I går havde jeg ‘fødselsdag’: For 13 år siden havde jeg fået nyt hjerte, og jeg lå på intensiv-afdelingen og sov. Kunstig søvn ganske vist (vågner i overmorgen, hvis jeg skal følge det oprindelige forløb), men jeg sov. Jeg forestiller mig at mine forældre har været ved min side hele tiden, hvilket jeg ikke tror er så langt fra virkeligheden. Mon ikke også min familie, som bor i Århus, har været i nærheden så meget de nu kunne.
For første gang i de 13 år jeg har været hjertetransplanteret, fik jeg tanker om forløbet. Nej, jeg har selvfølgelig tænkt over forløbet før. Men jeg fik en klump i halsen over det hele. Mest fordi det er helt fantastisk at en hjertetransplantation kan lade sig gøre, uanset hvem der modtager hjertet. For det andet, fordi der er sket enormt meget med mig i de 13 år. Det er naturligt, javist, men stadig tankevækkende. Især det sidste års tid, er der sket ekstra meget: Jeg er flyttet sammen med min kæreste, har holdt to foredrag om mit forløb (hvilket jeg elskede og forhåbentlig skal arbejde mere med) og jeg færdiggjorde min bachelor, hvilket jeg er enormt stolt over. En bachelor virker måske som noget ‘basalt’ for mange folk: Det er da bare noget man tager/får, og det er ikke så svært. Og i forhold til kandidaten, så var det piece of cake, og jeg havde jo OCEANER af tid på det tidspunkt! Men efterhånden som jeg har lært en masse forskellige mennesker at kende igennem GUCH, og dermed har set hvor svært nogle har det (min veninde har direkte sagt at hun beundrer mig for at gå på uni, for det kan hun slet ikke), så begynder jeg at føle mig meget privilligeret: Jeg kan gennemføre en længere videregående uddannelse. Indtil videre uden reeksamen (7-9-13!!!!!). Jeg har fået okay karakterer, og jeg har fået nogle dejlige venner og veninder igennem studiet. Jeg synes det er flot gjort af mig, og jeg er (som sagt) skide stolt af mig selv!
Det var meget mærkeligt for mig at få den klump i halsen som jeg gjorde. Mest fordi jeg aldrig er blevet emotionel på min ‘fødselsdag’ før. Heldigvis havde jeg en virkelig god dag i går. At dagen sluttede af med, at min kæreste fortalte at han havde tænkt sig at købe blomster til mig, gjorde lige det hele lidt bedre. Han undskyldte at han ikke havde gjort det, men bare hans tanke var dejlig. Måske især fordi han undres lidt over fejringen af min anden fødselsdag, og de mange beskeder jeg har fået fra min familie og veninder i løbet af dagen. Jeg tror at det for os begge er en naturlighed at jeg har fået nyt hjerte og render rundt med et ar på brystet. I går kom han til at tænke på, at det jo egentlig er noget stort og at min familie var glade for at jeg blev reddet dengang. Ellers havde jeg ikke været her (sammen med ham) i dag. Og igen: Det er sku da fantastisk!
No Comments