Når du får et råd, følger du det ikke altid første gang. Måske heller ikke 14. gang du får det. Men på ét eller andet tidspunkt, følger du rådet. Hvorfor du gør det, er ikke til at sige.
Sådan har jeg det med min læge og mine forældre. De siger somme tider det samme (fx i mine stressede og travle perioder. Her skal jeg tage den med ro, lytte til min krop og slappe af). Lytter jeg til mine forældre? Ikke altid. Lytter jeg til min læge? ALTID! Især, hvis jeg får et bestemt blik!
Jeg bliver nærmest skamfuld når jeg får det blik og jeg har været tæt på at undskylde mange gange for min opførsel. Fx var der engang, hvor vi skulle gennemgå min medicin, som jeg havde i min pilleæske. Min læge læste præparaterne op, mens jeg konfirmerede at de var i min æske. Da jeg ikke kunne finde en bestemt pille (jeg tager så mange, at de kan gemme sig under hinanden), sagde han ”Katja, det vil jeg ikke høre” og sendte mig blikkET. Jeg kunne kravle ned i et musehul! Jeg skyndte mig at finde den rette pille, pege på den og sige at den var der.
Men hvorfor virker blikket fra min læge og ikke fra mine forældre? Pas. De siger det samme og inderst inde ved jeg godt, at mine forældre har lige så meget ret, som min læge har det. Alligevel vejer min læges ord tungere end mine forældres. Måske har det noget med lægens autoritet at gøre? Han har fulgt mig i godt to år nu og ved, hvordan jeg vil have leveret en besked og kender mit behov for oplysning. Han ved, hvilke knapper han skal trykke på og han kan sige tingene, så jeg virkelig lytter og følger hans råd.
Sommetider tror jeg faktisk mine forældre ville ønske, at de kunne ringe til ham og bede ham om at give mig en besked. Jeg har det fint med, at jeg kun skal stå til ansvar overfor ham når jeg er til kontrol 😛
(Jeg har det virkelig godt med min læge og er stor fan af ham. Især hans formidlingsevne!)
No Comments