Standardpladen

De fleste kronikere har (vil jeg vove at påstå) en standardplade. En plade, som vi ‘sætter’ på, når et menneske vi ikke kender, eller en sygefaglig person, spørger ind til vores helbred, situation og liv.

Hos mange kronikere er sygdomshistorien lang: Vi har været igennem meget i vores liv og der er mange informationer at give videre til den, som spørger.

Heldigvis for os kender vi, ofte,, vores målgruppe: Hvis det er en sygeplejerske, som ikke kender os, der spørger ind til vores sygdom, så ved vi præcis, hvad der skal siges og hvad der er vigtigt – somme tider har vi endda svaret på alle spørgsmålene i én køre, fordi vi kender rumlen så godt.

Er det en privatperson der spørger, ved vi også, hvad der skal siges. Og, måske endnu vigtigere, hvad der skal udelades. For jo, nogle ting skal udelades. I hvert fald, hvis det er et helt nyt menneske en kroniker møder. Det er ikke alle der er interesseret i at høre om de store dilemmaer og problemer, som en kroniker kan stå i.

Omvendt, så kan man få startet nogle rigtig gode samtaler, hvis den fremmede person er villig til at tage snakken. Jeg har somme tider oplevet, ret hurtigt i en samtale, at komme ind på trosspørgsmål, organdonation og aktiv dødshjælp. Og dét er fedt: At høre om andres holdninger og diskutere dem.

Min standardplade

Når folk spørger mig om min sygdom, så tager jeg ofte mig selv i et tænke “Nu må jeg hellere tage at fortælle noget nyt, istedet for at afspille den samme gamle sang” … for så derefter at fortælle den samme gamle sang og afspille min kendte plade.

Sangen består ofte i “puha, jeg fejler sku meget og er det rene byggesjusk…”, hvorefter jeg så begynder min fortælling. Den rummer ALTID en tænkepause, når jeg skal fortælle, hvor længe det er siden jeg er blevet transplanteret.
Som om jeg ikke ved det i forvejen. Det gør jeg jo? Så hvorfor jeg liiige skal tænke mig om en ekstra gang, det ved jeg faktisk ikke. Nu tror jeg simpelthen det er blevet en vane.

Pladen slutter som regel med en eller anden form for joke. Hvordan joken er, er forskelligt fra gang til gang. Jeg vil gerne vise at jeg sagtens kan grine af det og joke med mit hjerte – og at folk gerne må gøre det samme.
Det løsner lidt op for stemningen og giver en afslappethed omkring et stort og alvorligt emne.

Kan standardpladen være et forsvar?

Det kan være hårdt at skulle fortælle sin historie. Især, hvis den skal fortælles mange gange til mange forskellige. Derfor tror jeg at nogle har fået denne standardplade, fordi det er nemmere. Det er nemmere at fortælle det samme igen og igen og ikke at skulle tænke over det, istedet for hele tiden at skulle finde på noget nyt.

Det kan føles mindre følsomt at fortælle historien på samme måde, som sidst man fortalte den. Og dér ligger beskyttelsen og forsvaret.