Der er bodyflow hver onsdag kl. 10.30 i mit træningscenter. De timer forsøger jeg at være med til. Det lykkes ikke altid, men de sidste to uger har jeg været med.
Timen gør et eller andet virkelig godt for hele min ryg og jeg får løsnet op. At vi så afslutter timen med meditation, det er kun en bonus.
Men i dag var det hårdt at være afsted. Det er en time, hvor jeg plejer at få sved på panden, men mine ben plejer ikke at være tunge under timen. Det var i dag. MEGET tunge! Hele første nummer (som er opvarmning) var en kamp at slide mig igennem. Så gik det faktisk væk igen og jeg kunne få det meste med uden problemer. Men de sidste ti minutters øvelser var slemme. Mine ben blev lige pludselig vildt tunge, det føltes som om der var vand i dem og det var bare hårdt at skulle rundt på gulvet og lave de forskellige stræk.
Sådan plejer det slet ikke at være til flow: Det er muligvis hårdt at gå op af den lange trappe, som leder op til fitnessdk i Svendborg. Men når den først er forceret, så er det intet problem.
Det hårdeste var næsten at skulle gå op af trappen fra træningssalen, så jeg kunne komme i bad. Jeg blev virkelig forpustet og da jeg endelig kom ud i omklædningen orkede jeg ikke at gå i bad. Og slet ikke at gå i sauna, som er noget af det jeg allerbedst kan lide ved min træning. Hele min krop blev bare lige pludselig træt…
Nu var de trætte og tunge ben ellers lige gået væk
Jeg gennemførte timen og jeg kom i bad. Og så gik jeg hjem og lavede ikke andet end at se Netflix resten af dagen. Den sidste halvanden uge har jeg haft overskud og energi til at gøre en masse andre ting end bare arbejde. Jeg har fået gået meget, fået trænet lidt – alt sammen uden nogen problemer med tunge og trætte ben. Det har været skønt at få noget energi igen og jeg håber virkelig på at få den tilbage i morgen. Og derfor er det bare så surt, når det hele lige pludselig går lidt i kage og jeg bliver sat tilbage og får trætte og tunge ben.
Og så tror jeg at jeg skal prøve at have mine kompressionsbukser på, næste gang jeg skal til flow. Det er efterhånden kun dem jeg bruger under træning og de gør bare noget godt for mine ben: Jeg kan holde ud at træne og mine ben bliver ikke ømme på samme måde, som når jeg ikke har dem på.