Jeg har fået et mødelokale opkaldt efter mig

Mig med mit skilt, hvor navnet på mit mødelokale står.

Denne weekend (anden weekend i januar) var jeg i København. Her holdt firmaet Edwards sales meeting for alle deres sælgere i verden. I forbindelse med mødet skulle jeg på scenen og tale og bagefter få overrakt et skilt, som skal hænge over et mødelokale … som er opkaldt efter mig!

Mit eget mødelokale… Det er det vildeste jeg har oplevet

Mødelokalet ligger i Edwards’ europæiske hovedkontor i Schweiz i byen Nyon. Jeg skal dertil i februar eller marts for at indvie rummet.

Der er tre andre patienter, som også har fået opkaldt et rum efter sig: Branda Walker (84 år), Daniel Colgen (29 år), en mere, som jeg ikke kan huske navnet på og mig. Vi har på en eller anden måde haft en stor betydning for Edwards (vi har alle tre deres hjerteklapper i vores hjerter og er rollemodeller for andre hjertesyge på hver vores måde) og derfor har de valgt at hædre os med vores eget mødelokale.

Vi fik overrakt pladerne på scenen og blev bedt om en reaktion. Brande sagde, at det var meget bedre end en gravsten! Og hun har sådan set ret: Vi er alle fire blevet udødeliggjort på denne måde – og det er sku da ret så sejt, blæret og alt mulig andet fedt!

Gallamiddag om aftenen

Efter de to andre og jeg havde været på scenen klædte alle om og der var gallamiddag på Bella Sky. Middagen var efterfulgt af livemusik

De to andre patienter, som har fået et mødelokale opkaldt efter sig: Brenda og Daniel

Mine forældre havde fået lov til at komme med og vi sad sammen med de nordiske repræsentanter fra Edwards. Vi fik nogle virkelig gode snakke om stort, småt, hjerteklapper, mitralklapper og stents og jeg har fået nye kontakter.

Jeg fik danset til et par numre (blandt andet med CEO af det hele, Mike fra Californien), men måtte gå i seng omkring klokken 23. Jeg var træt, havde ondt i benene af at danse og bare mæt af indtryk.

Mike A Mussallem (CEO for Edwards) og jeg, ude på dansegulvet

Men det var fedt! Jeg er pisse stolt over mit mødelokale og jeg glæder mig til at indvie det! Og så glæder jeg mig til at møde Brenda og Daniel igen – forhåbentlig i England, hvor de begge to bor og hvor jeg gerne vil besøge dem.