Okay, jeg er ikke helt officielt startet endnu. Det gør jeg i morgen, når jeg kl 10 skal møde på uni til min første undervisningstime på min kandidat i international virksomhedskommunikation.
Jeg har alligevel fået en lille smag af hvordan det er at være kandidatstuderende i fredags, da der var introdag for dem jeg skal gå på hold sammen med de næste to år. Vores studieleder indledte det hele med at fortælle at han glædede sig til en introdag på 17 timer i samvær med os alle sammen. 17 TIMER?? Jesus, det er lang tid! Men vi havde info om fag og icebreakers fra 9-17, og derefter spisning nede i fredagsbaren med efterfølgende fest.
Jeg håber på, at jeg gennem min blog kan give et lidt mere personligt indblik i hvordan det er at have en normal hverdag som værende hjertetransplanteret og halvvejs døv på det ene øre. Og at have skoliose. Og de andre småskavanker jeg nu har 🙂 Derfor vil der sandsynligvis komme nogle flere indlæg omkring min hverdag, og især min kommende kandidat på universitetet. Jeg håber du vil følge mig 🙂
Jeg havde heldigvis sovet godt, men jeg tror desværre jeg er inde i en periode hvor jeg er meget træt. Det kommer højest sandsynligt fordi jeg ikke har lavet en skid siden midten af juni og indtil nu. Så det bliver hårdt de første to uger (tror jeg), også letter det hele forhåbentligt. Plus, jeg var spændt og nervøs, både for det sociale men også i høj grad overfor det faglige: Kunne jeg møde nogen at snakke med, hvad med studiegruppe, hvor meget højere er niveauet end det jeg før har kendt til på min BA osv. Heldigvis fandt jeg nogle mennesker som jeg fik snakket lidt med, og som jeg håber at komme til at snakke mere med det næste stykke tid. Så allerede da jeg havde snakket med de første, var jeg meget mere rolig: Det kunne jeg godt 🙂
Om aftenen synes jeg desværre det var svært at følge med i folks samtaler. Også selvom jeg havde mit høreapperat på: Der var musik og virkelig mange mennesker. Lagt sammen med en dårlig akustik, så er det på ingen måde optimalt. Så jeg glæder mig til at kunne snakke med folk i et stille og roligt lokale, så jeg også kan være med i samtalen 🙂
Rent fagligt bliver det første stykke tid nok et direkte mareridt. Og ja, jeg tager VIRKELIG sorgerne på forskud. Og det er faktisk virkelig skidt for mig selv at jeg gør det. Så henover weekenden har jeg så vidt mulig forsøgt at lægge det lidt fra mig, og prøve at lægge et lille skema til mig selv for min læsning. Der er cirka 3000 sider jeg skal have læst inden slut december, plus undervisning, øvelsestimer og møde med studiegruppe. Jeg tror (især i starten) at det bliver sindsygt hårdt!! Mandag og tirsdag er lange dage, så der får jeg nok ikke læst. Fra d. 17. september skal vi begynde på øvelsestimer, men måske får jeg læst lidt der. Derfor må torsdag og fredag blive mine store læsedage, også håber jeg at det kan fungere. Ellers må jeg tage weekenden i brug. Der er intet andet for.
Det hele virker en smule håbløst lige nu: Der skal lægges virkelig mange kræfter i det her studie og virkelig meget tid. Så lige nu har jeg meget svært ved at se hvornår jeg skal få tid til at træne (både generelt, men også så jeg forhåbentlig kan gennemføre et løb sidst i oktober), og hvornår jeg skal være social med andre end min kæreste.
Heldigvis er jeg i den dejlige situation hvor min kæreste og mine forældre vil hjælpe mig så meget som muligt: Min kæreste på hjemmefronten og få mig til at slappe af (jeg har en tendens til at stresse over alt, så det er en god egenskab han har!) og jeg ved at mine forældre gerne kigger forbi og hjælper med hvad der nu er brug for.
No Comments