Siden jeg opdagdede GUCH og kom med i foreningen, har jeg haft en oplevelse af fællesskab. Hver gang jeg mødes med nogle nye i foreningen, så går der ikke længe før vi er i snak. Om ikke andet, så om erfaringer og hvilken sygdom vi har. Senere bevæger vi os ind på det mere personlige og vores privatliv.
Og det er fedt! Der er lidt færre hæmninger når vi tydeligt har noget til fælles.
Er det, det samme til Eurohearts?
Da jeg skulle til Eurohearts (en international konference for alle verdens GUCHorganistioner) var jeg en smule nervøs for, om det var ligeså nemt at danne et fællesskab på tværs af sprog og kulturer.
På konferencen var det meget individuelt hvor gode folk var til engelsk, og jeg tænkte at det måske kunne blive et problem.
Men nej, det blev det ikke. Det var præcis ligeså nemt som herhjemme i Danmark, og jeg kom forholdsvis hurtigt ind på nogle mennesker jeg ikke har snakket med før. Og som jeg måske ikke kommer til at snakke med igen. Jeg kom så tæt på dem, at jeg græd da vi alle skulle sige farvel igen.
Fællesskab på tværs af sygdomme
Hvad jeg har fundet ud af på min kandidat er, at man også hurtigere kommer tættere på hinanden på TVÆRS af sygdomme. Jeg har en klassekammerat som er spastisk lammet, og jeg faldt en dag i snak med ham. Jeg spurgte ham hvad han fejlede, og straks begyndte vi at snakke hospitalsophold, forhindringer og det at vi begge var kandidatstuderende på trods af et handicap. Han indrømmede også, at han fortalte mig meget mere om sit sygdomsforløb, end han gjorde til andre. Han begrundede det med, at jeg havde en større forståelse for hans sygehusforløb end mange andre, og han havde før oplevet at folk blev skræmt af hans, til tider, voldsomme historier.
Vi nåede ikke at snakke særlig længe. Men det var fedt at opleve, at man også på tværs af sygdomme kan komme tæt på hinanden på kort tid.
No Comments