Følgende indlæg er enormt personligt, og jeg har haft nogle tanker om hvorvidt jeg skulle udgive det eller ej. Mest fordi min familie vist ikke ved, at jeg tænker over disse ting.
Men det er et emne, som jeg synes vi skal have fokus på og det er nogle tanker jeg gerne vil dele og jeg har derfor valgt at udgive indlægget.
I min tid, som frivillig i GUCH og medlem af Transplantationsklubben har jeg oplevet to dødsfald. Begge var omkring 32 år. Den ene person døde helt uventet pga. et hjertestop, den anden døde af en anden årsag end hjertet. Uanset årsagen til dødsfaldet er det forfærdeligt når det sker – især når det er et ungt menneske. Det betyder at jeg, udover at være trist over det pågældende dødsfald, også bliver meget bevidst om, at det kan ske for mig eller nogle af mine venner indenfor disse to grupper. Det er svært at gå med, muligvis fordi der ikke er mange af mine jævnaldrende, der har disse tanker. For hvem skal man så dele det med? Og er det overhovedet noget man skal dele?
Del for satan! og skab selvindsigt
En veninde oplevede et dødsfald i sin fjerne bekendtskabskreds og ringede til mig. Det var dejligt at snakke med hende om det, og vi delte nøjagtig samme holdning, mening og bekymring: For den ‘næste’ kan jo blive os?
Det var samtidig enormt befriende at snakke med min veninde om denne bekymring. Det giver en tryghed, at man ikke er alene, uanset hvad det drejer sig om og det var dejligt at kunne dele sin frygt og bekymringer med en anden i samme/en lignende situation. Det giver også en lethed i kroppen, at det kommer ud og gerne til et forstående menneske.
Når noget så alvorligt, som et dødsfald eller tilbagefald hos en syg person sker, så er det på den ene side træls, at have tanken “det kunne ske for mig”. Det virker selvisk, når andre står i en stor sorg eller en svær situation. På den anden side er det, for mig, naturligt at reflektere over sin egen situation, når døden og andre store og svære emner kommer tæt på én selv. Og dét tror jeg sådan set er godt, da det for mit at se skaber selvindsigt og er en åbning for, at snakke med andre om sine bekymringer. At det så er sindsygt svært at række ud til folk, hvad enten det er veninder eller GUCH’ere, det er noget helt andet. Det er en disciplin man skal øve sig i og det kan tage rigtig lang tid.
Vi deler det hele med gruppen
I GUCH og i Transplantationsgruppen deler vi vores glæder og sorger med hinanden. Det er alt lige fra en frustration om et manglende hjerte, frustration over kommunen og deres behandling af kroniske syge mennesker (her tænker jeg især på fleksjob og førtidspension, som jeg ved mange af mine med-GUCH’ere har haft store problemer med), men i lige så høj grad glæden ved en vellykket behandling, en sindsygt dygtig og sød læge eller et vellykket arrangement, hvor flere er samlet og lærer hinanden at kende. Det er fedt, og det er den største grund til, at jeg er medlem af GUCH.
Jeg går ikke og tænker over ovenstående hver dag, og det er heldigvis ikke en frygt, som sidder fast i mig. Men jeg frygter den dag, hvor jeg skal have et nyt hjerte igen. Så kommer døden pludselig helt tæt på mig igen og jeg er bevidst om, hvad det værste udfald kan være. Den tanke er svær, og jeg er glad og taknemmelig for, at jeg har GUCH-gruppen til at snakke med, når den tid en dag kommer.
No Comments