Forleden udgav jeg dette indlæg. Her fortalte jeg om mine tanker omkring min nyeste diagnose, søvnapnø, og min kommende behandling, CPAP-maskine.
Da jeg var på Skejby Sygehus til et regelmæssigt tjek, snakkede jeg, blandt andet, med min læge om CPAP-maskinen og alle de tanker jeg havde omkring den. Nogle minutter inden vores snak havde jeg grædt. Jeg var bange for om jeg var begyndt at få det dårligere.
Det havde jeg ikke og der var ro på mit mit sind.
… indtil min læge sagde “du har været igennem så meget før. Så kommer du også igennem det her!”. Så begyndte jeg at græde igen!
Jeg har et rigtig godt forhold til min læge: Jeg stoler fuldt ud på ham og jeg ved, at han gør sit bedste for at jeg har det godt, hjertemæssigt. Så at han sagde de ord til mig, betød vanvittig meget. At han stoler på at jeg kan komme igennem det. Det trøstede mig og gav mig ro på – og en tro på, at jeg rent faktisk kan komme igennem det!
Mere energi er bare et plus
Min læge fik CPAP-maskinen til at lyde, som en ren mirakelkur: Jeg får ikke bare mere energi og mere overskud… Han mener også at jeg får mindre hjertekramper, fordi blodet nu vil blive iltet bedre. Hvis det er tilfældet, så kan jeg måske smide nogle af de mange piller jeg får. Hvor fedt er det lige?!
Måske betyder maskinen også at jeg taber mig. Jeg kan ikke huske den præcise forklaring, men det er noget med, at jo mere overskud jeg har, jo mere kan jeg træne og jo sundere ting vil jeg spise – simpelthen fordi jeg har energi til at vælge det.
Så maskinen kan måske give mig meget mere end bare energi. Selvom min læge ikke vil lægge hovedet på blokken og love mig alle de forbedringer, så lyder det meget lovende med den maskine. Og kommer nogle af de ting til at passe, så er jeg ikke længere så nervøs for maskinen.
No Comments