fbpx
Uncategorized

Møde i Århus 8. februar 2014

9. februar 2014

Jeg var med Kisten og Kim som også er i bestyrelsen i Århus i går. Kim havde arrangeret et møde mellem nye og gamle GUCH’ere, til en snak om løst og fast, men også om hvordan vi fik startet noget i GUCH i Århus og omegn.

Vi endte med at være ni, hvilket for vores vedkommende er mange. Selvom GUCH er vokset meget de sidste par år, er antallet af medlemmer til vores arrangementer endnu ikke så højt. Men det begynder at komme, og folk er ivrige efter at deltage i flere arrangementer, og dermed støtte op om foreningen.

Vi snakkede om et behov for motionshold i Århus. Mange kan sikkert nikke genkendende til den skræmmende følelse der kan være ved at deltage i et nyt hold i fitness. Forestil dig så, at du ikke kan ligeså meget som alle andre, og har brug for flere pauser for at kunne være med på holdet. For nogle er det rigtig svært, og de tanker folk måske har om en, men også ens egne tanker om ens præstation (er jeg svag, det er for dårligt jeg ikke kan mere osv.) kan gøre det endnu sværere at melde sig på hold i et center. Derfor kom et forslag om forskellige motionsformer en gang om måneden for hjertesyge. På denne måde bliver ingen holdt udenfor, og der er et større frirum til at tage de nødvendige pauser.
Derudover snakkede vi om et wellens-ophold, et møde mellem forældre og pårørende så de kunne få en snak om deres tanker om det at være tæt på en hjertesyg og en bytur med ligesindede. Der var mange flere forslag end disse, men de der er medtaget her, er nogle jeg gerne ville fremhæve for at vise hvor forskellige arrangementer GUCH har mulighed for at afholde.

Aftenen sluttede med lækker middag på restaurant Philkjær på Mejlgade i Århus centrum, hvilket var virkelig hyggeligt. Restauranten kan virkelig anbefales, og synes det var lækkert med god mad til overkommelige priser.

Kendetegnet ved de aftener og arrangementer jeg har haft med GUCH, er hygge, samvær og plads til hinanden. Selvom der er mange forskellige former for sygdomme iblandt en gruppe på ni, så er der en forståelse for folk og deres situation. Det er også derfor vi snakker om at tage en bytur sammen, fordi der er 100 % forståelse og anerkendelse af, at man gerne vil tidligt hjem og sove. Og det er så skønt med det frirum der er sammen med ligesindede.

    Leave a Reply