enormt meget gavn af dybdegående massage så jeg tænkte, at jeg ville prøve denne form for massage/terapi også.

Hverdag

At flytte hjemmefra, som 28-årig

8. maj 2019

Mit læsehjørne i den ene ende af stuen

Okay, sandt at sige har været været flyttet hjemmefra én gang før. Jeg boede næsten fem år i Odense, mens jeg studerede. Derefter flyttede jeg hjem til mine forældre og var egentlig klar til at flyve fra reden igen i oktober 2017. Jeg var vist nok stille og roligt begyndt at lede efter noget at bo i … da jeg fik mit hjertestop og alting blev sat lidt på standby.

I oktober sidste år var jeg så klar til at prøve at flytte for mig selv igen. Jeg begyndte at lede efter en lejlighed, skrev mig op hos et boligselskab… og i februar i år fik jeg tilbudt den lejlighed jeg bor i nu. Og hold kæft, hvor jeg elsker at bo her og at bo alene!

Hylde og nipsting i mit soveværelse. Jeg har ikke så mange billeder af mine veninder og familie i lejligheden, som jeg regnede med jeg skulle have. Men på den her hylde er de godt repræsenteret

Jeg var nervøs for at flytte

Jeg har været nervøs for at flytte. Ikke så meget fordi jeg er bange for ikke at kunne klare mig selv. Det har jeg prøvet før, så det ved jeg at jeg godt kan. Nej, jeg er mere nervøs for at få et hjertestop igen. Derfor var min flytning og om jeg kunne gøre det, også lige omkring min læge. Jeg ville gerne have hans ord for, at det var ok at flytte. Heldigvis var han ikke bekymret. Der er ingen tegn på at der kommer endnu et hjertestop og han er tryg ved at lade mig bo for mig selv. Så langt, så godt.

Indtil videre har jeg kun været oprigtigt nervøs for at bo alene en enkelt gang. Jeg var syg, svimmel, havde kvalme og var bare generelt utilpas. Så jeg ringede til min mor og spurgte om ikke jeg måtte komme hjem til dem. De bor et par kilometer væk og hun kom med det samme. Det gav tryghed og jeg havde det godt igen nogle dage efter.

Heldigvis bor mine forældre tæt på. Jeg har også en af mine gode veninder tæt på og to af mine kolleger bor lige om hjørnet. Det er rigtig rart og tryghedsskabende at vide, at der er nogen jeg kan bede om hjælp hos.

Udsigten fra soveværelset (og køkkenet og badeværeslet).

Et genbrugshjem

Det var en fest at gense alle mine ting igen! Stortset alle mine ting har været opmagasineret i Odense, fordi mine forældre ikke havde plads til dem. Så jeg har ikke set dem i næsten tre år. Og jeg havde glemt mange af tingene.
Så det var virkelig en fest, morsomt og fuld af mange minder, at pakke alting ud.

Min smukke og højstelskede kommode, købt i genbrug. Spejlet er også genbrug. Den lille sekskantede æske har min farmor lavet.

Min lejlighed er noget større end den sidste lejlighed jeg havde. Jeg har 85 kvm fordelt på fire værelser. Så der skulle flere møbler til.

Jeg er stor fan af genbrug. Derfor er rigtig mange af mine nye ting købt eller fået brugt. Blandt andet mit store skab i mit walk in closet (jep, jeg har et walk in closet – og jeg elsker det!), som jeg fik af min kollega. Min kommode ude i gangen fik jeg af en veninde. Og mange af de andre nye ting er brugt eller arvestykker (for eksempel er jeg vanvittig glad for den lille statue af et par der kysser og de to æg ude i min gang. De er fra min oldemor).

En af mine yndlingsfigurer i lejligheden: Et kyssende par fra min oldemor.

Jeg er glad for mit hjem. Når jeg kommer hjem fra arbejder smiler jeg af at være her: Her er plads, lyst, stort, hyggeligt og jeg er bare vild med det! Jeg har plads til at invitere gæster og jeg glæder mig til at holde fødselsdag for min familie og mine venner til sommer. Så håber jeg også min altan er klar til brug. Den er nemlig ikke særlig indbydende lige nu.

Min gang med min vanvittigt flotte kommode fra min veninde, de to æg fra min oldemor og to billeder af Frida Kahlo, som inspirerer mig. Der er et lille kig ud til køkkenet.

Det er virkelig skønt kun at skulle tage hensyn til mig selv. Der må godt rode og opvasken må godt stå en dag eller to. Og det er virkelig skønt at det er sådan!

Halvdelen af mit walk in closet og den skønneste plakat fra min veninde.

hjertetransplanteret Hverdag

En fantastisk og veloverstået årskontrol

19. april 2019

SkejbyD. 5. april, var jeg til årskontrol på Skejby Sygehus. Og for første gang i lang tid var jeg nærmest glad for at skulle afsted. Det er virkelig længe siden jeg har haft det sådan!

Siden jeg fik beskeden om at jeg skulle have en ny hjerteklap, så har jeg næsten altid frygtet at skulle til Skejby. Absolut ikke på grund af personalet eller den behandling jeg fik! Men fordi jeg var bange for at der var noget galt.

Men ikke denne gang.

Den her årskontrol havde jeg næsten glædet mig til. Der var ikke særlig meget nervøsitet hos mig og jeg græd kun, da den søde sygeplejerske ramte hovedet på sømmet og spurgte, om jeg laver mere end jeg kan klare. For det gør jeg. Men de ting jeg laver gør mig så glad, at jeg selv synes jeg kan klare det.

Ikke engang KAGen gjorde ondt! (eller… næsten ikke)

Ved hver årskontrol skal jeg have lavet en KAG. Lægerne lægger et lille bitte snit i min lyske, fører en slange ind og tjekker hjertet for forkalkninger og lignende.

Det plejer at gøre pisse ondt! Både når bedøvelsen bliver lagt, men også når den lille slange skal ind i lysken. Jeg har efterhånden så meget arvæv i lysken, at de ikke kan undgå at ramme det med bedøvelsen. Når  slangen skal ind skal lægen presse til, så den kan gå igennem det arvæv jeg har. Og det gør altså nuller!

Men ikke denne gang.

Jeg kunne meget tydeligt mærke bedøvelsen. Som i MEGET tydeligt! Lægen forklarede det med det arvæv, som er dannet i lysken efter at have udført indgrebet mange gange. Jeg lå meget stille, sagde ingenting og koncentrerede mig om at trække vejret dybt ned i maven. Det hjælper!

Men lige pludselig kunne jeg se mit hjerte oppe på skærmen og jeg kunne se den slange, som lægen havde proppet i min lysken. BUM, ingen smerter! Og jeg kunne ligge og snakke med om, hvad der skete oppe på skærmen. Så for en gangs skyld var det en rar og positiv oplevelse af få foretaget en KAG. Det synes jeg ellers ikke det plejer at være.

En skøn scanning

Efter KAGen kom jeg kort ned på stuen – og så gik turen ellers videre til scanning. Og her fik jeg en kæmpe og glædelig overraskelse! Den kvinde, som plejer at scanne mig har haft et projekt det sidste halvandet år, så hun ikke har kunne se på mig og mit hjerte. Men i dag havde hun specifikt taget tid til at komme ned og scanne mig. Så hun fik et kæmpe kram og jeg smilede over hele femøren over at se hende!

Snakken gik – og mine forældre fik næsten ikke lov til at indføre et ord. Det var lidt ligesom at se en gammel veninde. Og det var virkelig dejligt!

Nå ja, hjertet har det i øvrigt rigtig godt. Jeg har fået fjernet en pille og skal afsted til Skejby igen om et halvt år.
Min læge kunne godt forstå min træthed. Men han hæftede sig meget ved, hvor glad jeg er. Så var det vist okay at være så træt, med alle de ting jeg laver.

Hverdag

Standardpladen

18. marts 2019

Standardplade

De fleste kronikere har (vil jeg vove at påstå) en standardplade. En plade, som vi ‘sætter’ på, når et menneske vi ikke kender, eller en sygefaglig person, spørger ind til vores helbred, situation og liv.

Hos mange kronikere er sygdomshistorien lang: Vi har været igennem meget i vores liv og der er mange informationer at give videre til den, som spørger.

Heldigvis for os kender vi, ofte,, vores målgruppe: Hvis det er en sygeplejerske, som ikke kender os, der spørger ind til vores sygdom, så ved vi præcis, hvad der skal siges og hvad der er vigtigt – somme tider har vi endda svaret på alle spørgsmålene i én køre, fordi vi kender rumlen så godt.

Er det en privatperson der spørger, ved vi også, hvad der skal siges. Og, måske endnu vigtigere, hvad der skal udelades. For jo, nogle ting skal udelades. I hvert fald, hvis det er et helt nyt menneske en kroniker møder. Det er ikke alle der er interesseret i at høre om de store dilemmaer og problemer, som en kroniker kan stå i.

Omvendt, så kan man få startet nogle rigtig gode samtaler, hvis den fremmede person er villig til at tage snakken. Jeg har somme tider oplevet, ret hurtigt i en samtale, at komme ind på trosspørgsmål, organdonation og aktiv dødshjælp. Og dét er fedt: At høre om andres holdninger og diskutere dem.

Min standardplade

Når folk spørger mig om min sygdom, så tager jeg ofte mig selv i et tænke “Nu må jeg hellere tage at fortælle noget nyt, istedet for at afspille den samme gamle sang” … for så derefter at fortælle den samme gamle sang og afspille min kendte plade.

Sangen består ofte i “puha, jeg fejler sku meget og er det rene byggesjusk…”, hvorefter jeg så begynder min fortælling. Den rummer ALTID en tænkepause, når jeg skal fortælle, hvor længe det er siden jeg er blevet transplanteret.
Som om jeg ikke ved det i forvejen. Det gør jeg jo? Så hvorfor jeg liiige skal tænke mig om en ekstra gang, det ved jeg faktisk ikke. Nu tror jeg simpelthen det er blevet en vane.

Pladen slutter som regel med en eller anden form for joke. Hvordan joken er, er forskelligt fra gang til gang. Jeg vil gerne vise at jeg sagtens kan grine af det og joke med mit hjerte – og at folk gerne må gøre det samme.
Det løsner lidt op for stemningen og giver en afslappethed omkring et stort og alvorligt emne.

Kan standardpladen være et forsvar?

Det kan være hårdt at skulle fortælle sin historie. Især, hvis den skal fortælles mange gange til mange forskellige. Derfor tror jeg at nogle har fået denne standardplade, fordi det er nemmere. Det er nemmere at fortælle det samme igen og igen og ikke at skulle tænke over det, istedet for hele tiden at skulle finde på noget nyt.

Det kan føles mindre følsomt at fortælle historien på samme måde, som sidst man fortalte den. Og dér ligger beskyttelsen og forsvaret.

Hverdag

Det glæder jeg mig til … i marts

1. marts 2019

En af de første morgener i min gamle lejlighed i Tornbjerg i Odense. Nu skal jeg flytte igen – og glæder mig ca. lige så meget, som jeg gjorde dengang!

Der kommer til at ske meget for mig i marts. Selvom alle de ting der skal ske er gode ting og noget jeg glæder mig til, så ved jeg også allerede nu, at det bliver en hård måned: Jeg har planer alle weekender, mange hverdage og jeg har et arbejde at passe også. Så jeg skal holde tungen lige i munden, indlægge pauser og bede om hjælp.

Til gengæld bliver det en vanvittig fed måned og jeg glæder mig til at…

  • FLYTTE!! I dag (d. 1. marts) overtager jeg en lejlighed her i Svendborg. Og det betyder flytning 😀
    Selve flytningen kan først ske i næste weekend. Denne weekend er booket op med familiehygge på Fyn og i Jylland. Til gengæld glæder jeg mig afsindig meget til næste weekend og har allerede planlagt flytning, kigget på møbler, bestilt internet og nogle af alle de andre praktiske ting der skal ordnes, før man kan flytte
  • Lave hjemmelavet pasta og se Green Book med min veninde – i min nye lejlighed!
  • At tage til Schweiz med mine forældre. Her skal jeg åbne mit helt eget mødelokale. Vi har fået lov til at blive der en dag ekstra, så jeg regner med vi skal rundt i Nyon og se byen og nyde Schweiz
  • Være med til indflytterfest hos en af mine veninder
  • Se Phantom Of The Opera med min kusine. Jeg har længe gerne ville se forestillingen på teatret og nu er chancen der! Og så er det en herre god undskyldning for at se min skønne kusine
  • Sidst på måneden skal jeg til Tina Dickow-koncert med en gammel veninde. Jeg har ikke set hende længe og det bliver hyggeligt at ses igen. Og så glæder jeg mig helt vildt til at opleve Tina live!

Når jeg lister tingene op sådan her, så synes jeg selv at det virker overskueligt og som noget jeg kan klare og holde til. Men i praksis? Puha, den bliver hård. Heldigvis er jeg omgivet af dejlige mennesker, som vil hjælpe mig så jeg tror det går 🙂

Hvad kan du se frem til i marts måned?

Drink

Første drink i min nye lejlighed