foredrag

Sidste weekend var jeg i Horsens på kursus for rådgivende forældre og patienter. Dette kursus skal klæde folk der ønsker at være frivillige rådgivere på, til at kunne varetage denne opgave. Vi var omkring 50 samlet (hvis ikke flere) fredag og lørdag, og det var to intensive dage med en masse nye og spændende informationer.

Vi ankom fredag til frokost og vi skulle efterfølgende høre et foredrag om den gode samtale. Desværre var vores underviser forsinket, så det endte med at hele programmet for weekenden skred, og vi måtte side en times tid eller halvanden og ikke lave noget. Formanden for Børneklubben holdt hendes foredrag istedet på dette tidspunkt, hvor hun egentlig først skulle have været på senere.
     Nogle timer efter kom vores underviser, og vi gik omsider i gang. Som sagt omhandlede det Den Gode Samtale, og vi lagde ud med at få ideer til, hvordan man er den perfekte rådgiver for andre. Dette indebærer lydhørhed, en evne til at være i nuet og dermed fokusere på det enkelte menneske man skal rådgive, ikke nødvendigvis komme med sine egne erfaringer (selvom det i dette tilfælde er oplagt, men det kan nogle gange skade mere end det kan gavne hvis patienten har brug for at snakke og ikke så meget andet) og og forståelse og accept overfor den enkelte person.
     Hele dagen igennem kombinerede vi praksis med teori, og vi kom ud i tre forskellige øvelser således vi kunne bruge det vi havde lært. Første øvelse gik på at sætte sig sammen med en man ikke kendte. Den ene part fik to minutter til at fortælle en historie der havde rørt dem eller glædet dem, hvorefter begge parter skulle sidde helt stille og ikke sige noget. Derefter skulle den næste genfortælle historien, og måtte ikke sige noget indtil klokken ringede. Dette skulle gentages.
For mig var det enormt grænseoverskridende at være stille med et fremmed menneske. Hende jeg var sammen med, kom fra Odense og det ville jeg gerne høre noget mere om. Men fordi vi skulle være stille, kunne dette ikke lade sig gøre. Men efter vi havde være stille første gang fandt vi ligesom begge en accept af dette, og sad helt roligt og uden problemer og kiggede lidt på hinanden, kiggede lidt rundt og bare var til.
     Ovenstående øvelse lyder måske banal, men som en af moralerne ved øvelsen var, så snakker vi mennesker når vi bliver nervøse. Der skal være tid til at lytte til hinanden, og til at bekræfte hinanden i det der bliver sagt. Efter denne øvelse er det gået op for mig, at det er der ikke. Det var skønt at blive lyttet til, uden nogle afbrydelser eller spørgsmål, og jeg kunne fortælle min historie HELT færdig, og ikke kun halvfærdig som i andre tilfælde hvor jeg sidder med familie, venner eller kæreste. Og det var skønt at kunne fokusere på min makker, og kun have hende i centrum og intet andet. Det gav en form for ophøjet følelse, og en ro i kroppen at vide, at det var denne øvelse vi koncentrerede os om, og alt andet var lige meget.

Dagen efter står desværre lidt tåget for mig. Jeg havde sovet dårligt natten til lørdag, og var helt smadret. Derudover vågnede jeg tidligt (kl 05:50). Heldigvis havde deres wellness-afdeling åbent, så jeg tog ti minutter på løbebåndet, og så et fodbad, en tur i dampbad og sauna efterfulgt af et langt bad. Det var skønt!

Dagens første foredrag var med psykolog Anette Skriver. Hvis du kan komme til at høre hende, så gør det! Hun er fuld af energi og udstråler positivitet. Hun fortalte personlige beretninger fra sin karriere, men også om sine nyligt afdøde forældre (som hun i øvrigt taklede virkelig flot, og selvom hun blev bevæget var der ikke en tåre at spørge. Står beundring til hende for det!) og om hendes gode veninde som døde af kræft for ikke så længe siden.
     Hun fortalte at livet (når man bliver født) er som en smuk sommerdag og en grøn eng. Alting er legende let, man har ingen bekymringer og livet kan bare komme an. Desværre tænker livet ikke altid lige sådan, og man kan blive ramt af alvorlig sygdom, som alle i det lokale vi sad i, havde oplevet på den ene eller den anden måde. Men hvorfor stoppe der? Hun gjorde meget ud af at fortælle, at selvom livet er så skide hårdt engang imellem at man ikke har lyst til mere, så er det værd at kæmpe og gøre det man har til noget godt.
     Noget af det jeg beundrede mest ved hende, var hendes metode til at fortælle om alvorlige ting, og ting som virker som en kliche, til ikke at virke så alvorligt og så klicheagtigt. Hun var en fremragende taler, og brugt hele rummet og hele kroppen til at slå hendes pointer fast, og hele publikum var betaget af hende, og holdt koncentrationen lige til det sidste.
Jeg håber på at måde Anette Skriver igen, for hun var en kæmpe inspirationskilde og jeg tror hun er et fantastisk menneske!

Lørdagen bød på to foredrag mere, men hvor min koncentration var røget. Jeg havde desuden ondt i ryggen, så det var svært at fokusere på så meget andet. Men for mit vedkommende, lå det vigtigste også bag mig: Jeg havde lært at lytte til mine medmennesker (og jeg har forsøgt at tage de sagte ord til mig i min verden og rent faktisk lytte!) og jeg havde fået en enorm mental energi af Anette Skriver.