Organdonation

Det fine skilt, som min kollega lavede da jeg serverede kage for mit arbejde

I søndags (d. 10. november) var det 18 år siden jeg fik mit nye hjerte. Et hjerte, som ikke er så nyt mere. I hvert fald ikke for mig.

Det betyder at hele min krop nu er voksen. Som min kollega så rigtigt sagde “så må du jo køre bil!”
Jeg tror jeg slipper for at tage kørekortet om. Men det er vildt at der er gået 18 år siden jeg fik det nye hjerte. Og at jeg nu har haft mit nuværende og nye hjerte længere tid end jeg havde mit eget ‘originale’ hjerte.

Det her er den BEDSTE brunsviger jeg nogensinde har lavet! Fik stor ros for den – og har stadig lyst til at bage en til og gentage succesen.

Jeg plejer at blive rørt

De sidste par år har jeg været rørt på selve dagen. Jeg skulle helst være sammen med nogen, så jeg kunne få et kram eller lidt støttende ord, hvis mine følelser kom helt op til overfladen – og så ELSKER jeg fødselsdage og at blive fejret! De to ting sat sammen er en mega god undskyldning for at være sammen med nogle af de mennesker jeg holder allermest af.

Men jeg blev ikke rørt i søndags. Ikke som jeg plejer i hvert fald.

I stedet var jeg rørt hele fredagen. Jeg bagte en sygt lækker brunsviger på mit arbejde for at fejre det. Og bare det at fortælle om anledningen til kagen til mine kolleger, gjorde mig rørt. På den gode måde, heldigvis. Men jeg blev rørt. For det er overvældende at tænke på, at jeg ville være død uden det hjerte.

Og så blev jeg rørt igen mandag d. 11. Min søde kollega havde købt en lille julerose til mig fordi hun “kom til at tænke på mig da hun så den.” Hold kæft, det er sødt! Tak Line! Blomsten står nu og pynter fint ude i mit køkken.

Skæbnen ville at en af mine bekendte fik nyt hjerte dagen efter min 18års fødselsdag. Så der gik jeg og var endnu mere taknemmelighed og glad for, at det kan lade sig gøre at transplantere organer.

Hjertet har det godt

Jeg har det godt. Selvom det stadig er svært for mig at sige fra og prioritere alenetid med min sofa og Netflix, så er jeg blevet MEGET bedre til det over de sidste par måneder! Det hjælper også at jeg er begyndt at lægge hele dage og weekender ind i min kalender, hvor jeg ikke har nogen planer. Somme tider ender jeg med at lave helt vildt meget i de weekender. Men det hele er spontant og det afhænger meget af min dagsform – og hvad jeg har lyst til at lave.

Den næste to en halv uge bliver vilde: Der er meget arbejde, TO julefrokoster (med mine kolleger og min dejlige venindes skønne veninder), jeg har et enkelt foredrag, en juletur med GUCH og har to aftaler med en clairvoyant. Og så vil jeg gerne liiiiiige kunne nå en gang kropsterapi også.
Men, som det ser ud nu, så har jeg plads til det hele. Mest fordi jeg har indlagt fritid efter arbejde og jeg har en halv weekend imellem det hele, uden planer.

D. 5. april, var jeg til årskontrol på Skejby Sygehus. Og for første gang i lang tid var jeg nærmest glad for at skulle afsted. Det er virkelig længe siden jeg har haft det sådan!

Siden jeg fik beskeden om at jeg skulle have en ny hjerteklap, så har jeg næsten altid frygtet at skulle til Skejby. Absolut ikke på grund af personalet eller den behandling jeg fik! Men fordi jeg var bange for at der var noget galt.

Men ikke denne gang.

Den her årskontrol havde jeg næsten glædet mig til. Der var ikke særlig meget nervøsitet hos mig og jeg græd kun, da den søde sygeplejerske ramte hovedet på sømmet og spurgte, om jeg laver mere end jeg kan klare. For det gør jeg. Men de ting jeg laver gør mig så glad, at jeg selv synes jeg kan klare det.

Ikke engang KAGen gjorde ondt! (eller… næsten ikke)

Ved hver årskontrol skal jeg have lavet en KAG. Lægerne lægger et lille bitte snit i min lyske, fører en slange ind og tjekker hjertet for forkalkninger og lignende.

Det plejer at gøre pisse ondt! Både når bedøvelsen bliver lagt, men også når den lille slange skal ind i lysken. Jeg har efterhånden så meget arvæv i lysken, at de ikke kan undgå at ramme det med bedøvelsen. Når  slangen skal ind skal lægen presse til, så den kan gå igennem det arvæv jeg har. Og det gør altså nuller!

Men ikke denne gang.

Jeg kunne meget tydeligt mærke bedøvelsen. Som i MEGET tydeligt! Lægen forklarede det med det arvæv, som er dannet i lysken efter at have udført indgrebet mange gange. Jeg lå meget stille, sagde ingenting og koncentrerede mig om at trække vejret dybt ned i maven. Det hjælper!

Men lige pludselig kunne jeg se mit hjerte oppe på skærmen og jeg kunne se den slange, som lægen havde proppet i min lysken. BUM, ingen smerter! Og jeg kunne ligge og snakke med om, hvad der skete oppe på skærmen. Så for en gangs skyld var det en rar og positiv oplevelse af få foretaget en KAG. Det synes jeg ellers ikke det plejer at være.

En skøn scanning

Efter KAGen kom jeg kort ned på stuen – og så gik turen ellers videre til scanning. Og her fik jeg en kæmpe og glædelig overraskelse! Den kvinde, som plejer at scanne mig har haft et projekt det sidste halvandet år, så hun ikke har kunne se på mig og mit hjerte. Men i dag havde hun specifikt taget tid til at komme ned og scanne mig. Så hun fik et kæmpe kram og jeg smilede over hele femøren over at se hende!

Snakken gik – og mine forældre fik næsten ikke lov til at indføre et ord. Det var lidt ligesom at se en gammel veninde. Og det var virkelig dejligt!

Nå ja, hjertet har det i øvrigt rigtig godt. Jeg har fået fjernet en pille og skal afsted til Skejby igen om et halvt år.
Min læge kunne godt forstå min træthed. Men han hæftede sig meget ved, hvor glad jeg er. Så var det vist okay at være så træt, med alle de ting jeg laver.