Ovenstående titel beskriver mig. Og de tre ting, nyuddannet kroniker uden erhvervserfaring, besværliggør min jobsøgning – som om det ikke allerede var svært nok. Der er ikke så meget at gøre ved det: Fordi jeg er kroniker har jeg ikke haft energi og overskud til et job ved siden af mit studie (i hvert fald ikke på min kandidat), uddannelsen stammer fra sidste år og er derfor stadig ny og den jobsøgende tilstand forsvinder først, når en arbejdsgiver ansætter mig. Hvad i alverden gør man så?
Noget at stå op til
Bevares, jeg har et deltidsjob i en tøjbutik og det er dejligt, at have noget at stå op til. Men jeg har også en kandidat i kommunikation og mit job i tøjbutikken er derfor ikke et sted jeg har planer om, at være resten af mine dage. Desuden bor jeg hjemme hos mine forældre. Jeg kan virkelig godt lide mine forældre, og det er gået rigtig godt med at bo hjemme. Men nu længes jeg også snart efter mig eget sted og at flytte hjemmefra – igen.
Desuden synes jeg faktisk det er lidt pinligt at fortælle, at jeg er 26, har en kandidat i kommunikation – og at jeg så arbejder i en tøjbutik og bor hjemme hos mine forældre. Selvom alle forstår min situation og hepper på mig og et godt videre forløb, så drømmer jeg om at kunne præsentere mig selv, som “Tekstforfatter og foredragsholder med fast stilling hos *indsæt her navn*”. For det er noget jeg ved, jeg vil kunne varetage og trives med.
Det hele skal ikke være nemt
Jeg kan ikke arbejde mere end 30 timer om ugen (hvis det vel og mærke er et job indenfor min uddannelse. Jeg kan nemlig ikke have mere end 20-22 timer om ugen i tøjbutikken, da jeg både mentalt og fysisk bliver for træt), og det besværliggør min jobjagt, da de fleste opslåede jobs er på 37 timer. Kommer jeg til jobsamtale, fortæller jeg kommende arbejdsgiver om min situation, og det er endnu ikke de færre timer, som har skylden for, at jeg ikke fik jobbet. Om det har noget at sige, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men det ville undre mig, hvis ikke det er en faktor, som spiller ind i valget af kandidat. Hvis stillingen er slået op til, at være 37 timer og de finder en egnet kandidat, som kan varetage dette, tager de vel den kandidat?
Og jo, jeg sender uopfordrede ansøgninger. Men der er heller ingen, som bider på dem. I denne uge, uge 23, skal jeg i gang med at opsøge virksomheder personligt. Så krydser jeg fingre for, at det virker.
´Det er et spørgsmål om tid før det første job kommer´, siger de fleste. Og jeg vil give dem ret, den dag jeg står med en kontrakt i hånden – jeg giver desuden kage til de involverede. Lige nu synes jeg bare det er langhåret og træls, at være jobsøgende – især med de ekstra udfordringer jeg har.
Jeg har ikke anden konklusion end til dette indlæg og mine tanker end, at man skal væbne sig med tålmodighed, prøve at opbygge erfaring (jeg holder foredrag og skriver tekster til blandt andet Woman, Magasinet Q og Alt for Damerne og håber på at få dem udgivet) og søge alle de stillinger, man overhovedet kan. Og så krydser jeg fingre for at jeg selv (og alle andre arbejdsløse) finder et job, som er indenfor deres uddannelse inden der er gået alt for længe. For vores uddannelse skal bruges, når vi nu har brugt tid og energi på, at tage den! Kroniker eller ej!
