fbpx
CPAP-maskine

1 år med CPAP

12. januar 2020
CPAP

Mit sovedyr Foto: Tom Ritschel

I onsdags (nærmere bestemt d. 8. januar) var det præcis et år siden jeg fik min CPAP. BUM, så gik der et år med mit sovedyr – og det har virket over al forventning: Jeg har mere energi og sover om natten!

Jeg var til årskontrol d. 2. januar (det virkede ret voldsomt at skulle ud af døren så tæt på nytår!) og alt ser virkelig godt ud: Jeg er velbehandlet (jeg startede på 22 vejrtrækningsstop i timen før maskinen. Nu er jeg gennemsnitlige nede på 1 i timen), jeg har brugt maskinen næsten alle dage siden jeg fik den og den maske jeg har, fungerer fint. Sygeplejersken ville ikke gøre mere for mig og ville først se mig igen om to år. Sådan er det åbenbart på lungemedicinsk, når man er velbehandlet. Og det er skønt!

Der er gået sport i min søvn

Maskinen registrerer, hvordan jeg sover. Den viser, hvor længe jeg har sovet, hvor mange apnøer jeg har haft og om masken holder tæt. En god søvn for mig skal helst vare 8 timer og 30 minutter og have mindre end 1 apnø i timen.

Hver morgen når jeg vågner skal jeg lige tjekke, hvordan jeg har sovet. Sommetider føler jeg ikke at jeg har sovet godt. Men når jeg så ser på maskinen, så har det været en fremragende nat! Det hjælper mig til at tænke at “jeg da har sovet godt” – og så går jeg lidt friskere igang med min dag.

Min mor synes det er fjollet at jeg vurdere min søvn på den måde, istedet for at mærke efter. Det er det måske også. Men hey, det virker!

CPAP

De to ting der, groft sagt, holder mig i live: Min medicin og min CPAP

 

Resten af livet med CPAP

Jeg spurgte om jeg kunne kurere min søvnapnø. For selvom maskinen virker virkelig godt lige nu og jeg er rigtig glad for den, så regner jeg med at mit liv bliver langt… Og lige nu virker det uoverskueligt at skulle bruge maskinen i 50+ år.

Min søvnapnø stammer fra et slapt svælg. Så vidt jeg ved kan man ikke træne svælget, fordi det er bindevævet der er afgørende her.
Mange kan tabe sig fra søvnapnø. Jeg har set flere eksempler på, at når et menneske taber sig 20-30 kg eller mere, så forsvinder deres søvnapnø.
Jeg skal langt fra tabe mig så meget. Så dén løsning vil højst sandsynligt ikke virker på min søvnapnø.

Nogle har søvnapnø pga. for store mandler. Mine mandler fylder også en del, men den læge jeg snakkede med for et år siden mente ikke det ville hjælpe mig. Netop pga. mit slappe svælg. Det skulle også være ret smertefuldt at få fjernet mandler, som voksen. Så lige nu kommer det ikke til at ske.
… jeg tror heller ikke jeg har lyst til det. Når der ikke er større chance for effekt, så vil jeg ikke igennem en operation.

Så lige nu er der udsigt til at have mit sovedyr resten af livet. Som sagt, den virker og jeg er glad for den. Jeg tør næsten ikke sove uden, for jeg kan stadig huske, hvor træt og uoplagt jeg var før maskinen. Og så må jeg prøve at finde mig til rette med at have maskinen med mig overalt resten af livet.

    Leave a Reply