D. 5. april, var jeg til årskontrol på Skejby Sygehus. Og for første gang i lang tid var jeg nærmest glad for at skulle afsted. Det er virkelig længe siden jeg har haft det sådan!
Siden jeg fik beskeden om at jeg skulle have en ny hjerteklap, så har jeg næsten altid frygtet at skulle til Skejby. Absolut ikke på grund af personalet eller den behandling jeg fik! Men fordi jeg var bange for at der var noget galt.
Men ikke denne gang.
Den her årskontrol havde jeg næsten glædet mig til. Der var ikke særlig meget nervøsitet hos mig og jeg græd kun, da den søde sygeplejerske ramte hovedet på sømmet og spurgte, om jeg laver mere end jeg kan klare. For det gør jeg. Men de ting jeg laver gør mig så glad, at jeg selv synes jeg kan klare det.
Ikke engang KAGen gjorde ondt! (eller… næsten ikke)
Ved hver årskontrol skal jeg have lavet en KAG. Lægerne lægger et lille bitte snit i min lyske, fører en slange ind og tjekker hjertet for forkalkninger og lignende.
Det plejer at gøre pisse ondt! Både når bedøvelsen bliver lagt, men også når den lille slange skal ind i lysken. Jeg har efterhånden så meget arvæv i lysken, at de ikke kan undgå at ramme det med bedøvelsen. Når slangen skal ind skal lægen presse til, så den kan gå igennem det arvæv jeg har. Og det gør altså nuller!
Men ikke denne gang.
Jeg kunne meget tydeligt mærke bedøvelsen. Som i MEGET tydeligt! Lægen forklarede det med det arvæv, som er dannet i lysken efter at have udført indgrebet mange gange. Jeg lå meget stille, sagde ingenting og koncentrerede mig om at trække vejret dybt ned i maven. Det hjælper!
Men lige pludselig kunne jeg se mit hjerte oppe på skærmen og jeg kunne se den slange, som lægen havde proppet i min lysken. BUM, ingen smerter! Og jeg kunne ligge og snakke med om, hvad der skete oppe på skærmen. Så for en gangs skyld var det en rar og positiv oplevelse af få foretaget en KAG. Det synes jeg ellers ikke det plejer at være.
En skøn scanning
Efter KAGen kom jeg kort ned på stuen – og så gik turen ellers videre til scanning. Og her fik jeg en kæmpe og glædelig overraskelse! Den kvinde, som plejer at scanne mig har haft et projekt det sidste halvandet år, så hun ikke har kunne se på mig og mit hjerte. Men i dag havde hun specifikt taget tid til at komme ned og scanne mig. Så hun fik et kæmpe kram og jeg smilede over hele femøren over at se hende!
Snakken gik – og mine forældre fik næsten ikke lov til at indføre et ord. Det var lidt ligesom at se en gammel veninde. Og det var virkelig dejligt!
Nå ja, hjertet har det i øvrigt rigtig godt. Jeg har fået fjernet en pille og skal afsted til Skejby igen om et halvt år.
Min læge kunne godt forstå min træthed. Men han hæftede sig meget ved, hvor glad jeg er. Så var det vist okay at være så træt, med alle de ting jeg laver.
No Comments