“You’re just lazy”

Jeg er ikke doven. Langt fra! Men da en bekendt gav sagde jeg var det, ramte det mig lige i mellemgulvet.

Ovenstående kommentar fik jeg af en ‘veninde’, mens vi var i Firenze. Vi stod og snakkede om, hvorfor jeg har valgt ikke at tage ekstra undervisning om eftermiddagen (som hun gjorde). Jeg fortalte hende, at jeg ikke er sikker på at jeg ville kunne holde til det, pga. træthed og at jeg istedet ville ud og opleve Firenze. Til den udmelding kom ovenstående kommentar – at jeg er doven.  Av!

For det gjorde faktisk virkelig ondt, sådan helt inde i maven. For jeg ikke doven! Langt fra!

En forklaring hjalp ikke

Jeg prøvede at forklare hende, at jeg har mindre energi end mange andre, men lige meget hjalp det: Jeg var bare doven og det var et spørgsmål om at træne sig op til, at kunne klare noget mere. Til det gav hun et eksempel på, at jeg den ene dag kunne gå ti minutter, den næste elleve minutter, og så videre. Da jeg prøvede at forklare hende, at det ikke handlede om optræning, men at alle forløb og hjertepatienter er forskellige, hjalp det heller ikke noget. Istedet trak hun én af sine venner frem, som også har fået et nyt hjerte. Han kunne løbe marathon. Rigtig fedt og dejligt for ham, men det er ikke tilfældet med mig. Langtfra. Og det handler ikke om optræning, men derimod om fysisk og psykisk energi. Som mange andre hjertepatienter, og andre med en eller anden form for sygdom, sikkert kan nikke genkendende til, så er det svært at yde noget ekstraordinært, når energien simpelthen er sluppet op.

Kommentaren sårede mig

Kommentaren gjorde mig enormt ked af det og det sårede mig dybt. Måske fordi jeg er bange for, at folk tror jeg er doven, bare fordi jeg har mine begrænsninger? Selvom jeg udemærket ved, at jeg er nice og har en masse spændende at byde på, både personligt men også til et kommende job, så ramte kommentaren lige i brystet og gav en mavepuster.

Jeg gik hjem og snakkede med en veninde om det. Hun kender mig rigtig godt og ved, at jeg ikke er doven. Til gengæld ved hun også, at jeg har mine begrænsninger og dem respekterer og accepterer hun. Hendes svar var, at min florentinske veninde var en kost og at jeg var fantastisk, som jeg var. Det hjalp og selvom det hele blev rippet op igen ved en samtale med min mor dagen efter.