Tale foran 460 mennesker i Madrid … på engelsk

Umiddelbart efter foredraget, trængte jeg til et glas vin med Anne.

Firmaet Edward LifeScience, dem som har produceret min hjerteklap, inviterede mig i juni sidste år med til deres årlige møde i Madrid. Mødet fandt sted i sidste uge (uge 2) og jeg var afslutningen på deres konference, hvor jeg skulle være ‘motivational speaker’.

Og jeg nailede den for grumt! Mit foredrag sad lige i kassen, jeg slappede af og nød i fulde drag at stå på scenen foran så mange mennesker. For hold kæft, hvor var det bare afsindig fedt! Følelsen af, at alle 460 tilstedeværende personer sidder og kigger på mig, lytter til mig og alle sammen er interesserede i min fortælling… Jesus, det er fedt.

Baggrunden for min tilstedeværelse i Madrid
Jeg fik lavet en video til Edwards sidste år, da jeg er verdens første hjertetransplanterede og, på det tidspunkt, verdens yngste med en ny hjerteklap af typen TAVI. Folkene bag Edwards synes det var en rigtig god historie og de har derfor lavet en film om mig, hvor mine forældre også er med. Filmen er ikke blevet helt offenliggjort endnu, men jeg skal nok linke til den, når jeg kan.

I juni, to måneder efter optagelserne var i kassen fik jeg en mail fra Michael George, PR-mand i Edwards Schweiz, med en forespørgsel om, om jeg ikke ville være ‘motivational speaker’ på deres konference i Madrid i januar 2017. “Jo, det vil jeg da gerne”, skrev jeg tilbage til ham med det samme.

Mig i den varme stol

Må jeg godt komme tilbage på den scene?
Som sagt, det var sindsygt fedt at stå på den scene. Tilskuerne havde set min film lige før jeg kom ind. Patrick, manden lige under CEO, havde stået og rost mig og sagde, at han synes alle skulle have mulighed for at møde mig. Så jeg kom på scenen og hvor jeg rystede og blev beroliget af lydmanden Lee bagved scenen, slappede jeg helt af, da jeg trådte ud i spotlyset. Jeg blev modtaget med stående bifald – og senere har flere fortalt mig at de sad med en lille tåre i øjenkrogen. Også min bedre halvdel Anne, som jeg havde taget med på turen (igen, tak Anne for at du tog med!).

Jeg havde forberedt mig godt og grundigt, men hvad jeg ikke var forberedt på var, at folk grinede! Det var meget mærkeligt, for det havde jeg slet ikke tænkt på, at det kunne ske. Jeg synes ikke jeg er sjov, medmindre man kender mig og jeg joker internt med nogen. Så at få grin og klapsalver da jeg fortalte om min specialekarakter var sindsygt fedt og en kæmpe bekræftelse af mig.

I løbet af hele aftenen fik jeg tonsvis af komplimenter. Folk var så søde og ville meget gerne hilse på både Anne og jeg, og det var et kæmpe skulderklap at de var så positive overfor min historie. Jeg har både fået taget selfies med virkelig mange mennesker, trykket hånd, fået krammere og hørt om sygdomshistorier. Det var enormt rørende, at folk ville dele og fortælle alle de ting til mig og jeg er enormt glad for hver og én samtale, som jeg havde.

Derudover fik min far en mail fra Patrick i går, hvor han fortalte at flere havde efterspurgt filmen til deres børn. De gik åbenbart og brokkede sig over småting derhjemme. Brokkeri kommer jeg slet ikke ind på i filmen (det er der, bare rolig) og de ville vise deres børn, at der er folk, som tager slemme og grusomme ting med opløftet pande. Hvis det ikke er fedt, så ved jeg ikke hvad det er.

I den varme stol
Efter foredraget skulle jeg interviewes af Patrick. Jeg blev sat i en stol, hvor vi sad og snakkede sammen og svarede på spørgsmål. Igen, jeg ELSKEDE det. Jeg følte mig enormt godt tilpas, og jeg ville faktisk helst ikke væk igen. Kan man gøre det hele igen? Eller noget lignende?
Mens jeg sad i stolen, havde publikum mulighed for at stille mig spørgsmål. Jeg havde fortalt alle, at jeg er jobsøgende og pludselig kommer en besked op på storskærmen “Come on Patrick, giver her a job”. Flere sagde også til mig efter foredraget, at de ville skrive personligt til Patrick og sige at de mente jeg skulle ansættes. Enkelte mente også, at jeg selv skulle gøre det. Lige nu sidder jeg og grubler over, om jeg kan tillade mig det. Ja, det er sådan man får et arbejde i dag. Men jeg synes også det er enormt grænseoverskridende at gøre det. Men, det ender nok med at jeg giver det et forsøg. Det værste jeg kan få, er et nej.

Jeg vil så ufattelig gerne stå foran et publikum igen. Ikke nødvendigvis for at fortælle min historie, men bare være vært, foredragsholder, præsentere et eller andet. Hvad som helst! Jeg var god til at stå på scenen, jeg følte mig hjemme. Og det var i det hele taget en (undskyld mit sprog) fucking vild oplevelse!

Min bedste veninde og jeg

Stående applaus fra 460 mennesker – og kæmpe grin da jeg fandt mobilen frem og tog dette billede. Jeg blev jo nødt til det!