Tanker om mit ar

Det her er mit ar efter træning. Af en eller anden grund, så bliver det mere hudfarvet efter træning end det plejer at være. Selvom mit ar er gået fra at være meget rødt til at være mere usynligt end det før har været, blev jeg alligevel overrasket over hvor pænt det var efter min træning sidste fredag (som i øvrigt var en virkelig god træning, hvor jeg fik arbejdet med ryg og mave og havde ondt flere dage efter!)

Jeg var i Italien slut september-start oktober. Jeg var blandt andet på sneglefestival, hvor jeg så at der findes en creme med snegle-et-eller-andet i. Det hele stod på italiensk, så jeg forstod intet. Men cremen er åbenbart en mirakelcreme, som kan få ar og andre hudlige skavanker til at forsvinde. Kvinden bag cremen får øje på mig, og kigger næsten forfærdet på mit ar, og spørger hvad der er sket. Heldigvis talte hendes søn engelsk, så vi fik snakket lidt. Og selvom jeg overvejede at købe cremen og prøve den (den var virkelig lækker i konsistensen og dejlig kølende på arret), så blev jeg sku også fornærmet over den forfærdede kvinde. Ja, for nogle år siden kunne jeg ikke lide mit ar, og har da også fået det lavet om via opperation. Men i dag er jeg glad for det, og viser det gladeligt frem (det er en god kilde til samtale og jeg kan nogle gange overbevise folk om at blive organdoner via min historie). Men at en kvinde kigger så forfærdet på en del af mig, det gjorde mig altså fornærmet. Selvom hun gerne ville hjælpe, og hun troede at jeg ikke var glad for mit ar, så blev jeg alligevel stødt. Og jeg købte ikke cremen som en stille protest over hendes blik. Er det meget at gøre ud af én enkelt episode? Måske. Men jeg blev som sagt fornærmet over det, og jeg hader eventuelle medlidende blikke fra folk som får øje på mit ar. Selvom jeg kender nogle som er kede af deres ar/sygdom, er jeg ikke en del af dem. Ja, jeg bliver ked af det når jeg er for træt til andet end at se film eller sove. Men for det meste er jeg ikke ked af mit ar.

Det paradoksale i denne sammenhæng er, at jeg var sindsygt bange for en eventuel skoliose-opperation. Og med bange mener jeg bange for det kommende ar. Jeg er stolt af min ryg og at den er helt fri for ar (min ‘forside’ rummer hele 20 ar fordelt på overkroppen). Jeg synes min ryg er flot, og jeg drømmer om at få lidt flere muskler på den, så den rigtig kan blive vist frem til næste sommer! Så selvom jeg gladeligt viser mit ar på brystet frem, er det også lækkert at kunne gemme det væk, og istedet gå i en dyb udskåret trøje med kig til ryggen istedet for.