fbpx
daglig vane hjertetransplanteret Medicin

Min medicin – både den ordinerede og den ‘frivillige’

15. april 2015

MedicinLige siden jeg blev transplanteret har jeg taget en masse medicin for at sikre at hjertet ikke bliver afstødt. Lige nu (2019) tager jeg rigtig mange piller. Dem vil jeg fortælle dig lidt om her.

Hvorfor er medicin overhovedet nødvendigt?

Hjertet er et fremmedlegeme i kroppen, og kroppen kan ikke kende forskel på noget livsnødvendigt (som hjertet jo er) og en sygdom. Derfor tror kroppen at hjertet er en sygdom, og det skal ud af kroppen. Derfor skal jeg tage immunsænkende medicin hele mit liv. På den måde bliver kroppens eget forsvar holdt nede, og mit hjerte ikke bliver sygt.

Det er på grund af den medicin at jeg er længere om at blive helt rask efter f.eks. en forkølelse, da min immunforsvar ikke er lige så effektivt som mine jævnaldrendes raske immunforsvar.

Da jeg blev transplanteret fik jeg 15 slags medicin (se billedet nedenunder). Jeg skulle tage en portion fem gange om dagen, og efter hovedmåltiderne føltes det som en dessert. Der var så mange, at den vand jeg drak ved siden af for at skylle medicinen ned, mættede næsten ligeså meget, som den mad jeg lige havde indtaget.

Medicin

Min medicinkasse fra dengang jeg var indlagt i 2001

Der er sket rigtig meget på min medicinfront siden 2001. Jeg er nu nede på fem forskellige præperater + kalkpiller + jernpiller (nogle gange) + ppiller.

I starten hjalp mine forældre mig med at ‘trække medicinen op’. Nu gør jeg det selv. I en periode gjorde min ekskæreste det, og det var fedt for mig at involvere ham i mit medicinliv. Det betød rigtig meget for mig, at han viste interesse for min medicin og at han ville hjælpe med det. Og det var afslappende for mig at en anden end jeg selv gjorde det.

Kalkpiller

Jeg tager kalkpiller pga. noget medicin jeg fik for nogle år siden som afkalker knoglerne. De kalkpiller jeg får er egentlig beregnet til plejehjemsbeboere (og ja, jeg føler mig gammel hver gang jeg skal købe dem), men mine knogler har brug for det.

Jernpiller

Jernpiller tager jeg fordi jeg har tendens til blodmangel. Det er ikke pga. min anden medicin, men fordi jeg er kvinde og menstruere. Det er altså en ‘frivillig’ medicin jeg tager. Jeg skal tage to piller om dagen, indtil pakken er væk. En pakke holder cirka to måneder.

Man må ikke tage jernpillerne hele tiden, men de sidste to-tre år har jeg skulle have en ‘jernkur’ en gang eller to om året. Jernmangel påvirker især min træthed, og jeg bliver meget hurtigt udmattet hvis jeg har jernmangel.

vitaminpiller

Jeg har også et glas vitaminpiller stående ved siden af min medicin, men det er mest bare til pynt. Jeg har en fornemmelse af at jeg tager virkelig mange piller, og tre af præperaterne er ovenikøbet nogle store piller. Derfor er jeg ikke så glad for at skulle tage mere medicin.

For nogle år siden snakkede jeg med min læge om vitaminpiller, og han sagde at jeg sagtens kan supplere min kost med dem, i de perioder hvor jeg ikke tager jern. På den måde kan jeg undgå jernmangel. Ellers er vitaminpillerne ikke nødvendige for mig (ifølge min læge), da jeg spiser varieret og fornuftigt.

Glemmer sommetider min medicin

Jeg har i en periode været rigtig slem til at glemme at tage min medicin. Denne periode ligger cirka tre år tilbage, og jeg synes nogle gange det var for ‘hårdt’ (jeg gad ikke) at tage min medicin. Det er en dårlig unskyldning, men sådan havde jeg det.

Hvis jeg ikke tager min medicin i en længere periode (vi snakker i hvert fald en uge eller to, og så lang tid har jeg ALDRIG gået uden medicin) kan det resultere i en indlæggelse. Det gider jeg ærlig talt ikke! Ja, jeg kan få indhentet nogle af de serier, film og bøger jeg ikke har tid til i hverdagen, men det er da en kedelig situation at gøre det i, når man er på hostpitalet.
Derfor har jeg et program som fører dagbog over hvornår jeg tager medicin. Det er efterhånden blevet en konkurrence med mig selv om jeg kan få grønne firkanter på en hel uge.

En app hjælper mig med at holde styr på medicinen

Det er en app til min mobil, og det sidste år har jeg taget min medicin stortset hver dag. Hvis jeg ikke har fået den er det pga. sygdom, opkast eller pga blodprøvetagning/undersøgelser på sygehuset, hvor jeg ikke må tage min medicin om morgenen.

Jeg bruger også appen til at holde styr på om jeg får trænet og om jeg får 30 minutters motion om dagen. Jeg bliver så glad når der kun er grønne firkanter og ikke røde som betyder at jeg ikke har gjort det jeg skulle den dag. Den gratis version kan kun rumme tre daglige gøremål, men man kan vist få ubegrænsede gøremål ved at betale for app’en.

Jeg håber at dette længere indlæg kan give et indblik i min medicin, og min hverdag med medicinen. Det lyder måske som om det påvirker mig mere end det egentlig gør. For det fylder ikke særlig meget, hverken fysisk eller mentalt. Det hele står i en lille kasse på spisebordet, og det tager samlet set et minut for mig at tage medicinen.

Hvis du sidder derude bag skærmen og selv er hjertesyg/fejler noget andet, vil jeg meget gerne høre dine erfaringer og oplevelser med medicin. Hvad tager du, hvorfor og hvordan har du det med det?

Leave a Reply