At møde forståelse fra ikke-GUCH’ere part 2

I midten af november deltog jeg på et vanvittig spændende forfatterkursus ved Lahme Kommunikation. I flere måneder havde jeg glædet mig til kurset, og selvom jeg vidste det ville blive en lang dag (9.30 – 16.30) var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville nyde hvert eneste sekund.

Nydt, det blev dagen i dén grad. Kurset var præcis lige så spændende, informativt og udbytterigt, som jeg havde forventet. Jeg har taget rigtig mange nye ting til mig og tænker ofte tilbage på kurset, når jeg sidder på mit arbejde og skriver tekster.

Men noget af det, jeg efterfølgende har tænkt mest på er, at kursusholderen (Julia Lahme – er du interesseret i kommunikation, så tjek hende og hendes firma ud her). Da kurset sluttede og vi var på vej i baren efter et glas vin spurgte Julia, om hun skulle bestille en taxa til mig så jeg kunne blive kørt ind til Hovedbanegården.

Jeg var i et kort sekund i chok. Her stod jeg, og var ved at gøre mig klar til lækker hvidvin, og så bliver jeg tilbudt en taxa til Hovedbanegården. Det er en meget lille ting, men for mig betød den alverden. For jeg VAR træt, og jeg ville gerne hjem (efter vin selvfølgelig. Jeg skulle jo have det hele med). Fordi jeg var så træt, fik jeg vist en tåre i øjenkrogen – sådan reagere jeg nemlig, når nogen gør noget sødt og uventet for mig, når jeg er træt. Her stod en vidt fremmed kvinde og tilbød at ringe efter en taxa. For mig, var det stort. Det er ikke noget jeg er vant til og det betød alverden. Selvom jeg takkede nej til tilbuddet, så var det så dejligt at få det, at jeg stadig (her, halvanden måned efter), bliver glad ved tanken om det. Julia, hvis du nogensinde læser det her, så skal du have inderligt tak for din lille gestus – den betød alverden!