Hverdags-tanker Arkiv - Side 2 af 2 - Historier fra Hjertet

Anbefaling: Charlotte Hyldgaard – Skal vi virkelig have dødskysset først?

9. april 2018

Mad er én af de ting, som fylder mig med hverdagsglæde. Hvad er din?

I forbindelse med mit arbejde bruger jeg meget tid på LinkedIn. Jeg har fået udvidet mit netværk markant og støder på mange virkelig spændende og interessante mennesker.

Én af de mennesker er Charlotte Hyldgaard. Hun siger selv, at hun inspirerer til hverdagsglæde og det er dén, som er i fokus på hendes opslag på LI. Hun er coach og ergoterapeut og har ofte nogle spændende vinkler på hverdagen.

Forleden dag udgav hun en artikel på hendes hjemmeside: Skal vi virkelig have dødskysset først? Den omhandler, hvorfor mange mennesker først bliver bevidste om livets korthed når dødskysset har strejfet panden. Teksten er meget smukt og rammende skrevet og jeg tror hun har ret i sin pointe: Nemlig, at vi har brug for at stoppe op og ikke tage alting for givet. Dét er nemlig svært – men lige pludselig let, når døden har været tæt på.

Sæt pris på dit liv

Desværre tror jeg det er svært for folk, som ikke har været tæt på døden, at sætte pris på livet ligesom mennesker som har oplevet dødskysset gør det. Jeg er ikke i tvivl om, at alle kan sætte pris på deres liv, hverdag og leve i nuet – men jeg tror at ens tanker og mentalitet ændrer sig markant når døden har banket på døren.

Alligevel håber jeg at kunne røre lidt ved folks tanker når jeg fortæller min historie. Livet er nemlig en fantastisk ting og det kan byde på mange dejlige oplevelser. Dét håber jeg at kunne fortælle til folk.

Har jeg lavet om i mine egne prioriteringer?

Efter mit hjertestop er jeg blevet bekræftet i, at jeg har nogle dejlige veninder og en fantastisk familie. De viger ikke fra min side de er en urokkelig klippe for mig. Dén bekræftelse og den efterfølgende store mængde af kærlighed, som jeg blev overhældt med, var det bedste, som kom ud af dén oplevelse.

Jeg er til gengæld begyndt at tænke på, hvordan jeg bruger mine penge. Før brugte jeg mange penge på tøj. Som i, virkelig mange! Jeg har rigeligt med tøj og har faktisk ikke brug for mere. Istedet vil jeg gerne opleve gode ting – helst noget, som involvere mad og gode mennesker. Jeg er nemlig en sucker for gourmetaftener, hvor en kok har kræset om maden og vinen… Aftener, som emmer af hygge, varme og nærhed. Dém elsker jeg. Og dém vil jeg i højere grad bruge penge på, end tøj. Får jeg ikke brugt penge på mad, ryger de ind på en opsparing istedet.

Tilbage til Charlotte

Jeg er ikke klar over om Charlotte selv har oplevet dødskysset. Men jeg har en oplevelse af, at hun værdsætter sin hverdag, selv de helt små ting. Hun glædes over sig selv, hendes familie, venner og det resterende netværk og hun bruger tid på de ting hun er glad for. Jeg tror det er rigtig svært for folk, som ikke har været i nærheden af døden, at sætte pris på livet i samme grad, som folk med nærdødsoplevelser har. Samtidig tror jeg sagtens, man kan sætte pris på sit liv, uden at have været i nærheden af døden. Det håber jeg er noget de fleste gør!

Vil du selv have mere hverdagsglæde? Så kan du melde dig ind i Charlottes Facebook-gruppen Klub Hverdagsglæde.

hjertetransplanteret• Hverdags-tanker

At møde forståelse fra uventet kant

4. april 2018

For et halv års tid siden skrev jeg om det, at møde forståelse fra en uventet kant. Det er evigt skønt at få forståelse og at folk vil imødekomme mine behov. Det varmer hele i hele min krop når jeg oplever det. Heldigvis er det sket nogle gange for mig, at jeg har mødt forståelse fra nogen, som slet ikke kender mig. Som det skete ved en polterabend i 2016:

Én af mine bedste veninder skulle giftes. Som det hører sig til, holdt hendes veninder en virkelig god polterabend for hende. Det foregik i Odense og festen om aftenen blev holdt hjemme hos mig i Tornbjerg. Dagen startede kl. 10 og festen sluttede ca. kl 2 om natten. Det var en lang, men god, dag for mig (og alle de andre – især bruden). Men jeg vidste godt, at jeg blev nødt til at tage en lur midt på dagen så jeg kunne holde til at feste hele natten.

Jeg tog luren da vi kom hjem til Tornbjerg og benyttede mig af, at vi holdt festen hjemme hos mig. Da jeg havde sovet færdigt og gik ind til pigerne igen blev jeg modtaget med store råb og åbne arme: Alle var glade for at se mig igen og det føltes næsten, som om de havde savnet mit selskab. Jeg skulle lige våge helt, men blev glad for den varme velkomst.

Nogle dage efter fortalte min veninde mig, at nogle havde spurgt ind til, hvor jeg var da jeg sov. Hun kender mig godt og forklarede min situation til de, der spurgte. Reaktionen? “Fedt at hun lige sover, så hun er med resten af dagen”. Ingen sure miner, ingen spørgsmål om, hvorfor jeg skulle sove eller noget som helst negativt. Kun forståelse og glade mennesker. Jeg følte mig accepteret og afholdt – og glædede mig til at se alle de skønne piger igen.

hjertetransplanteret• Hverdags-tanker

Jeg lytter mere til min læge end til mine forældre

31. marts 2018

Når du får et råd, følger du det ikke altid første gang. Måske heller ikke 14. gang du får det. Men på ét eller andet tidspunkt, følger du rådet. Hvorfor du gør det, er ikke til at sige.

Sådan har jeg det med min læge og mine forældre. De siger somme tider det samme (fx i mine stressede og travle perioder. Her skal jeg tage den med ro, lytte til min krop og slappe af). Lytter jeg til mine forældre? Ikke altid. Lytter jeg til min læge? ALTID! Især, hvis jeg får et bestemt blik!

Jeg bliver nærmest skamfuld når jeg får det blik og jeg har været tæt på at undskylde mange gange for min opførsel. Fx var der engang, hvor vi skulle gennemgå min medicin, som jeg havde i min pilleæske. Min læge læste præparaterne op, mens jeg konfirmerede at de var i min æske. Da jeg ikke kunne finde en bestemt pille (jeg tager så mange, at de kan gemme sig under hinanden), sagde han ”Katja, det vil jeg ikke høre” og sendte mig blikkET. Jeg kunne kravle ned i et musehul! Jeg skyndte mig at finde den rette pille, pege på den og sige at den var der.

Men hvorfor virker blikket fra min læge og ikke fra mine forældre? Pas. De siger det samme og inderst inde ved jeg godt, at mine forældre har lige så meget ret, som min læge har det. Alligevel vejer min læges ord tungere end mine forældres. Måske har det noget med lægens autoritet at gøre? Han har fulgt mig i godt to år nu og ved, hvordan jeg vil have leveret en besked og kender mit behov for oplysning. Han ved, hvilke knapper han skal trykke på og han kan sige tingene, så jeg virkelig lytter og følger hans råd.

Sommetider tror jeg faktisk mine forældre ville ønske, at de kunne ringe til ham og bede ham om at give mig en besked. Jeg har det fint med, at jeg kun skal stå til ansvar overfor ham når jeg er til kontrol 😛

(Jeg har det virkelig godt med min læge og er stor fan af ham. Især hans formidlingsevne!)

Hverdags-tanker

“Skriv en bog om dine oplevelser. Jeg vil elske at læse den – og ligeså vil mange andre”

21. marts 2018

Bog
… de ord gav min psykolog mig med på vejen, sidst vi snakkede sammen. Han ved jeg er glad for at skrive og han har givet mig det råd, at skrive aftensider så jeg kan få sat ord på nogle af de tanker jeg har. Måske derfor mente han også, at jeg skulle skrive en bog om mine oplevelser.

Ifølge min psykolog er min måde at håndtere en usund situation på, sund. Jeg har været ked af det og kan stadig blive det. Jeg kan også få dødsangst og tanker om døden. Men jeg er stadig i fuld vigør og har travlt med at planlægge min næste rejse, hvornår jeg skal se mine veninder og lignende. Alle de tanker og hvordan jeg er kommet videre mente min psykolog, at jeg skulle skrive en bog om. Han har givet udtryk for at han gerne vil læse den og han mener, at mange andre vil gøre det samme.

Så det arbejder jeg på lige nu. At skrive en bog. Om mig. Og mit liv. Uden egentlig at vide, om andre end min psykolog (og min familie), vil læse den. Men tænk sig, hvis den en dag bliver udgivet!? Det er en barnedrøm, som vil gå i opfyldelse!

GUCH• hjertetransplanteret• Hverdags-tanker

Post-hjertestop 1 – førstegangsugen

21. januar 2018

D. 27. december 2017 fik jeg et hjertestop. Jeg har ikke lyst til at fortælle mere om det lige nu på dette medie – men det skal nok komme.

Hvad jeg derimod har lyst til at fortælle om, er den forgange uge (uge 3, 2018). Her gjorde jeg nemlig flere ting for første gang siden mit hjertestop – og det føltes fedt! Det føltes lidt, som at vende tilbage til min hverdag.

I uge 3 var det første gang jeg:

Var til psykolog
Kørte i bus til Rudkøbing
Gik to ture alene i Svendborg by
Kørte bil (både med og uden passager)
Havde flere dage i hverdagstøj, end i nattøt

Det er nogle banale og, for nogle, meget små ting. Men for mig er det stort. Min vante hverdag virker enormt skræmmende, også selvom jeg savner den og glæder mig til at vende tilbage til den. Men de små skridt, som at være alene i byen og at køre bil selv, det er et skridt i den rigtige retning.

På mandag starter jeg på arbejde igen. To timer. Og selvom det er vanvittigt skræmmende, så glæder jeg mig helt vildt meget! Jeg savner mit arbejde, mine kolleger og mine arbejdsopgaver og har gjort det fra dag 1 efter hjertestoppet.

GUCH• hjertetransplanteret• Hverdags-tanker• Organdonation

“Det er da synd, at det er medfødt…”

5. december 2017

Ovenstående ord (eller lignende, for jeg husker dem ikke helt ordret) fik jeg en dag da jeg snakkede med en ny forbindelse i mit netværk. Hans ord var på ingen måde ondt ment. Alligevel har jeg tænkt på dem lige siden.

For overordnet set, synes jeg ikke det er synd for mig, at jeg har en medfødt hjertesygdom. Jo, jeg kan godt blive træt af de symptomer jeg render rundt med og tanken om at skulle have et nyt hjerte igen, skræmmer mig fra vid og sans. Men lige nu, der er det ikke synd. Jeg har det nemlig rigtig godt og jeg er glad for mit liv. Desuden har jeg fået nogle oplevelser, som jeg ikke ville have fået, hvis ikke jeg havde fået mit nye hjerte: Blandt andet har jeg vundet et ur, været på to udenlandsrejser med GUCH, jeg har holdt foredrag for 460 mennesker, jeg har været med i flere film og jeg har været på scenen til Ecco Walkathon 2017 og fortælle om min kalveklap.

Er der mere synd når det er medfødt, end når det er erhvervet?

Det jeg bed mærke i ved kommentaren, det var det om det medfødte. For er det mere værre for mig at min hjertesygdom er medfødt, end det er for et ungt menneske PLUDSELIG at få en diagnose?

Der har jeg sku mest ondt af det unge menneske, som pludselig skal ændre sit liv. Jeg ved, hvor hårdt og svært det kan være for nogle, hvorimod jeg selv altid har været vant til det. Selvom jeg stadig kan blive træt af mine begrænsninger og min træthed, så er det nu engang sådan det er. Jeg har aldrig kendt til fx at kunne spurte til idræt – så jeg har heller aldrig savnet det.

Hvad med bekymringer?

Til et kursus jeg var på for nogle uger siden blev jeg spurgt, om ikke jeg havde nogle bekymringer i forhold til mit hjerte.

Jo, det har jeg. Men i skrivende stund går de mest på, hvilken serie jeg skal se på Netflix og hvad min mormor skal have i julegave. Selvfølgelig tænker jeg over den kommende operation, men på dage (som i dag), hvor jeg har det godt så er det ikke noget, som jeg som sådan tænker over.

I og med jeg muligvis også har arbejde til næste år, så får jeg også en følelse af, at jeg er ligesom alle andre – også selvom jeg ‘kun’ kan/skal arbejde 16 timer (som det ser ud nu). Jeg kommer nemlig til at bidrage til samfundet, jeg får en hverdag og jeg flytter hjemmefra igen.

anbefaling• Hverdags-tanker• Uncategorized

Anbefaling: “22 livslektioner jeg har lært i mine 22 år”

2. december 2017

I mit arbejde sidder jeg ofte på Linkedin og finder viden og nye inputs. Det skete i dag, hvor jeg faldt over et blogindlæg med titlen “22 livslektioner jeg har lært i mine 22 år“. Det er en 22 årig iværksætter, som reflektere over, hvad han egentlig har lært i de sidste 22 år han har levet.

Stykket er virkelig velskrevet og jeg blev helt glad da jeg læste det igennem. Jeg har endnu ikke læst mere fra bloggen, men Kristian (manden bag bloggen) virker som én med gåpåmod, livslyst og iværksætteri i maven – så jeg glæder mig til at følge hans fremtidige skriverier. Desuden er dette blogindlæg enormt inspirerende at læse, og det giver stof til eftertanke – kan jeg finde 27 livslektioner jeg har lært i mine 27 leveår? Lur mig, om ikke det kan lade sig gøre!

Du finder indlægget her: 22 lektioner jeg har lært i mine 22 år

Hverdags-tanker• Medicin

Får lægerne et kursus i, at udtale medicinnavne?

12. september 2017

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg tager medicin. Meget medicin! Det har jeg altid gjort, og det skal jeg blive ved med resten af mit liv.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kan kløjes i nogle af de navne, som medicinpræparaterne har. “Metoprololsuccinat”, “mycophenolatmofetil”, “tacrolimus” og jeg skal komme efter dig med sjove, mærkelige og spøjse navne. Hvem finder på dem? Hvorfor skal de være så umundrette? Og får lægerne et kursus i navnene på medicinstudiet?

Ja, det er tanker man som kroniker kan have. Det sidste spørgsmål tænker jeg mest over, fordi de læger og sygeplejersker jeg er i kontakt med hurtigt og ubesværet lire navnet af, som om de sagde et ord, som er let at udtale. Faktisk siger de ordet så let og hurtigt, at de enten 1) har mange års erfaring med udtalelse af navnene eller 2) har fået et kursus i udtalelse af dem. Ja, den første er mest sandsynlig. Men historien bag det andet navn er sjovest, ikke?

Sådanne tanker og skriverier sker, når man er arbejdsløs kroniker med ny medicin, som er svært at udtale. Imens jeg fundere over den slags ting og sager, øver jeg mig i at sige metoprololsuccinat. Den er der næsten…

Newer Posts