Sommeren er stille og roligt ved at bide sig fast og folk er stille og roligt begyndt at gå i feriestemning.

Her i Svendborg pibler menneskene frem og jeg kan dagligt sidde på mit kontor og se, hvor mange flere der kommer på Svendborg Havn fra dag til dag. Der er god stemning her og vejret kalder på at vi komme ud af de lukkede kontorer.

Svendborg Havn kommer til at summe af liv lige om lidt!

Jeg ved jeg skal sidde meget inde i juni. Det har jeg sådan set ikke noget imod. Især ikke når jeg ved at mange af de ting jeg skal indendørs er gode og spændende. Derfor glæder jeg mig til at juni måned bringer:

• Hele min familie skal se min lejlighed. Det er kun mine forældre, onkel og moster der har set den og jeg glæder mig helt vildt til at vise dem frem for resten af familien
• Også mine kolleger skal se lejligheden. Sammen med en anden kollega holder jeg sommerhygge hjemme hos mig, og det bliver mega hyggeligt at være sammen med mine kolleger på en anden måde, end bare arbejde
• Der ligger en skov, ikke langt fra min lejlighed. Den håber jeg at skulle gå noget mere i nu, hvor vejret er blevet skønt
• Allerede nu, i slutningen af maj, ved jeg at jeg skal have kaffemøder med folk fra mit netværk. Jeg har mindst tre i juni og ét af dem kunne godt munde ud i et fedt samarbejde mellem mig og min kaffedate
• Min veninde har lige født den sødeste lille dreng – og jeg regner med at skulle bruge noget af min juni måned på, at besøge dem!
• Handmaids Tale sæson tre får premiere på HBO. Min veninde og jeg skal sidde sammen i min lejlighed og se den – og det bliver så mega fedt!! Vi skal have rosé på altanen og så trække indenfor og se den (forhåbentlig) mega spændende sæson.
  Har du set serien? Hvis du kan lide mørke, dystopiske og tankevækkende serie, så kan jeg VARMT anbefale dig den!

Det er ikke denne skov jeg skal gå i, i løbet af juni måned. Men den ligner og er mindst ligeså hyggelig!

Juni måned byder også på afslapning! Mange af mine dage er allerede booket, så jeg ved at jeg skal huske at slappe af.

Mit læsehjørne i den ene ende af stuen

Okay, sandt at sige har været været flyttet hjemmefra én gang før. Jeg boede næsten fem år i Odense, mens jeg studerede. Derefter flyttede jeg hjem til mine forældre og var egentlig klar til at flyve fra reden igen i oktober 2017. Jeg var vist nok stille og roligt begyndt at lede efter noget at bo i … da jeg fik mit hjertestop og alting blev sat lidt på standby.

I oktober sidste år var jeg så klar til at prøve at flytte for mig selv igen. Jeg begyndte at lede efter en lejlighed, skrev mig op hos et boligselskab… og i februar i år fik jeg tilbudt den lejlighed jeg bor i nu. Og hold kæft, hvor jeg elsker at bo her og at bo alene!

Hylde og nipsting i mit soveværelse. Jeg har ikke så mange billeder af mine veninder og familie i lejligheden, som jeg regnede med jeg skulle have. Men på den her hylde er de godt repræsenteret

Jeg var nervøs for at flytte

Jeg har været nervøs for at flytte. Ikke så meget fordi jeg er bange for ikke at kunne klare mig selv. Det har jeg prøvet før, så det ved jeg at jeg godt kan. Nej, jeg er mere nervøs for at få et hjertestop igen. Derfor var min flytning og om jeg kunne gøre det, også lige omkring min læge. Jeg ville gerne have hans ord for, at det var ok at flytte. Heldigvis var han ikke bekymret. Der er ingen tegn på at der kommer endnu et hjertestop og han er tryg ved at lade mig bo for mig selv. Så langt, så godt.

Indtil videre har jeg kun været oprigtigt nervøs for at bo alene en enkelt gang. Jeg var syg, svimmel, havde kvalme og var bare generelt utilpas. Så jeg ringede til min mor og spurgte om ikke jeg måtte komme hjem til dem. De bor et par kilometer væk og hun kom med det samme. Det gav tryghed og jeg havde det godt igen nogle dage efter.

Heldigvis bor mine forældre tæt på. Jeg har også en af mine gode veninder tæt på og to af mine kolleger bor lige om hjørnet. Det er rigtig rart og tryghedsskabende at vide, at der er nogen jeg kan bede om hjælp hos.

Udsigten fra soveværelset (og køkkenet og badeværeslet).

Et genbrugshjem

Det var en fest at gense alle mine ting igen! Stortset alle mine ting har været opmagasineret i Odense, fordi mine forældre ikke havde plads til dem. Så jeg har ikke set dem i næsten tre år. Og jeg havde glemt mange af tingene.
Så det var virkelig en fest, morsomt og fuld af mange minder, at pakke alting ud.

Min smukke og højstelskede kommode, købt i genbrug. Spejlet er også genbrug. Den lille sekskantede æske har min farmor lavet.

Min lejlighed er noget større end den sidste lejlighed jeg havde. Jeg har 85 kvm fordelt på fire værelser. Så der skulle flere møbler til.

Jeg er stor fan af genbrug. Derfor er rigtig mange af mine nye ting købt eller fået brugt. Blandt andet mit store skab i mit walk in closet (jep, jeg har et walk in closet – og jeg elsker det!), som jeg fik af min kollega. Min kommode ude i gangen fik jeg af en veninde. Og mange af de andre nye ting er brugt eller arvestykker (for eksempel er jeg vanvittig glad for den lille statue af et par der kysser og de to æg ude i min gang. De er fra min oldemor).

En af mine yndlingsfigurer i lejligheden: Et kyssende par fra min oldemor.

Jeg er glad for mit hjem. Når jeg kommer hjem fra arbejder smiler jeg af at være her: Her er plads, lyst, stort, hyggeligt og jeg er bare vild med det! Jeg har plads til at invitere gæster og jeg glæder mig til at holde fødselsdag for min familie og mine venner til sommer. Så håber jeg også min altan er klar til brug. Den er nemlig ikke særlig indbydende lige nu.

Min gang med min vanvittigt flotte kommode fra min veninde, de to æg fra min oldemor og to billeder af Frida Kahlo, som inspirerer mig. Der er et lille kig ud til køkkenet.

Det er virkelig skønt kun at skulle tage hensyn til mig selv. Der må godt rode og opvasken må godt stå en dag eller to. Og det er virkelig skønt at det er sådan!

Halvdelen af mit walk in closet og den skønneste plakat fra min veninde.

De fleste kronikere har (vil jeg vove at påstå) en standardplade. En plade, som vi ‘sætter’ på, når et menneske vi ikke kender, eller en sygefaglig person, spørger ind til vores helbred, situation og liv.

Hos mange kronikere er sygdomshistorien lang: Vi har været igennem meget i vores liv og der er mange informationer at give videre til den, som spørger.

Heldigvis for os kender vi, ofte,, vores målgruppe: Hvis det er en sygeplejerske, som ikke kender os, der spørger ind til vores sygdom, så ved vi præcis, hvad der skal siges og hvad der er vigtigt – somme tider har vi endda svaret på alle spørgsmålene i én køre, fordi vi kender rumlen så godt.

Er det en privatperson der spørger, ved vi også, hvad der skal siges. Og, måske endnu vigtigere, hvad der skal udelades. For jo, nogle ting skal udelades. I hvert fald, hvis det er et helt nyt menneske en kroniker møder. Det er ikke alle der er interesseret i at høre om de store dilemmaer og problemer, som en kroniker kan stå i.

Omvendt, så kan man få startet nogle rigtig gode samtaler, hvis den fremmede person er villig til at tage snakken. Jeg har somme tider oplevet, ret hurtigt i en samtale, at komme ind på trosspørgsmål, organdonation og aktiv dødshjælp. Og dét er fedt: At høre om andres holdninger og diskutere dem.

Min standardplade

Når folk spørger mig om min sygdom, så tager jeg ofte mig selv i et tænke “Nu må jeg hellere tage at fortælle noget nyt, istedet for at afspille den samme gamle sang” … for så derefter at fortælle den samme gamle sang og afspille min kendte plade.

Sangen består ofte i “puha, jeg fejler sku meget og er det rene byggesjusk…”, hvorefter jeg så begynder min fortælling. Den rummer ALTID en tænkepause, når jeg skal fortælle, hvor længe det er siden jeg er blevet transplanteret.
Som om jeg ikke ved det i forvejen. Det gør jeg jo? Så hvorfor jeg liiige skal tænke mig om en ekstra gang, det ved jeg faktisk ikke. Nu tror jeg simpelthen det er blevet en vane.

Pladen slutter som regel med en eller anden form for joke. Hvordan joken er, er forskelligt fra gang til gang. Jeg vil gerne vise at jeg sagtens kan grine af det og joke med mit hjerte – og at folk gerne må gøre det samme.
Det løsner lidt op for stemningen og giver en afslappethed omkring et stort og alvorligt emne.

Kan standardpladen være et forsvar?

Det kan være hårdt at skulle fortælle sin historie. Især, hvis den skal fortælles mange gange til mange forskellige. Derfor tror jeg at nogle har fået denne standardplade, fordi det er nemmere. Det er nemmere at fortælle det samme igen og igen og ikke at skulle tænke over det, istedet for hele tiden at skulle finde på noget nyt.

Det kan føles mindre følsomt at fortælle historien på samme måde, som sidst man fortalte den. Og dér ligger beskyttelsen og forsvaret.