fbpx
Uncategorized

Om at være ‘døv’ på uni

10. marts 2015

Ovenstående billed er mit høreapperat. Det er lille og kompakt, og jeg kan mærke en kæmpe forskel fra, når jeg ikke har det på, til de dage hvor jeg har det på. Især hvis jeg er på uni eller er ude at spise i et større lokale. Hvis jeg en dag glemmer det, så ærgrer jeg mig over det hele dagen, fordi jeg ved at jeg kan risikere at gå glip af noget i undervisningen. Heldigvis hører mit ene øre normalt, så det er ikke alverden jeg misser, hvis jeg overhovedet misser noget.

Jeg synes ikke det har været noget stort problem at jeg har været hørehæmmet før. Og jeg vil også indrømme at min ryg giver mig flere problemer (hvis jeg ikke får den trænet regelmæssigt). Alligevel blev jeg irriteret da jeg for halvanden uges tid siden, skulle arbejde sammen med to veninder i klassen. Vores lokale er opdelt i to rækker med siddepladser, og vi sad på den ene side, på tredje række. Der var mange mennesker til forelæsning den dag, og jeg skulle virkelig anstrenge mig for at høre efter hvad min ene veninde sagde. Udover de mange mennesker, så talte dem foran os meget højt, og min underviser stod bag ved os, og hans stemme kan høres på lang afstand. Jeg havde som sagt problemer med at høre min veninde, og hun spørger pludselig om vi skal flytte os. Hun har åbenbart kunne høre på de svar jeg gav til hendes spørgsmål, at jeg slet ikke har fået fat i hvad hun har sagt. Jeg var uendelig taknemmelig (og er det sådan set stadig) for, at hun spurgte om vi skulle rykke os. På den måde kunne jeg høre hvad begge piger sagde, også uden at skulle bede om gentagelser hver gang. Jeg kunne også bare selv have spurgt om vi kunne rykke os, men min veninde kom mig i forkøbet. Og fordi hun gjorde det, så kunne vi få lavet opgaven.

Jeg synes også det var lidt af et problem da jeg var i Frankrig med min svigerfamilie i sommerfieren (og da jeg var til trøffelaften hos Pasfall her i Odense, og til vinsmagning nede i Svendborg). Til svigerfamilien fik jeg hurtigt meldt ud at jeg meget gerne ville sidde i et af hjørnerne, for så kunne jeg høre folk. Det blev hurtigt en vane, og de første par aftener stod alle op, indtil jeg var placeret ‘rigtigt’. Det er skønt at være omgivet af forstående mennesker, som ovenikøbet ender med at lave lidt jokes ud af det også.

Det samme skete til de førnævnte madaftener. Forskellen var her, at jeg var sammen med min mor og min kæreste, og det er blevet så meget vane for dem at placere mig ‘rigtigt’, at de næsten ikke skal spørge mere.

    Leave a Reply